Kun en tåbe frygter grænsebomme...

Forargelsen over den rent symbolpolitiske grænsekontrol har været nærmest grænseløs. Landets kulturradikale venstrefløj har været moralsk, etisk og menneskeligt bestyrtede.

De ophidsede reaktioner har gået lige fra Holger K. Nielsen, der her i avisen beskrev den nuværende situation som ”Danmark på katastrofekurs”, over Politikens journalist Anders Jerichow, der betegnede Danmark, som et land der ”leger med nationalismens ild”. EU-ekspert Marlene Wind der proklamerede ”en ny Muhammedkrise” under opsejling og sidst men ikke mindst den tyske delstatsminister Jürg-Uwe Hahn, der, en smule ordforvirret, anklagede Danmark for ”forræderi”.

Men spørgsmålet er hvem de mange skingre stemmer tjener, når de går i selvsving over forslaget om at øge toldkontrollen ved de danske grænser? Den alt for lange diskussion om grænsekontrol viser at venstrefløjen fortsat har det svært i værdipolitiske spørgsmål, hvor man gang på gang lader DF monopolisere dagsordenen og løbe gæk med det politiske parnas.

Og selvom jeg blankt erkender at erhvervslivet og samarbejdet på tværs af den danske-tyske grænse ikke nyder godt af den negative omtale af Danmark, så er sagen fortsat at betragte en storm i et glas vand. Det endda en storm, som venstrefløjen let kunne have redet af ved almindelige besiddelse og en simpel politisk refleksion.

Den største tåbelighed er derfor heller ikke DF’s nærmest indholdsløse forslag, men derimod det symbolpolitiske selvsving fra venstrefløjen, som fremfor alt har bidraget til at skygge for DF’s reelle udfordring; nemlig at de i modstrid med egne kernevælgere har bakket op om afskaffelsen af efterlønnen.

Venstrefløjseliten ude af proportioner!

Diskussionen om øget grænsekontrol har været en hård lektion i symbolpolitikkens anatomi og bør være genstand for refleksion og omtanke hos vores politikere. Man burde således sætte denne symbolpolitikkens a-b-c på pensum for alle landets kommende centrum-venstre politikere.

Hvis venstrefløjen for alvor ønsker at gøre op med DF, så skal vi i arbejdstøjet nu. Vi kan ikke blive ved med at flakke om som hovedløse høns mellem reaktionære monokulturalister og højtsvævende multikulturalister. Vi har brug for at finde en vej, hvor politik handler om at give seriøse svar på Danmarks udfordringer, hvor vi afviser at lukke grænserne, nægter at vende til Morten Korch og i stedet arbejder for at styrke det europæiske samarbejde, mens vi samtidig erkender at store dele af befolkningen fortsat ikke oplever globalisering og indvandring, som gevinster for det danske samfund. Venstrefløjen skal også i værdipolitikken kunne give klare og direkte svar ud fra egne værdier og ideologi.

Men før en værdipolitisk offensiv fra venstrefløjen bliver mulig, så har vi brug for at trække hovedet ud af moralismens bedrevidende busk og tage ved lære af de gentagne fejl, som desværre har sat sit præg på diskussionen om den øgede grænsekontrol.

Erkendelse 1: Symbolpolitik kræver modstand og konflikt.

Symbolpolitikken kan aldrig stå alene. Derfor havde Pia Kjærgaard & co. også desperat brug for at få den kulturradikale venstrefløj op af stolen, da hun provokerende udtalte: ”At få grænsekontrollen genindført er en stor dag for Danmark”. Det var en målrettet provokation, som gav hurtigt afkast, da venstrefløjen straks accepterede at et skaldet videokamera, lidt pasvisning i Øresundstoget og et par chips-ædende toldere i et skur ved Frøslev skulle bringe Danmark tilbage til total grænsekontrol. I stedet for at markere sig på det reelle indhold om grænseoverskridende kriminalitet, så reagerede venstrefløjen hysterisk og pustede til den symbolpolitiske ild. Grænsekontrollen blev pludselig til den storpolitiske sag, som det aldrig skulle have været. At blæse sagen op til ”en ny muhammedkrise”, har udelukkende hældt yderligere vand på DF’s værdipolitiske mølle. Jo, længere diskussionen kører, jo mere vinder DF. Sagen får os ganske enkelt til at glemme det faktum, at DF inden sommerferien ofrede deres egne kernevælgere med afskaffelsen af efterlønnen. Det er den ene sag, som DF for alt i verden vil have os alle sammen til at glemme. Og nu kan de med rette takke venstrefløjens kulturradikale stemmer for det ser ud til at lykkes.

