Den økonomiske ensretning

Det er som en ulv i fåreklæder, når tænketankdirektør Martin Ågerup 19/ 6 i disse spalter erklærer, at alle »rigtige økonomer« - underforstået: som ham selv - partout kun kan synes bedst om blå bloks økonomiske plan.

Sagkundskaben skulle altså entydigt afvise venstrefløjens økonomiske visioner.

Selv om det først og fremmest er en smule overraskende, at en såkaldt uafhængig tænketank som Cepos går decideret i offensiven for en presset regering og melder sig direkte ind i VKO-valgkampen, siger indlægget utroligt meget om den herskende tænkning hos landets økonomer.

Det er et af verdens ældste trick at hævde, at ens eget felt er rent objektivt og repræsentant for en højere sandhed. Det betyder, at alle os, der ikke straks erklærer os enige, enten ikke har forstået noget som helst eller bevidst forsøger at manipulere den objektive sandhed.

Flot retorisk kneb.

Når flere danske økonomer hylder den blå plan, handler det dog ikke om objektivitet, men om, hvilken økonomisk skole, der dominerer.

Det ultimativt herskende paradigme herhjemme er mainstreamøkonomi eller neoklassisk økonomi, som tager udgangspunkt i det grådige menneske og Adams Smiths berømte usynlige hånd, hvor staten bliver gjort overflødig under laissez faire-dogmet.

Overrepræsentationen af folk med denne nærmest religiøse overbevisning gør mainstreamøkonomi til samfundets ideologi nummer et. Man giver altså nogle bestemte økonomiske idealer primat i samfundsdebatten, hvormed sociologer, politologer og alle andre, der i øvrigt tillader sig at være uenige, kun kan være galt på den.

Problemet er bare, at mainstreamøkonomi bygger på teoretiske modeller frem for praktiske erfaringer og historiske undersøgelser.

I historisk perspektiv er der nærmest intet land, som er gået fra fattig til rig uden massiv offentlig indblanding, hvilket mange mainstream-økonomer ignorerer, fordi deres matematiske modeller er afkoblet fra virkeligheden.



Ingen refleksion

Når virkeligheden begynder at vise noget andet end modellerne, bliver det slet og ret ignoreret, hvilket vi har været vidne til i efterspillet til finanskrisen.

Poul Thøis Madsen, lektor ved Aalborg Universitet har f. eks.

konstateret, at kun en ud af seks af de mest dominerende lærebøger i USA er blevet skrevet om efter finanskrisen.

Med andre ord har finanskrisen altså ikke givet anledning til refleksion over de modeller, der hverken har kunnet forudse, håndtere eller redde os ud af krisen. Den dominerende økonomiske skoles objektive slør har altså narret os til at tro, at vi har de sande svar.

Derfor støtter de danske mainstream-økonomer heller ikke den blå plan, fordi den er objektivt korrekt, men fordi den passer bedst med deres deduktive og ahistoriske opfattelse af økonomi.