Ulighed

Alle debatindlæg i denne kategori
21. June 2018

Du burde sikkert betale mere i skat

Synes du, at arveskatten skal væk og topskatten ned? Og at dem, der vil beskatte og omfordele mere, er misundelige og lidt dummere end dig? Så er du formentlig en af dem, der har nydt godt af opsvinget og den stigende ulighed. Regeringen har med succes fået sænket arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 5 pct. Så nu står arveskatten for alle andre også for skud. Enten skal den fjernes eller sættes markant ned, mener Konservative og Liberal Alliance. Det går stik imod anbefalingerne blandt internationale økonomer. Det kan derfor virke som lidt af et paradoks, at det er på dagsordenen netop nu. Men det er det ikke. For dagsordener er styret af følelser og psykologi snarere end af økonomisk videnskab. Det er derfor helt efter bogen, at de rigeste nu føler, at de skal slippe lettere i skat. Uligheden er stigende. Det er alle – også finansverdenen – enige om. Det har fået flere til at påpege, at øgede skatter for de rigeste er en del af recepten for en verden, der ellers kan ende i nye kriser og sociale konflikter. Økonomen Thomas Piketty har advokeret for en global formueskat. Det liberalistiske hoforgan The Economist har omfavnet arveskat som et middel til at skabe et mere lige udgangspunkt for alle. Og Den Internationale Valutafond har argumenteret for, at skatten på de højeste indtægter kan hæves i de fleste lande. Alligevel går vi i Danmark for tiden den modsatte vej. Topskatten er løbende blevet sat ned de seneste 15 år, og nu er arveskatten på samme vej. Uligheden er skam også steget herhjemme. Det viser alle statistikker. De økonomiske vismænd har sågar påpeget, at en stor del af stigningen skyldes øgede kapitalindtægter. Altså fordi de rige tjener mere på (bare) at være rige.  Men mens økonomien tilsiger, at vi burde øge beskatningen af de rigeste, er dagsordenen den modsatte. Det skyldes formentlig, at stigende ulighed typisk går hånd i hånd med, at dem, der havner på den grønne gren, mener, at de har fortjent at beholde en større del af den nye velstand selv. Det resultat ses i ny forskning og i en række eksperimenter inden for psykologi. Den amerikanske professor Keith Payne har eksempelvis fundet ud af, at folk, der føler sig rigere end resten af befolkningen, ønsker lavere skat og mindre omfordeling (også uafhængigt af hvad deres indtægt i virkeligheden er). Forsøgspersoner, der fik at vide, at de havde klaret sig bedre i et aktiespil end andre deltagere - uden at de dog reelt havde det - ønskede også mindre omfordeling. Samtidig vurderede ”vinderne”, at de deltagere, som havde klaret sig dårligere, var ”mere partiske og mindre rationelle” i skatte- og fordelingsmål. Des mere de mest velhavende stikker af fra resten af samfundet, des mere vil de mene, at de bliver brandbeskattet, og at det ikke bare er uretfærdigt, men også tosset. Og så er deres partier, De Konservative og Liberal Alliance, stik imod økonomisk sund fornuft hurtigt klar med en kampagne om, at afskaffelsen af arveskatten er et moralsk spørgsmål. Men det solide opsving, globalisering, disruption og udbredelsen af ny teknologi – og deraf højere lønvækst i toppen end i bunden – betyder altså ikke, at os, der betaler topskat, har fortjent flere skattelettelser. Snarere tværtimod.   Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 1. juni 2018.