Erkendelse nummer 2: Det politiske argument går altid først

I politik skal ideologien og de politiske argumenter altid sættes først, hvilket betyder, at venstrefløjen og de kulturradikale burde have vurderet grænsekontrollen, ikke ud fra dens symbolske eller moralske karakter, men ud fra dens realpolitiske betydning. Her burde man have indset, at den grænseoverskidende kriminalitet faktisk optager de europæiske befolkninger. En pointe som de tyske aviser Stern og Bild har bekræftet ved internetafstemninger blandt læserne, hvor op imod 7 ud 10 bakkede op om det danske forslag. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal forfalde til populistiske løsninger, men derimod have angrebet DF på sagligheden og udstillet hvorledes toldkontrollen kun i bedste fald vil være symptombehandling. I denne sag burde det ikke bare have handlet om flere toldere, men også styrket politi og især om øget retligt samarbejde i EU. Derfor burde EU-forbeholdt på de retlige og indre anliggender, som De Radikale helt rigtig har påpeget, også have været i centrum af debatten. Pointen er at Danskerne ikke ønsker flere toldere for toldernes skyld, men derimod ønsker større tryghed, hvilket åbner op for en lang række forskellige politiske reaktioner, som venstrefløjen burde have spilet mere på.

Erkendelse nummer 3: Der er lang vej til magthaverne i Bruxelles

De gentagne fordømmelser fra den ’europæiske øvrighed’ har skadet det europæiske projekt. I stedet for at forholde sig til det konkrete indhold i det danske forslag, så har de tyske og europæiske overdommere ladet sig forføre af DF’s symbolpolitik. De har fulgt en snæver teknokratisk linje, hvor politik handler mere om jura end om mennesker. Det europæiske samarbejde har aldrig været truet af dansk grænsekontrol. Men ikke desto mindre har det været budskabet fra en række EU-eksperter, Europa Kommissionen og tyske diplomater, der alle bekymret har peget fingre og anklaget Danmark for at være på kant med europæisk lovgivning. Vi skal naturligvis overholde vores internationale forpligtelser, ligesom vores svenske naboer med deres mere vidtgående toldkontrol skal gøre det. Men det virker absurd at Danmark skulle være på kant med Schengen-aftalen og ’arbejdskraftens frie bevægelighed’ fordi man muligvis vil nedsætte hastigheden til 20 km/t over de danske grænser. Hvis man som et tankeeksperiment antager at den nedsatte hastighed virkelig kunne gøre en betydelig forskel i forhold til den grænseoverskridende kriminalitet, så er det måske disse regler der skulle ændres og ikke Danmarks praksis? Det siger måske mere om et legalistisk EU end om et snæversynet Danmark? Det er således nærmest blasfemisk at påstå, at den rent symbolske danske grænsekontrol alene skulle kunne spænde ben for den europæiske integration, som over de sidste 50 år har skabt fred og fremdrift på det europæiske kontinent.

Diskussionen om grænsekontrollen har budt på en overflod af hykleri, moralisme og manglende saglighed fra den danske og europæiske elite. De har svigtet ved at købe DF’s symbolpolitiske mediestunt, ved at gøre Danmark til syndebuk og ved at sætte lovgivning over mennesker. Særligt den kulturradikale venstrefløj har svigtet ved at tilslutte sig koret af fordømmende elitære stemmer, der reagerede fordi de frygtede at blive slået i hartkorn med det ’fordummende’ snæversyn og den herskende intolerance. Det har åbenbart været vigtigere at kunne påberåbe sig politisk korrekthed og højere moral end at føre en politik, der kan favne og skabe tryghed for hele befolkningen. Endnu engang er afstanden mellem folk og elite øget.

Der er behov for et klart svar overfor den danske selvtilstrækkelighed, men det kan kun ske i saglig og politisk diskussion. Jeg ønsker hverken at leve i et snæversynet fortids-Danmark eller i et verdensfjernt elitært teknokrati. Derfor må venstrefløjen erkende at svarene på de politiske udfordringer hverken findes i fornægtelse, legalisme eller moralisme.