Resocialiser private enklaveskoler

Et nyt folketingsflertal bør levere en finansieringsmodel for privatskolerne, der varetager hele samfundets — og ikke bare de ressourcestærkes interesser. Det lovede undervisningsministeren inden valget, men det nævnes slet ikke i regeringsgrundlaget

Vi har en lang og stolt tradition for friskoler i Danmark. Den må på ingen måde blive sat over styr. Friskolerne har været en kilde til inspiration i Danmark. De har været et sted, hvor folkeskoler ofte har kunnet lære alternativ pædagogik og anderledes undervisningsformer. På den måde er friskolerne en stærk og vigtig stemme i det danske skolesystem, men det har altid været som et supplement og ikke som en regulær erstatning.

I disse år oplever de private skoler stigende tilgang. Populariteten skyldes ikke alene deres egne tilbud, men også om en folkeskole, der er genstand for vedholdende kritik og voldsomt pres. Et pres, der handler om manglende resultater i de gentagne PISA-undersøgelser, om stigende krav fra stadig mere overbeskyttende hypersensitive forældre og endelig om en stadig mere detailstyret folkeskole.

Det sidste pres er absolut den største udfordring for en folkeskole, der over de seneste 20 år har været udsat for en stormflod af overvågning og regulering. Den faglige stolthed er overløbet af kontrol. De tendenser har været dybt skadelige for folkeskolen og har fået mange forældre til at sende deres børn i privatskole. Heldigvis kan man konstatere, at regeringsgrundlaget for den nye SSFR-regering lægger op til et opgør med den stigende detailstyring af folkeskolerne.

Enklaveskoler

Eftersom forældrene har mange forskellige grunde til at fravælge folkeskolen og satse på det private alternativ, må deres valg ikke gøres til et individuelt eller etisk problem.

Men udviklingen bliver problematisk, når vi betragter den på et overordnet samfundsniveau. Ifølge Statistisk Årbog var der en stigning i antallet af elever på de danske privatskoler på 28,6 pct. fra 2000 til 2010. I dag går 15,1 pct. af alle danske skoleelever i dag på privatskole (Kommunale Nøgletal 2011). Stigningen er ikke mindst voldsom i storbyerne.

Udviklingen er særlig uheldig, når der opstår skoler med stor overvægt af børn fra særlige akademiske, økonomiske eller religiøse grupper. Det er disse skoler, som man kan betegne som enklaveskoler for de få og for de udvalgte.

Målt på uddannelse, indkomst og kulturel baggrund adskiller privatskolerne sig væsentligt fra folkeskolerne. Således har 48,2 pct. af eleverne på privatskolerne forældre med lang eller mellemlang uddannelse, mens det samme kun gør sig gældende for 33,3 pct. af folkeskoleeleverne. Samtidig er repræsentationen af børn med anden etnisk baggrund end dansk i privatskolerne ligeledes fordelt markant anderledes end for resten af samfundet. I folkeskolen er 26,7 pct. af eleverne indvandrerbørn, mens dette tal kun er 19,8 pct. i privatskolerne. Disse elever placeres så meget ofte på enkelte privatskoler, hvor alle elever har en specifik etnisk eller religiøs baggrund.

Skader integrationen

Betragter man på privatskolerne i Københavns kommune, vil man opdage, at 24 ud af 47 skoler har en formålserklæring, der betyder, at skolerne er forbeholdt børn med bestemt religiøs baggrund. 28,3 pct. af privatskoleeleverne i Københavns kommune går således på rene ‘indvandrerskoler’ (Cevea på baggrund af tal fra UNI•C Statistik & Analyse).

Et stigende antal skoler, udelukkende for eksempelvis muslimer er ikke ønskværdigt, hvis samfundet har fokus på at styrke sammenhængskraften og integrationen i samfundet.

At blomsterbørnene fra Bumleby eller somalierbørn fra Nørrebro aldrig møder andre end dem, der ligner dem selv, er et stort problem. Vi har netop brug for at styrke fællesskabets skole, hvor klassekammerateffekten står i centrum. Det vil sige at svage og stærke elever — og elever på tværs af etniske forskelle — møder hinanden i skolen, til fælles bedste.