2. March 2018

Højrefløjens ulighedsfornægtere skader dansk økonomi

Både de førende konsulenthuse, erhvervslivet og landets topøkonomer fokuserer på den voksende ulighed i verden. Men Løkke-regeringen gør nærmest grin med problemet. I toppen af det internationale erhvervsliv er man stærkt optaget af, at den økonomiske vækst for tiden ikke kommer alle til gode, og at uligheden dermed stiger. Det ses ved topmøder som World Economic Forum i Davos og i de økonomiske analyser, som diverse finansinstitutioner og konsulenthuse laver. Den samme opmærksomhed er ikke tilstede i toppen af dansk politik, hvis vi forstår den som dem, der for tiden er ved magten. Danske borgerlige benægter, at stigende ulighed er et problem, og lukker øre og øjne for den nye viden om hvorfor det er afgørende, at væksten er inkluderende. Erhvervslivets toprådgivere, de førende managementkonsulenthuse, har alle sammen sat fokus på den stigende ulighed og de risici, den indebærer: McKinsey har påpeget, at realindkomsten var »flad eller faldende for 65-70 pct. af befolkningen« i de rige lande mellem 2005 og 2014, og at denne udvikling har »ætsende sociale og økonomiske konsekvenser«. Boston Consulting Group har dokumenteret, at landes evne til at omsætte velstand til velvære og livskvalitet afhænger af, hvor lige og inkluderende deres økonomier er. Bain and Company stemmer i med en ny rapport, der understreger, at stigende ulighed vil være med til at »true væksten«, betyde »øget volatilitet« og at »middelklassemarkederne sandsynligvis svinder ind«. Når finanssektorens cheføkonomer – også de danske – udlægger forventningerne til den globale økonomi, tager de nu ligeledes højde for den stigende ulighed og de risici, som den indebærer for den økonomiske vækst og politiske stabilitet.  Og danske virksomheder lytter heldigvis. Flere og flere af dem ser det nu som en del af deres opgave at være med til at vende udviklingen. De lægger deres strategier op ad FN’s verdensmål (SDG’erne) og deltager aktivt i diskussionerne om at skabe inkluderende vækst. Erhvervslivet har altså forstået, at en ordentlig fordeling af velstanden, er godt for økonomien. Det er langt fra tilfældet for dem, der mener, at de er deres politiske repræsentanter i Danmark. Igen og igen skal vi høre fra særligt Liberal Alliance, men også Konservative og Venstre, at stigende ulighed ikke er et problem. Ja, borgerlige ministre møder sågar journalisters spørgsmål til fordelingseffekter af deres reformer med kommentarer som »stop jer selv«. Og når regeringens udsendte kommer hjem fra Davos, påstår de, at ulighed slet ikke var på dagsorden, og at det højst kan være politisk korrekthed, hvis det var. Den tilgang er dybt paradoksalt, når vi i Danmark er et af de lande, der har nydt bedst af en forholdsvis lige fordeling af indtægter, formue og livschancer. Og når vi har nogle af de bedste kort på hånden ift. at sikre, at det forbliver sådan. Ulighedsfornægterne snyder ikke bare sig. De risikerer også at svække dansk økonomi.   Af Kristian Weise. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 22. februar 2018. 

