Topcheferne fester, mens de fattige bliver fattigere

Dansk økonomi skal styrkes fra bunden, ikke ved at toppen stikker af fra resten. Det vil både øge væksten og styrke de offentlige finanser.

De fattigste i Danmark er blevet fattigere. Fra 2015 til 2016 faldt grænsen for, hvad ens indkomst skal være, for at man tilhører landets 10 procent fattigste, viser nye tal. Samtidig steg antallet, der lever i lavindkomstfamilier med 35.028, så der nu er 317.277 af dem.

Det er første gang siden kriseårene 2007 og 2011, at de fattigste 10 procent er blevet fattigere. Og det sker på et tidspunkt, hvor der ellers er godt gang i økonomien, og alle andre grupper oplever fremgang i deres indkomst.

Det sker samtidig med, at toppen stikker fuldstændig af. Cheferne i de største danske virksomheder har eksempelvis fået lønstigninger på 60 pct. de seneste tre år. Det er så meget, at investorerne i de samme virksomheder begynder at sige stop og pointerer, at et eventuelt dansk lønefterslæb for topchefer ift. de lande, vi normalt sammenligner os med, er »fuldt ud indhentet og nogle steder måske endda mere end indhentet.«

Der er givet nogen, der mener, at øgede lønninger i toppen skaber de rigtige incitamenter i danske virksomheder, og dermed er godt for økonomien. Det er en diskussion i sig selv – særligt da det ikke er klart, at alle topcheferne belønnes for egne præstationer.

Men det er helt sikkert, at det vil styrke dansk økonomi mere, hvis bunden blev løftet. Det har nemlig konsekvenser, når de fattigste familier bliver fattigere. Især for børnene. Børn, der vokser op i fattige familier, lider sociale afsavn, må til tider undvære lægeordineret medicin, klarer sig dårligere i skolen, og rammes oftere af arbejdsløshed eller ender på permanente overførselsindkomster som førtidspension.

Det koster samfundet dyrt. Mindst 15 mia. kr. om året, vurderer Rockwoolfonden. Penge, som kunne bruges på velfærden, styrke de offentlige finanser eller prioriteres til en sænkning af skatten. Derudover har OECD og andre organisationer slået fast, at stigende ulighed – selv fra et lavt niveau som det danske – hæmmer væksten. Det skyldes særligt, at fattige børn klarer sig dårligere i uddannelsessystemet i mere ulige lande.

Den sociale mobilitet svækkes ganske enkelt, når uligheden stiger, og det koster på et lands humankapital. Så mens topcheferne kan smile over deres egne lønninger, burde også de bekymre sig om, at Danmarks økonomiske evner svækkes, når bunden hægtes af den økonomiske udvikling.

Det er ikke tilfældigt, at det sker. En stor del af stigningen i lavindkomstgruppen skyldes nemlig kontanthjælpsloftet og genintroduktionen af integrationsydelsen. Det er således et politisk valg, at der nu er flere fattige i Danmark.

Regeringen burde starte med at fjerne kontanthjælpsloftet og i stedet styrke det sociale sikkerhedsnet. Det ville ikke kun sikre dem uden arbejde, men også styrke lønudviklingen i bunden. Begge dele er god økonomisk politik.

Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 7. december 2017.