Hvad kan vi lære af ’grænsestriden’?

Forslaget om udvidelse af den danske grænsekontrol har bidraget til at holde journalisterne vågne i agurketiden og givet os andre noget at snakke om indtil Tour de France endelig er nået til bjergene.

Den ophedede diskussionen burde indgå som fast pensum i forståelsen af symbolpolitikkens anatomi. Selvom den udvidede grænsekontrol har været et fjollet forslag, så har det kun været endnu mere fjollet gå i selvsving over det. Men den kulturradikale elite er netop gået i fælden og har gjort en symbolpolitisk bagatel til en storpolitisk gyser.

Vi har brug for at lære af vores fejl, så vi kan undgå at samfundsdebatten igen bliver kuppet af fordummende symbolpolitik.

Fejl nummer 1: At acceptere Pia Kjærsgaards position.

Symbolpolitikken kan kun leve under modsætning og konflikt. Derfor havde Pia K hårdt brug for at få den kulturradikale elite op af stolen, da hun proklamerede den totale grænsekontrol genindført. Det var en sejr at mediecirkusset købte pointen, om at et videokamera, lidt pasvisning i Øresundstoget og par chips-ædende toldere i et skur ved Frøslev skulle genoplive den totale grænsekontrol. At få sagen blæst op til ”En ny muhammedkrise” har udelukkende bidraget til at hælde vand på DF’s mølle. Jo længere diskussionen kører, jo mere vinder DF.

Fejl nummer 2: At beskrive den udvidede grænsekontrol som et angreb på EU.

At det europæiske samarbejde skulle være i fare pga. udvidet grænsekontrol er totalt ude af proportioner. Alligevel har det været budskabet fra en række EU-eksperter, Europa Kommissionen og det stolte tyske diplomati, som har peget fingre af Danmark. Det har været absurd at følge argumenterne om at Danmark var på kant med europæisk lovgivning, fordi toldkontrollen kunne medføre nedsat hastighed over grænser. Skulle EU eller Schengen virkelig være i fare, hvis man krydser grænsen med 60 km/t i stedet for 80 km/t? Det siger måske mere om et legalistisk EU end om et snæversynet Danmark?

Fejl nummer 3: At misbruge en chance for at diskutere politik.

De kulturradikale burde have gennemskuet DF og grebet chancen for at diskutere grænseoverskridende kriminalitet. Man burde have angrebet DF på substansen og fremlagt en reel plan, der kunne angive både toldere, politi, internationalt samarbejde og muligvis afskaffelse af retsforbeholdet, som en del af løsningen. Chancen for at diskutere politik druknede i strategisk navlepilleri og kulturradikal moralisme.

Vi har brug for at lære af det symbolpolitiske selvsving; ikke at tage Pia K mere seriøst en højest nødvendigt, at sige fra overfor det tyske hykleri og at give de politiske argumenter forrang i den offentlige debat.