9. February 2018

Rød boligpolitik skal gøre op med ulighed

Det er vores lod i boliglotteriet, der afgør, om vi er formuende eller ej. Derfor skal boligpolitik tilbage på dagsorden hos centrum-venstre.  En bolig er ikke længere bare noget, man bor i. For mange mennesker er det blevet det mest afgørende forhold for, om de får opbygget en formue, og om de bliver del af den mest velhavende del af danskerne. Med alle de fordele og frihed, det giver. Vi har fået en boligadel i Danmark. Det er alle os, der har haft mulighed for at købe en ejerbolig i de steder af landet, hvor priserne stiger. Det er en rimelig bred adel, og på den måde er den meget anerledes end den historiske adel, vi havde under feudalismen. Men de boligprivilegerede har alligevel adelig træk. De ejer land, fordelene ved ejerskabet stiger over tid, og for mange går det i arv: Enten i form af et forældrekøb som indgangen til boligmarkedet eller som hjælp i forhold til udbetaling på den første ejerlejlighed. Boligejere har otte gange større formue Sådan en hjælpende hånd er ikke uden betydning. Boligejernes formue er i gennemsnit 8 gange større end ikke-boligejeres, viser tal fra Danmarks Statistik. Noget af det skyldes, at boligejere generelt har længere uddannelser og højere løn end lejere. Men boligejernes indkomst er kun cirka dobbelt så stor som lejernes. Og boligen i sig selv er dermed af afgørende betydning for, om man havner på den grønne formuegren eller ej. De store boliggevinster skyldes blandt andet, at boliger skattemæssigt er blevet begunstiget de seneste knap 20 år. En ny undersøgelse fra DREAM-gruppen konkluderer, at ”ejendomsværdiskatten i perioden siden årtusindeskiftet har været lavere end sit neutrale niveau” og at ”boligejerne har optjent en positiv skattegevinst (…) i størrelsesordenen 12.000 kr. årligt i årene 2000-15.” Langt mere end de ’historiske skattelettelser’ Anders Samuelsen og Co. har forhandlet om. Det skal kunne betale sig at arbejde, hører vi. Og skal vi kunne acceptere en vis grad af ulighed i vores samfund, må den – for at være retfærdig – bunde i forskelle i evner og indsats. Ingen af delene er tilfældet, når det er vores lod i boliglotteriet, der afgør om vi er formuende eller ej. Boligbeskatning skal tilbage på dagsordenen Boligpolitik må tilbage på dagsorden, særligt blandt partierne på centrum-venstre og venstrefløjen.  Og det må starte med boligskatten. Alle kan se, at det er skævt, at ejendomsværdiskatten har været fastfråsset i knap to årtier. Men ingen tør blinke først og gøre noget ved det. Det holder ikke og må ændres. Bedst vil det være, hvis boligskattesystemet gentænkes, så den løbende beskatning – grundskyld og ejendomsværdiskat – bliver sat ned, mens man til gengæld betaler skat af sin fortjeneste, hvis boligen sælges og man ikke geninvesterer pengene i en ny bolig. Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi giver skattemæssige fordele til boliginvesteringer. Hvis man for eksempel investerer i en mindre virksomhed eller en stor en, der er på børsen, så skal man betale skat af den værdistigning, man får. Men det er ikke tilfældet med den værdistigning, der er i ens bolig. Det betyder, at hvis man har penge i banken, så er det væsentlig smartere at investere dem i en lejlighed til sit barn end at investere dem i arbejdspladser i erhvervslivet. Stemmer i boligpolitik Men det er ikke nok, at ændre boligbeskatningen. Det må også være en politisk prioritet at sikre flere gode boliger, der kan betales. Det at være lejer, skal ikke være lig med et liv på anden klasse boligkvalitetsmæssigt eller at man må betale ågerpriser i privat nybyggeri. Vi har i Danmark en stærk almen boligsektor. Den bør udbygges og understøttes politisk. Og det kan der oven i købet være stemmer i: I New Zealand gik socialdemokraten Jacinda Adern i efteråret til valg på at bygge 100.000 kvalitetsboliger, der er til at betale, og vandt en klar sejr over højrefløjen der. Det er da til at lade sig inspirere af.   Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i netavisen PioPio.dk d. 9. februar 2018.  

2. January 2018

Vi er ved at skabe en boligadel

Hjem, kære hjem. Glem uddannelse og hårdt arbejde. Det er dit lod i boliglotteriet, der afgør, om du bliver rig eller fattig. Boligen er den mest ulighedsskabende faktor i dagens Danmark, men der er stort set intet politisk fokus på det, mener Kristian Weise, direktør i tænketanken Cevea. Vi er et af de mest lige lande i verden, når man måler på vores indtægter. Men betragter man danskernes formuer, er vi langt mere ulige - og her er ejerskabet af en bolig det rigtige sted den afgørende faktor. Vi er ved at skabe en boligadel, som godt nok er en forholdsvis bred adel. Men de, der ikke er en del af den, står dårligt. Det bør vi som samfund være optaget af, for det betyder, at vores liv i forskellige dele af landet bliver meget forskellige«. Sådan siger Kristian Weise, der er direktør i centrum-venstre-tænketanken Cevea. Det er, påpeger han, mere eller mindre tilfældigt, hvor man ender på boligmarkedet - og dermed om man vinder eller taber i lotteriet. Med andre ord finder der en voldsom omfordeling sted, der i dag er uden for politisk kontrol.  ...   Læs hele interviewet med Ceveas direktør, Kristian Weise, der blev bragt i Politiken d. 24. december 2017. 

