Private daginstitutioner skal også bidrage til sammenhængskraften

Formanden for Daginstitutionernes Landsorganisation, John Hebo Nielsen, opfordrede den 27. august til at stoppe hetzen mod private daginstitutioner. I samme ombæring kritiserer han Ceveas nylige undersøgelse af udviklingen i private dagtilbud. John Hebo Nielsen skriver blandt andet, at langt de fleste private daginstitutioner er bevidste om deres samfundsmæssige rolle.

Det er godt og vigtigt, at mange private daginstitutioner er ansvarlige og tænker over deres sociale rolle. Derfor er det heller ikke den enkelte private daginstitution, Cevea kritiserer med analysen. Det er derimod den overordnede tendens og de konsekvenser, den kan medføre.

I den omtalte analyse påpeger Cevea, at der er sket en stigning i antallet af private daginstitutioner. Det er især i yderområderne, de offentlige institutioner lukker, og private tager over. Det kan der være mange grunde til, men helt grundlæggende er det problematisk, at fattige familier ikke har råd til de private institutioner, så deres børn skal rejse længere til de offentlige institutioner, det er ikke kun besværligt, det betyder også, at dem med færrest midler ikke længere møder og leger med børn fra deres nærområde.

Private daginstitutioner er nemlig ikke pålagt at tage et socialt ansvar på samme måde som offentlige institutioner. De kan altså i teorien udvælge de børn, de helst vil passe. Uagtet om de private daginstitutioner gør det eller ej, er det et problem, at de private har et incitament til at fravælge børn fra ressourcesvage hjem.

Det kan have vidtrækkende konsekvenser. For vores sociale sammenhængskraft – og for de enkelte børns muligheder for at bryde med deres sociale arv. Vi risikerer ganske enkelt at vores børn bliver delt op i A- og B-hold allerede i vuggestuen eller børnehaven.

Der bliver flere og flere private dagtilbud, og flere og flere forældre vælger de private pasningsmuligheder. Det er den udvikling vi ser – og den udvikling er vi nød til at anerkende. Men vi kan gøre noget for at konsekvenserne ikke bliver så store.

Derfor peger vi på et socialt taxameter, som en del af løsningen. Et socialt taxameter kan fordele pengene efter, hvor der er mest behov for dem. Sådan kan man fjerne incitamentet til at fravælge de ressourcesvage børn. Dermed kan daginstitutioner bibeholde rollen som katalysator for sammenhængskraft – uanset om institutionen er privat eller offentlig.

Læs på DKNyt