Middelklassens Værdikamp

"De klynker. De hykler. De snylter. Og de udråber sig selv til tabere!"

Sådan lyder det fra pressechef i den finansielle sektor, Anne Sophia Hermansen og freelancejournalist Bente Dalsbæk, når de over højt belagt smørrebrød i P1s Søndagsfrokosten gør sig muntre over, hvordan studerende, kontanthjælpsmodtagere og andre snylter på det danske velfærdssamfund.

Med udgangspunkt i Henrik Dahls tese om, at det er blevet en »Dansk nationalsport at udråbe sig selv som nogen, det er synd for« går de borgerlige meningsdannere i selvsving over begreber som krævermentalitet og rettighedsegoisme.

Pointen om, at der findes en form for rettighedsegoisme i det danske samfund er sådan set god nok. Hvilket de konservative tidligere har markeret med idealet om ’personligt ansvar’. Som statsministeren præcist påpegede i sin nytårstale. Og som det senest blev fastslået - her i avisen - af tre ledende SRSF-ministre, som slog stregerne til et kommende politisk projekt med fokus på det socialdemokratiske kernebegreb ret og pligt. Det er positive meldinger, der viser at regeringen meget vel kan være på vej mod et stærkt fælles projekt.

Men selvom vi har brug for at styrke den nationale bevidsthed og sikre, at alle bidrager til samfundsudviklingen, så er debatten om krævementaliteten kørt helt af sporet. Nærmest perverteret. Det altafgørende spørgsmål er således hvem det i realiteten er, der svigter deres pligt, ser blindt på deres rettigheder og søsætter en endeløs skrue af krav til velfærdsstaten?

Mener de twittende og bloggende meningstyranner Dahl, Dalsbæk og Hermansen virkelig, at det er den ressourcesvage del af den danske befolkning, der stiller de største og mest urimelige krav?

Er det de fyrede medarbejdere fra Vestas, den starthjælpsramte indvandrer og den stressramte på nedsat tid, der kræver for meget af Velfærdsdanmark?

Nej, jeg vil tværtimod pege på den ressourcestærke middelklasses umættelige forbrug af velfærd og luksusvarer som det, der udgør den moderne rettighedsegoisme.

Det er i denne gruppe, hvor vi finder børnefamilien, der overfuser deres folkeskolelærer, den veluddannede karrieremand der kræver at komme forrest i køen på sygehuset og datteren, der kræver at hendes far på plejehjemmet får bedre behandling end alle andre. Det er denne gruppe af velstillede middelklasse-danskere, der i modsætning til de dæmoniserede kontanthjælpsmodtagere, har ressourcerne og overskuddet til stille krav og råbe op.

Debatten om ’ret og pligt’ er af afgørende vigtighed, men skytset er rettet imod den forkerte skurk og tillader endnu en gang, at de borgerlige meningsmaskiner frikender sig selv og deres egne venner.