Ideologi: Cepos drukner fællesskab i egennytte

Den nye tænketank, Cevea, gør op med denne nyliberale fokus på afmontering af fællesskaberne til fordel for et samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed.

I (4.10.) byder Cepos' direktør Martin Ågerup den nye centrum-venstre tænketank Cevea velkommen med en kritik af vores forståelse af fællesskab.

Han skriver, at »der grundlæggende findes to slags fællesskaber. De frivillige og de påtvungne. Familien, virksomheden og foreningslivet er eksempler på frivillige fællesskaber, som vi vælger at indgå i. Staten er det primære eksempel på et påtvunget fællesskab«. Ikke overraskende forsøger Ågerup at skelne mellem de såkaldte 'påtvungne' fællesskaber som de onde, der undergraver de gode 'frivillige fællesskaber'. Selv om modsætninger letter forståelsen, giver de ikke altid mening. Derfor er Cepos' påstand ikke bare forfejlet, men også skadelig.

dømt til frihed, sagde den franske filosof, Jean-Paul Sartre. Det kan ikke unddrage sig valg. Mennesket er dømt til mening, responderede hans filosofkollega, Maurice Merleau-Ponty. Mennesket kan ikke lade være med at give mening til det, det sanser.

Men mennesket er også dømt til fællesskab. Det kan ikke unddrage sig at stå i forbindelse med andre mennesker. Jeg kan ikke blive fri for de andre. Men jeg kan prøve at lade være med at leve, så de andre er helvede - som Sartre afsluttede et kendt skuespil med at sige.

At prioritere fællesskabet handler om at tage et personligt ansvar og forstå, at man ikke er alene i verden. At tage dette vilkår på sig og gøre en dyd ud af det.

Vi tror slet ikke på den Robinson Crusoe-agtige forestilling om, at først var mennesket, og derefter indgik det i fællesskabet. Fællesskabet er definerende og afgørende for det overhovedet at være menneske. Derfor giver det heller ikke mening at skulle skelne mellem frivillige og påtvungne fællesskaber. Et territorium uden stat er heller ikke et sted, hvor nogen er fri for at stå i forbindelse med andre.

godt sætte os ind i den tanke, at nogle mennesker måtte ønske at vælge og fravælge deres fællesskaber selv. Vi kan ikke alle være en del af fællesskabet på plejehjemmet, miniputholdet eller arbejdspladsen. Men vi bliver aldrig fri for den menneskelige bestemmelse - at vi bliver nødt til at forholde os til fællesskaber - og gøre en dyd ud af det.

En accept af, at fællesskaberne er en del af den menneskelige væsen, er det bedste grundlag for politik. Det betyder, at vi skal prioritere det forhold, »at vi som mennesker er fælles om noget«, over den forestilling, »at vi som mennesker er os selv nærmest«. Først derefter kan vi indgå i et forpligtelses- eller udvekslingsfællesskab.

ved den nyliberale bølge - som særligt Cepos er eksponent for - er ikke, at den fornægter, at der findes fællesskaber som familie og kibbutz, men derimod, at den modarbejder fællesskaber. Nyliberalisterne fornægter det dobbelte forhold, at fællesskabet på den ene side er et vilkår, og at det på den anden side er skrøbeligt og kan ødelægges.

Nedskæringer på velfærdsstat, afregulering af de finansielle markeder og færre frivillige i fodboldklubberne er kun de første forvarsler om afmontering af de fællesskaber, der gjorde Danmark stærkt og udadvendt.

Staten er derfor heller ikke pr. definition begrænsende for fællesskaber, som Ågerup hævder. Det kan medvirke til at sætte rammer for samfundets fællesskaber gennem love og reguleringer. Men derudover kan staten også være generator for nytænkning og skabelsen af nye fællesskaber.

Det er folkeoplysningsloven, der sikrer, at foreninger kan lave frivilligt oplysningsarbejde. Det er tipsmidlerne, der sikrer økonomien i sportsklubber og ungdomsorganisationer. Og endelig kunne det også være nogle nye forsøg, hvor staten i højere grad understøtter nye fællesskaber, som f.eks. kooperative plejehjem, brugerstyrede folkeskoler eller virksomhedsengagement mod ungdomskriminalitet.

Mulighederne er mange, men staten hverken kan eller skal levere alle løsninger - det skal fællesskaberne.

op med denne nyliberale fokus på afmontering af fællesskaberne til fordel for et samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Vi vil kæmpe for, at staten, civilsamfundet og markedet sammen sikrer de bedste betingelser for gode fællesskaber på både det globale, nationale og lokale plan. Fællesskaber er ikke noget, vi mennesker skal være fri for, men noget vi skal opsøge og opdyrke.

Politik kan næppe sikre gode fællesskaber, men den kan skabe bedre muligheder derfor. Hvis vi ønsker at skabe flere gode fællesskaber, så kræver det en politik, der reelt prioriterer fællesskabet og ikke bare kvæler det i egennytten.

For så kan det meget vel ende med, »at helvede, det er de andre«, som Sartre skrev.