7. December 2017

Topcheferne fester, mens de fattige bliver fattigere

Dansk økonomi skal styrkes fra bunden, ikke ved at toppen stikker af fra resten. Det vil både øge væksten og styrke de offentlige finanser. De fattigste i Danmark er blevet fattigere. Fra 2015 til 2016 faldt grænsen for, hvad ens indkomst skal være, for at man tilhører landets 10 procent fattigste, viser nye tal. Samtidig steg antallet, der lever i lavindkomstfamilier med 35.028, så der nu er 317.277 af dem. Det er første gang siden kriseårene 2007 og 2011, at de fattigste 10 procent er blevet fattigere. Og det sker på et tidspunkt, hvor der ellers er godt gang i økonomien, og alle andre grupper oplever fremgang i deres indkomst. Det sker samtidig med, at toppen stikker fuldstændig af. Cheferne i de største danske virksomheder har eksempelvis fået lønstigninger på 60 pct. de seneste tre år. Det er så meget, at investorerne i de samme virksomheder begynder at sige stop og pointerer, at et eventuelt dansk lønefterslæb for topchefer ift. de lande, vi normalt sammenligner os med, er »fuldt ud indhentet og nogle steder måske endda mere end indhentet.« Der er givet nogen, der mener, at øgede lønninger i toppen skaber de rigtige incitamenter i danske virksomheder, og dermed er godt for økonomien. Det er en diskussion i sig selv – særligt da det ikke er klart, at alle topcheferne belønnes for egne præstationer. Men det er helt sikkert, at det vil styrke dansk økonomi mere, hvis bunden blev løftet. Det har nemlig konsekvenser, når de fattigste familier bliver fattigere. Især for børnene. Børn, der vokser op i fattige familier, lider sociale afsavn, må til tider undvære lægeordineret medicin, klarer sig dårligere i skolen, og rammes oftere af arbejdsløshed eller ender på permanente overførselsindkomster som førtidspension. Det koster samfundet dyrt. Mindst 15 mia. kr. om året, vurderer Rockwoolfonden. Penge, som kunne bruges på velfærden, styrke de offentlige finanser eller prioriteres til en sænkning af skatten. Derudover har OECD og andre organisationer slået fast, at stigende ulighed – selv fra et lavt niveau som det danske – hæmmer væksten. Det skyldes særligt, at fattige børn klarer sig dårligere i uddannelsessystemet i mere ulige lande. Den sociale mobilitet svækkes ganske enkelt, når uligheden stiger, og det koster på et lands humankapital. Så mens topcheferne kan smile over deres egne lønninger, burde også de bekymre sig om, at Danmarks økonomiske evner svækkes, når bunden hægtes af den økonomiske udvikling. Det er ikke tilfældigt, at det sker. En stor del af stigningen i lavindkomstgruppen skyldes nemlig kontanthjælpsloftet og genintroduktionen af integrationsydelsen. Det er således et politisk valg, at der nu er flere fattige i Danmark. Regeringen burde starte med at fjerne kontanthjælpsloftet og i stedet styrke det sociale sikkerhedsnet. Det ville ikke kun sikre dem uden arbejde, men også styrke lønudviklingen i bunden. Begge dele er god økonomisk politik. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 7. december 2017.

