Debat: Stop djøfferne

Djøfferne har opnået massivt magt over den kommunale virkelighed. Med Kommunalreformen fra 2007 har politikerne for alvor sat turbo på ansættelse af djøffere ude i kommunerne og samtidig lagt yderligere byrder på frontmedarbejderne i den offentlige sektor.

Antallet af djøffere i kommunerne er således steget med 118 procent over de sidste ti år. Og hvis man skal tro en fremskrivning, som analyseinstituttet DAMVAD har lavet for DJØF, så vil man i 2030 mangle yderligere 17.000-24.000 djøffere i den offentlige sektor. Behovet for flere djøffere fremskrives altså helt ukritisk og ureflekteret. Spørgsmålet om, hvorvidt fremtidens velfærdssamfund har brug for flere varme end kolde hænder, flere papirnussere eller praktikere bliver altså fuldstændig ignoreret af de kloge hoveder. Flere djøffere er - i DJØFs egen optik - i sig selv et gode.

Samme konklusion nåede chefkonsulent i Kommunernes Landsforening for nylig til, da han i Politiken skulle forklare, hvorfor der siden 2005 var blevet ansat relativt færre lærere, pædagoger og sosu-assistenter sammenlignet med antallet af nye djøffere.

Svaret lød klart, »at kommunerne for at kunne effektivisere er nødt til at ansætte administratorer«. Med andre ord er flere djøffere lig med højere effektivitet! DER ER INGEN tvivl om, at djøffere stortrives under de herskende styringsparadigmer, hvor monitorering, evaluering, kontrol og regulering er blevet sat i centrum af den offentlige sektor. Det er alene den velfærd, der kan tastes ind på PDA'en, nedfældes i kontrolskemaer og styres af minuttyranni, der tæller. Det er blevet et kvantificeret velfærdssystem, hvor kvalitet, serviceniveau og relationen til borgerne ikke længere vejer tungest.

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi have yderligere 22.339 kolde akademiske bureaukrathænder til at evaluere, effektmåle og monitorerer velfærden i den offentlige sektor anno 2030. Men hvis vi kigger på de 12.942 ekstra djøffere som i 2030 forventes alene at skulle husere i de danske kommuner, så kunne de veksles til 19.420 folkeskolelærere eller 21.664 service-og omsorgsarbejdere.

En omprioritering der kunne bidrage til et løft af de basale velfærdsydelser.

Vi står således foran en afgørende prioritering for fremtidens velfærdssamfund. Har vi brug for flere højtuddannede djøffere til at udvikle og monitorere avancerede kontrolredskaber, eller har vi brug for flere frontmedarbejdere til at varetage menneske-tilmenneske relationen? Jeg tror på det sidste. Men det kræver en målrettet strategi, der afvikler det nuværende kontrolregime og samtidig begrænser tilgangen af djøffere i kommunerne.