Brug for Occupy Wall Street

Stemmerne fra bevægelsen Occupy Wall Street italesætter blandt andet globale uligheder.

Demokrati på barrikaderne. Tusindvis af mennesker verden over er på gaden i protest mod magtkoncentrationen på Wall Street.

Når vores hverdag og levevilkår i stigende grad er dikteret af udsving på aktiemarkederne, af bankernes risikotagning og af nye finansielle produkter, så kan det næppe undre, at der bliver taget til genmæle. Det kan kun undre, at det ikke er sket før.

Vi har brug for Occupy Wall Street og 99-bevægelsen til at sige fra over for en dybt destruktiv samfundsudvikling, som stort set udelukkende har bidraget til at forgylde de hovedrige finansfyrster.

Den politiske modreaktion bygger således på den stigende afstand mellem finansverdenens hurtige penge og den virkelig verdens meget virkelige arbejdsløshed og stagnerende realløn.

Den finanssektor, som tidligere havde til formål at tjene det brede samfund og de almindelige kunder, tjener i dag sine egne interesser. Finanssektoren er blevet forvandlet til et absurd teater, hvor skuespillerne opfører sig som ludomaner på coke. Alt imens det store flertal er blevet reduceret til statister.

Langt fra hverdagen

Absurditeten handler først og fremmest om, at det, der skulle være en højproduktiv sektor, alene skaber hyperkomplekse, finansielle produkter, som er fuldstændig uden rod i almindelige menneskers hverdag. Termer som derivater, futures, swaps, optioner, CDO'er, CFD'er og handel i såkaldt "short selling" er sandsynligvis ren sort snak for de fleste danskere. Det er produkter, som computere sættes til at administrere, så der kan spekuleres helt ned til millisekunder og mikrosekunder.

124 mikrosekunder skulle i dag være den hurtigste tid for en finansiel transaktion.

Spørgsmålet må således være, hvor mange arbejdspladser, hvor mange investeringer og hvor meget produktion disse typer af væddemålsspekulationer skaber? For det andet handler absurditeten på det mere konkrete niveau om lønninger. Mens vi herhjemme har haft travlt med at uddele skattefinansieret statsstøtte til vores banker, har finanssektoren takket skatteyderne ved dels at gøre det dyrere at låne penge og ved dels at hæve deres egne lønninger. Et godt eksempel kunne være Nordeas danske koncernchef, Christian Clausen, der ud over sin almindelige årsløn er blevet belønnet med en luksuslejlighed til 18 mio. kr. i Stockholm og samtidig kan se frem til en pension på 82 mio. kr.

Absurde honorarer Dette eksempel er langt fra enestående og bekræftes af de massive lønstigninger, som ifølge Nyhedsbrevet Finans betyder, at direktionerne i de 10 største banker fra 2009-2010 fik honorarer på gennemsnitligt 5,9 mio. kr. Hvis man alene kigger på de såkaldte "gyldne håndtryk" i godtgørelse til tidligere direktører, så nåede disse i 2010 op på over 110 mio. kr.

Absurde beløb, der står i skærende kontrast til de kommende overenskomster, hvor almindelige lønmodtagere kan forvente lønstigninger på omkring 1,07 pct.

De talrige stemmer fra Occupy Wall Street italesætter således den nuværende magtkoncentration og de globale uligheder. De taler for konkrete løsninger som skat på finansielle transaktioner, de taler for opsplitning af investeringsbanker og rigtige banker, de taler for forbud mod aktieoptioner, og de taler for stærkere kontrol. Helt grundlæggende taler disse stemmer for en større anstændighed i finanssektoren, ligesom de progressive borgerlige statsledere Angela Merkel og Nicolas Sarkozy har gjort det.

Hvorfor denne borgerlige anstændighed er fuldstændig druknet i VKO-regeringens totale magtfuldkommenhed kan kun undre.

Men budskabet er og bliver det samme, som et af 1990' ernes store rockbands i sin tid formulerede det: »We gotta take the power back!«.