Hvem er de ’ægte’ fattige?

Jens Jonatan Steen: Sådan lyder det spørgsmål, som synes at have overtaget den politiske dagsorden i Danmark. I et godt gammeldags politisk sværdslag mellem to duellanter, har politikerne Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LA) krydset klinger i en spændende diskussion om fattigdom.

Det er indlysende, at SFeren skød sig i foden, da hun forsøgte at forklare sine pointer med et mildest talt (sagt på godt jysk) ringe eksempel. Det skadede desværre hendes politiske sag. Men omvendt var det ikke stort bedre, da LAeren tidligere under den selvpromoverende overskrift »Jeg brækker mig« helt uvidenskabeligt udbasunerede: »Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt.«

Den virkelige fattigdom i diskussionen ligger således i den åndelige armod, der afsløres, når kuglestøderen med sin udtalelse forsøger at negligere de sociale udfordringer, som Danmark står over for. Problemerne forsvinder ikke, hvis vi lukker øjnene. Det er ren dogmatisk tågesnak fra en elitesportsudøver, der øjensynligt har set lyset under et træningsophold i Guds eget land. Det kan man måske skabe et show a la ’Vild med Dans’ ud af, men det er underlødigt for en politisk debat.

Når vi taler fattigdom, så er det klart, at tiden, hvor vi sendte folk på fattiggården eller puttede dem i gældsfængsel, er forbi. Vi lever ikke længere på Pelle Erobrerens tid. Og derfor er fattigdom i Danmark heller ikke det samme som fattigdom i Afrika. Det er gammel viden!

Det betyder bare langtfra, at vi ikke også i Danmark har social ulighed, og det legitimerer heller ikke, at man skulle ’brække’ sig over organisationer og foreninger, der uddeler julehjælp eller på anden måde udfører socialt arbejde. Det er en vigtig indsats, som vi altid har været fælles om i Danmark på tværs af politiske skel!

Vi ved, at Danmark ifølge Eurostat er det vesteuropæiske land, hvor uligheden er vokset næstmest de sidste ti år. Men vi ved for lidt om den præcise udvikling indenfor egne grænser. Derfor vil et første skridt være at indføre en dansk fattigdomsgrænse. En fast grænse, der tager højde for både relativ og absolut fattigdom, ville være en stor hjælp for folk som Joachim B. Olsen, der øjensynlig let bliver afsporet i denne komplicerede debat.

Et videre skridt kunne, med inspiration fra SF-baglandet, være at oprette en offentlig-privat servicevirksomhed, der kunne skabe målrettede tilbud til de 800.000 danskere, der er parkeret uden for arbejdsmarkedet. Et tilbud, der understregede, at fattigdom ikke alene handler om økonomi, men også om uddannelse, sundhed og beskæftigelse.

De nuværende problemer kan ikke løses af dogmatisk bravalder om ’skaffedyr’, ’brækfornemmelser’ eller ’dovne aber’. Tværtimod. Det kræver det lange, seje træk. Men spørgsmålet er, om kuglestøderen og hans borgerlige slæng overhovedet gider medvirke?