Privatskoler på støtten

På denne baggrund er spørgsmålet, om den nye SSFR-regering, skal fortsætte med at lade det offentlige betale for drift og etablering af sociale og religiøse enklaveskoler for de få udvalgte elever. Eller om man i stedet skal skabe en ny finansieringsmodel, hvor støtten går målrettet til de skoler, som bedste tjener samfundets og fællesskabets interesser.

Den grundlæggende udfordring er, at vi har en ‘privatskole på støtten’, som får dækket 72 pct. af deres drift af det offentlige. Hvorvidt man overhovedet kan tale om privatskoler er tvivlsomt. Skolefolk fra udlandet — der kommer på besøg i Danmark — stiller sig da også uforstående overfor det danske tilskudssystem.

Der kan være gode grunde til at opretholde en model med statslig støtte, men så må man samtidig se på, hvordan privatskolerne optræder — og hvad samfundet får igen for sin investering.

Den nuværende mulighed for at selektere eleverne, giver privatskolerne mulighed for at skille sig af med elever man ikke ønsker — og for at afvise dem, som man ikke mener matcher skolens profil. Det er som regel nemmere for en skole at undervise Magnus, der er søn af to universitetsuddannede med bopæl på Østerbro end at undervise Nikolaj fra vestegnen, hvis forældre befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, selv forlod skolen efter 9. klasse og generelt savner ressourcer til at hjælpe deres børn. Problemet er den sociale selektion og de store forskelle i uddannelsesparatheden.

Vi har brug for, at den nye regering gør op med disse statsfinansierede skævheder. Den nye Børne- og Uddannelsesminister Christine Antorini kom da også med følgende lovende udmelding under valgkampen her i Information. »Vi skal finde en model, hvor der er en økonomisk gulerod, som motiverer til et større socialt ansvar,« sagde hun.

Desværre har denne formulering ikke fundet vej til regeringsgrundlaget for den nye SSFR-regering.

Åbenhed og forpligtelser

En mere social ansvarlig finansieringsmodel for privatskolerne kræver flere forskellige komponenter.

For det første skal den gøre op med de uigennemskuelige selektionsmekanismer, som præger enkelte skoler. Alle optagelseskrav og ventelister skal være frit tilgængelige.

Det betyder, at alle fri- og privatskoler fremover skal fremlægge deres ventelister og eventuelle krav til kommende elever. Det vil sikre gennemsigtighed.

For det andet skal der fastsættes en maksimal grænse for den statslige finansiering af privatskolerne, som eksempelvis kunne nedbringes fra de nuværende 72 pct. af normaltaksten for en elev i folkeskolen, til max. 60 pct.

For det tredje bør man se på kommunernes muligheder for at anvise elever til de lokale privatskoler. Det kunne f.eks. gøres i en aftrapningsmodel, hvor skoler, der giver kommunerne råderum over 15 pct. af pladserne, får 60 pct. i statslige støtte, mens skolerne, der kun giver slip på 10 pct. til kommunale pladser, får reduceret deres støtte til 50 pct. osv.

For det fjerde bør man forpligte alle privatskoler, der fortsat vælger at modtage offentlig støtte, til at oprette en obligatorisk fripladsordning, hvor 10 procent af den samlede indtjening pr. elev går til at støtte og til at finansiere mindre bemidlede ansøgere, der har svært ved at opnå plads på de pågældende skoler.

Endelig bør man også overveje at give de privatskoler, som påtager sig et større socialt ansvar og viser sig modne i forhold til de omgivende samfund, mulighed for udvidet adgang til de offentlige støtteordninger.

Den nye SRSF-regering skal sikre, at privatskolerne fremover tager et større socialt ansvar og samtidig gør op med tendensen til flere enklaveskoler. Det sociale ansvar kan ikke alene overlades udelukkende til folkeskolen.