Sociale udgifter er investeringer i fremtiden

Vi bør vi se sociale udgifter som investeringer i stedet for at betragte dem som en årlig udgift. For alt tyder på, at sociale investeringer betaler sig – både for den enkelte og for samfundet, skriver Cevea-direktør Kristian Weise.

Adskillige reformer har de seneste år søgt at styrke det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse. Både førtidspension, efterløn, dagpenge og senest kontanthjælpen har været under reformkniven.

Finansloven med kontanthjælpsloftet er sidste skud på stammen af social- og beskæftigelsespolitik, der ved hjælp af øgede økonomiske incitamenter skal få folk på kanten af samfundet ind på arbejdsmarkedet.

Men for mange af de mest udsatte borgere virker de økonomiske incitamenter ikke efter hensigten.

Al forskning tyder på, at for de svage og langvarigt ledige, er der ingen eller lille effekt på deres sandsynlighed for at få et job gennem øgede incitamenter. Det er blandt andet konklusionen i rapporten ”Reformernes tid - regulering af arbejdsmarked og velfærd siden 1990”, hvor Lisbeth Pedersen, forskningsleder SFI, og Søren Kaj Andersen, centerleder FAOS, undersøger udviklingen på en række afgørende arbejdsmarkeds- og velfærdspolitiske områder fra omkring 1990 og frem til i dag.

Dårligt helbred, manglende kompetencer eller problemer med sociale relationer står i vejen for en stor del af de svageste udsatte borgere. For dem er løbet desværre ofte kørt.

Sæt tidligere ind

Skal vi for alvor nå denne gruppe, skal vi sætte meget tidligere ind. Jo tidligere, der gribes ind over for sociale problemer, des større er chancerne for at undgå dem. Og der er et stort potentiale i at forebygge, at mennesker i det hele taget ender på kanten af samfundet.

Det potentiale skal vi langt højere grad udnytte, end vi gør i dag. Men det kræver, at vi vender vores vante tankegang lidt på hovedet. I stedet for at se sociale udgifter som, ja, udgifter, skal vi i stedet betragte dem som investeringer i fremtiden.

For det kan betale sig at investere i en tidlig social indsats – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Det er dog meget komplekst at vise den langsigtede økonomiske effekt af at forebygge og gribe ind med tidlige sociale indsatser blandt børn og unge. Derfor har forsikringsselskabet Skandia i samarbejde med Centre for Economic and Business Research (CEBR) udviklet den såkaldte Skandia-model. Modellen viser de økonomiske langtidseffekter af tidlig social indsats og forebyggelse.

Forskerne vurderer, at 8,2 procent af en hver årgang i Danmark i løbet af deres liv bliver socialt udsat. Og her defineres socialt udsat som at være eller have været stofmisbruger, anbragt uden for hjemmet, have visse psykiske lidelser, visse livstilssygdomme eller være på langvarig offentlig forsørgelse.

Målret indsatser

Det har selvfølgelig enorme menneskelige konsekvenser for hver enkelt, der bliver socialt udsat. Men også samfundet betaler en stor pris. For hver af disse 8,2 procent af en årgang løber omkostninger op til 72,3 milliarder kroner.

Der er altså rigtig mange penge at spare, hvis vi bliver bedre til at forebygge, at mennesker skubbes ud af arbejdsmarkedet og samfundet.

Der er derfor brug for målrettede indsatser, der forebygger og griber ind før problemerne og udgifterne hober sig op. Vi har brug for, at politikerne tænker langsigtet og investerer i fremtiden gennem tidlige, sociale indsatser. På den måde kan vi undgå store udgifter i fremtiden på behandling og understøttelse og samtidig sikre, at så mange som muligt får en chance i vores samfund.

Læs indlægget i Altinget her.