20. September 2017

Vi er nødt til at udvikle hele Danmark

Folketinget bør prioritere en samlet vision for, hvordan et Danmark i balance kan udvikles og forankres, sådan som man bl.a. har gjort det i Sverige.  Den geografiske ulighed i Danmark er både markant og stigende. Der er store forskelle på at bo i Holstebro og i hovedstaden. Hvis den udvikling skal vendes, kræver det politisk bevidsthed og vilje til at investere i en langsigtet indsats. En række indikatorer viser, at den geografiske ulighed i Danmark er markant. Lad os tage et par tal fra nogle af Ceveas seneste udgivelser: I Rudersdal Kommune i Nordsjælland var middellevetiden i 2014 5,4 år længere end på Lolland. I Gentofte Kommune var andelen af borgere med et dårligt fysisk helbred mere end 2,5 gange større end på Langeland. Siden 1981 er befolkningstallet steget i hovedstaden og i alle de nordsjællandske kommuner. I kommuner som Ærø og Læsø er befolkningstallet faldende. I Rudersdal Kommune svarede 89,3 pct. af børnene i en undersøgelse i 2014, at de var glade for at gå i skole. Det samme gjaldt kun for 70,1 pct. af børnene på Lolland. I Assens, Faxe og på Stevns var tallet mindre end to. Husejere på Frederiksberg opnåede en værdistigning på deres bolig på mere end 210.000 kr. om året fra 2009 til 2014, mens husejere i 41 andre kommuner slet ikke oplevede en prisstigning i samme periode. Der er altså væsentlig forskel på, om du bor i hovedstaden og omegn eller et sted, hvor der er lidt længere mellem husene. Bor du i storbyerne, lever du statistisk set længere og sundere, du har flere naboer og gode pasningsmuligheder, og skolevejen er ikke lang, når dine børn bliver store. Der er flere muligheder for at skifte job eller få et nyt, hvis du bliver ledig, og det er økonomisk rentabelt at købe bolig. Vi er nødt til at udvikle hele Danmark. Det kræver bl.a. investeringer i både fysisk og digital infrastruktur, og at vi sikrer flere uddannelser uden for de største byområder. Folketinget bør prioritere en samlet vision for, hvordan et Danmark i balance kan udvikles og forankres, sådan som man bl.a. har gjort det i Sverige. Her fremlagde alle otte partier – fra højre mod venstre – i den svenske Riksdag i januar 2017 en fælles politik, der skal gøre det attraktivt at bo, leve og arbejde i hele Sverige. Samme velvilje til at samarbejde på tværs af partierne ser vi meget gerne i Folketinget. Og så er det værd at huske på, at politik på mange forskellige parametre påvirker udviklingen i hele Danmark. Det gør det, når der formuleres skatteudspil, når der gennemføres nye boligpakker og indfases uddannelsesreformer. Den bevidsthed bør være en del af arbejdet med store politiske tiltag. Tænk, hvis vi benchmarkede alle reformer og ikke kun udvalgte lovforslag på, hvordan de påvirker den geografiske ulighed, sådan som man gør på eksempelvis klima- og miljøområdet? Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea, og Jakob Fastrup, formand i Landsforeningen Danmark på Vippen. Bragt i Jyllands-Posten d. 20. september 2017.

