I minus med flere akademikere

På weekendens landsmøde valgte SF'erne en ny næstformand. Kritikere har påpeget, at Mattias Tesfaye vil gøre Socialistisk Folkeparti til et "arbejderistisk" parti, der i højere grad henvender sig til folk i kedeldragter. Partiet besluttede på landsmødet, at det var et folkeparti.Spørgsmålet er dog, om ikke SF's nuværende sammensætning er i modstrid med betegnelsen folkeparti?

SF's politikere på Christiansborg afspejler en snæver uddannelsesmæssig sammensætning. Her er ingen i kedeldragter, men derimod rigeligt med akademikere. I SF er andelen af folketingsmedlemmer med akademikerbaggrund 62,5 pct., der er en ufaglært, ingen faglærte og ingen med kort videregående uddannelse.

Også Socialdemokraterne ligner nu mere et akademikerparti end et arbejderparti.Socialdemokraterne, som karakteriserer sig selv som Danmarks største og ældste arbejderparti, har efter sidste valg 66 pct. akademikere i folketingsgruppen. Til sammenligning er der kun ca. 7 pct. i den danske befolkning med en universitetsuddannelse (Danmarks Statistik).

En meningsmåling fra Megafon i december 2011 kunne således afsløre, at hele 68 pct. af de faglærte og ufaglærte vælgere ville stemme på de blå til højre for midten, mens kun 32 pct. ville vælge de tidligere arbejderpartier til venstre for midten. I samme undersøgelse blev Venstre klart det største "arbejderparti" med opbakning fra 45 pct. af de danske arbejdere.

Et kig i Folketingets arkiver viser, at Socialdemokraternes sammensætning af folketingsgruppen har ændret sig gevaldigt i akademisk retning siden 2001 - mens partiets vælgeropbakning i samme periode er faldet støt. Her er tale om en ud af flere forklaringer på Socialdemokraternes vælgerkrise, som ikke må undervurderes.

Afstanden mellem parti og vælgerbasen er blevet for stor. Den meget akademiske folketingsgruppe har simpelthen svært ved at appellere til brede grupper af lønmodtagere.Fra Socialdemokratiet fik sin første statsminister i 1924 over 1960' erne til 1990' erne, har partiet haft en folketingsgruppe, der har afspejlet mange forskellige erhvervs-og uddannelsesmæssige baggrunde.

Samtidig havde det en stærk vælgertilslutning.Datidens socialdemokrati var det bredeste og største parti, og det havde en betragtelig magtposition - også de få gange det ikke sad i regeringskontorerne.Ud fra Folketingets arkiver har vi set, at andelen af folketingsmedlemmer med akademikerbaggrund hos Socialdemokraterne er mindre end 30 pct. fra 1957 til 1971.

I perioden 1973 til 2001 lå andelen stabilt mellem 29 pct. og 36 pct.Først efter valget i 2001 skete der en drastisk ændring i Socialdemokraternes sammensætning. Andelen af MF'ere med akademikerbaggrund steg fra 29 pct. i 2001 til 66 pct. i 2011.Historisk set er det altså først inden for det seneste årti, at akademikere, og her især folk med en samfundsvidenskabelig baggrund, begyndte at dominere de socialdemokratiske folketingssæder.

Socialdemokraterne går altså fra at have en mangfoldig sammensætning af folketingsgruppen til en ensidig folketingsgruppe. Her begyndte den demokratiske ulighed for alvor at blive et problem. Tidligere bestod Socialdemokraterne på borgen af politikere med meget forskellige erhvervsbaggrunde. Der var arbejdsmænd, landmænd, bagere, bankfunktionærer, officerer og mange andre. I dag er tendensen, at færre og færre når at at oparbejde arbejds-og erhvervserfaring, før de indtræder i Folketinget.En stadig større andel færdiggør ikke engang deres universitetsuddannelse.

Andelen af valgte socialdemokrater, der går fra et akademisk studium til folketing, er siden 2001 steget fra 2 pct. til 18 pct i 2011.Næsten en femtedel.Der er altså en overhængende fare for, at den socialdemokratiske folketingsgruppe fremover risikerer at blive forvekslet med en studiegruppe bestående af studerende og deres akademiske mentorer.Det er oplagt at betragte Dansk Folkeparti, Socialdemokraternes politiske modstandere, fordi de henter stemmer fra samme grupper af vælgere.

Mange kommentatorer har lagt vægt på udlændingedebatten som forklaring på Dansk Folkepartis vælgerhøst hos Socialdemokraterne, og selvom sammenhængen er reel, kan det ikke forklare hele partiets indhug. Ved det seneste valg var udlændingedebatten ikke længere det vigtigste emne. Det blev dårligt nok berørt ved valgdebatterne.I stedet blev der bl. a. diskuteret økonomi og efterløn, hvor S-SF stod for at bevare nogle af de velfærdsgoder, som kunne tiltale vælgere fra DF. På trods af fraværet af en udlændingedebat oplevede DF kun en marginal tilbagegang, og mange af DF-vælgerne valgte trofast at sætte deres kryds ud for hjemmehjælperen Pia Kjærsgaards parti. DF's vælgerbase var solid.Sammenhængen mellem DF's vælgerbase og dets folketingsgruppe er også solid. I DF er andelen af akademikere på 22 pct., hvoraf kun én kan betegnes som Djøf'er.

I DF's folketingsgruppe sidder der bl. a. bilmekanikere, sosu'ere, arbejdsmænd, én tankpasser og selvstændige.Væsentlige politikere som Pia Kjærsgaard, journalisten Søren Espersen eller den ufaglærte Peter Skaarup har ikke en akademisk uddannelse. Alligevel er disse tre nogle af de mest markante politikere i Folketinget.At flere og flere i Folketinget læser statskundskab eller andre samfundsvidenskabelige uddannelser, er altså ikke en forudsætning for at begå sig på Christiansborg. DF's succes kan dermed også forklares ud fra, at det i langt højere grad formår at rekruttere fra egne vælgergrupper og formidle sine budskaber klart.

Rekrutteringen til S-SF's folketingsgrupper er til sammenligning slet ikke i nærheden af at ramme partiernes vælgergruppe, hvis man altså ønsker at være et parti for brede lønmodtagergrupper. Udviklingen tyder på, at afstanden mellem partiet og dets base er blevet for stor.

S og SF accepterer ikke ulighed bestemt af køn, men de har accepteret en uddannelsesmæssig ulighed i partierne. Hvor stiller det partierne i dag? Samtidig med at diskutere partiernes politiske kerneværdier, må de udarbejde en strategi for at tiltrække flere politisk interesserede uden for de akademiske kredse og opstille dem til folketinget, når de har mere erhvervserfaring. Den strategi skal tage udgangspunkt i det, vi kalder det nære, det daglige og det langsigtede.Det nære kan f. eks. være gældende ude i de små vælgerforeninger, når partierne skal nominere deres kandidater. Her skal der gøres et stort arbejde for at udbrede lysten til, at flere kan se en mulighed i at stille op.

Det daglige handler om, at partiernes ledelse tænker over den demokratiske repræsentation, når der træffes beslutninger, eller der udpeges ministre. Ligeledes kan partierne overveje, om valgperioden fremover burde fastsættes, så flere med fast arbejde havde mulighed for i højere grad at planlægge deres kandidattur.Det langsigtede gælder, når partierne diskuterer deres grundlæggende identitet, som det ses med SF i øjeblikket. Det var i det perspektiv ikke en snæver løsning, at partiets nyvalgte landsledelse valgte henholdsvis en politiker med baggrund som murersvend og en med baggrund som sygeplejerske som næstformænd. Tværtimod er der tale om en demokratisk forbedring.

Erfaringerne viser, at potentialet for ændringer er til stede i forhold til at inkludere brede befolkningsgrupper og skabe større diversitet.I Sverige har Socialdemokraterne udpeget en svejser som formand, og SF's søsterparti i Norge har strategisk indlemmet massevis af ikkeakademiske medlemmer.Herhjemme har SFU kørt en succesfuld kampagne med "Respekt for erhvervsskolerne", ligesom fagbevægelsens "Skævt-kampagne" formåede at organisere et bredt publikum. Her blev der lyttet på arbejdspladserne, organiseret en masse forskellige mennesker og skabt stærke fælleskaber. Partierne skal derfor vide, at det kan lade sig gøre at vende trenden, hvis viljen er til stede.