14. September 2017

Din topskat gør dig velstående

Hvis du betaler topskat, så gør det med glæde og vær gerne stolt. Du er nemlig en af dem, der får mest ud af et fundament, du ikke selv har skabt. Den afgørende faktor for, hvor høj ens indtægt og formue er, er hvor man er født. Derfor er det ikke bare praktisk, at os med høje indtægter betaler mest i skat. Det er også det rigtige rent moralsk. Lad os starte med Microsofts stifter Bill Gates og Facebooks Mark Zuckerberg. De udviklede tidligt i deres liv evner, som har gjort dem i stand til at opbygge succesfulde virksomheder og blive nogle af verdens rigeste mennesker. Men de har ikke ene og alene selv været herrer over deres skæbne. Var de blevet født i Albanien, Afghanistan eller Angola ville de, selv hvis deres interesse for it og computere havde været den samme, formentlig leve et liv, hvor de tjente mindre end gennemsnitsdanskeren. I Bill Gates’ tilfælde er det endda blevet vist, at det at vokse op netop som mikroprocessorerne blev opfundet, og at have adgang til nogle af verdens første computere i sin skoletid, var helt afgørende for, at det blev ham, der revolutionerede vores brug af personlige computere. En pointe, Gates selv anerkender. Det mest afgørende for langt de flestes livsbane er hvor de fødes, den kontekst, de vokser op i, og dermed også den stat, der omgiver dem. Statistisk set er den stat, du er borger i, vigtigere for din livschancer end din uddannelse, dit job og din familie. Har du i dag et godt job og en pæn indkomst, som gør, at du betaler en god portion topskat, er det altså ikke kun dig selv, du kan takke. Det er i den grad de samfundsinstitutioner, der er skabt her i Danmark. De bidrager i stor grad til, at du er, hvor du er, og at dine evner kan bruges, som de kan. Nogle mennesker får endnu mere ud af et rigt samfund end andre. De får relativt set endnu mere ud af deres samfundsmæssige kontekst og vinder, når der eksempelvis er fremgang i økonomien. Derfor skal de også bidrage relativt mere. Det er det moralske fundament for et progressivt skattesystem. Alligevel er der flere og flere i Danmark, der stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt, at os med høje indtægter også relativt set skal betale mere i skat end dem med gennemsnitslønninger. For det er jo »os«, der er »produktive«, og skal vi så virkelig »flås«? Det er en uhensigtsmæssig måde at tænke på og ikke særlig oplyst. Først og fremmest er vi sjældent produktive alene. Ingen enkeltperson kan tage æren for opbyggelsen af det økonomiske system, der gør, at Danmark i dag er et rigt og konkurrencedygtigt land. Det er sket i fællesskab – af det, vi normalt kalder samfundet. For det andet er der mere og mere af den politik, der bestemmer udviklingen af Danmark, der handler om at sikre, at vi fortsat er et velstående land. Deraf betegnelsen konkurrencestat. Og for det tredje vil digitaliseringen og den 4. industrielle revolution kun øge betydningen af samfundsskabt velstand. For det er samfundsinstitutioner, som uddannelsessystemet og håndhævelsen af intellektuelle ejedomsrettigheder, der sikrer, at vi udnytter produktivitetspotentialet i de nye teknologier.  Så betal din topskat med glæde og vær gerne stolt, mens du gør det. Du er en af dem, der får mest ud af et fundament, du ikke selv har skabt. Det er dit bidrag til det, der har gjort dig velstående. Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea, bragt i Finans.dk d. 14. september 2017.

23. June 2016

Da solen skinnede igennem på en regnvejrsdag

Hvad svarer man, når et barn på otte-ni år spørger, hvad der sker med verden, hvis vi ikke når Verdensmålene? spørger Ceveas analysechef, Frank Skov.

28. April 2016

Brug Mærsk-donation på tidlige sociale indsatser

Den store donation fra den A.P. Møllerske Støttefond til udsatte borgere falder på et tørt sted. Men for at pengene for alvor skal rykke, bør de bruges på en tidlig social indsats, mener Ceveas Kristian Weise. 

17. March 2016

Kontanthjælpsloft kan sende flere på gaden end i job

Kontanthjælpsloftet vil betyde flere fattige i Danmark. Det bildrager til en i forvejen stigende ulighed, hvor de fattige bliver fattigere, skriver Cevea-direktør Kristian Weise. 

15. March 2016

Uligheden øges: De fattigste bliver fattigere

Den helt igennem berettigede bekymring, som mange har for øget ulighed, handler ikke om misundelse, men om de økonomiske og sociale problemer som uligheden skaber.

3. March 2016

Stadig mere skæv formuefordeling i Danmark

Uligheden i Danmark er stigende. Hvis vi ikke er opmærksomme på problemet, risikerer vi at sætte tillid og social mobilitet over styr. Det vil give os et dårligere og fattigere samfund, skriver Ceveas Kristian Weise.