Det repræsentative folkestyre er døende…

Der har aldrig på noget tidligere tidspunkt i vores historie været så stor en andel af akademikere i Folketinget. Med 64 pct. akademikere indvalgt på Christiansborg ved seneste Folketingsvalg, er vi godt på vej til at afvikle vores folkestyre til fordel for et egentligt teknokrati, hvor magten centreres hos en akademisk elite. Et langsomt uddøende folkestyre vil give egentlig problemer.

Vores repræsentative demokrati er efterhånden nærmest proforma. Uddannelsesniveauet hos folketingsmedlemmerne matcher langt fra niveauet hos den øvrige befolkning. Antallet af folketingstaburetter, hvorpå der sidder akademikere har aldrig været højere. Ved Folketingsvalget i 2011 var 64 pct. af de 179 folketingsmedlemmer akademikere. Til sammenligning er kun 7 pct. af den danske befolkning akademikere. Og samtidig viser yderligere beregninger fra Cevea, at endnu flere af de nye ministre har lange videregående uddannelser. Ud af de 23 nye ministre er 17 nemlig akademikere, mens 14 er djøfere..

Hvis vi ser tilbage på vores Folkevalgte anno 1849, var kendetegnet her; høj hat, spadserestok og baggrund i det bedre borgerskab. Men repræsentativiteten derimod – målt på uddannelse – var rent faktisk bredere på dette tidspunkt. Den uddannelsesmæssige fordeling i Folketinget var altså større i 1849 end den er i dag – og det er endda på trods af, at kun 15 pct. af Danmarks befolkning dengang havde stemmeret. Der er altså tale om dramatiske forskydninger.

Men for at det ikke skal blive en ren forfaldsmyte, så er det naturlig særledes positivt at flere kvinder og flere unge i dag er repræsenteret på Christiansborg, ligesom stemmeprocenten også er en succes. Derfor går den demokratiske udfordring også primært på uddannelse. Også selvom det selvfølgelig heller ikke kan eller skal være målet, at have et Folketing, der totalt matcher det omgivende samfund. Som den førende danske demokratitænker Hal Koch spørgende skrev i bogen Dagen og Vejen fra 1942, så ”Skulde man dog ikke tro, at der var noget indlysende rigtigt i alle Livets Forhold at sætte Viden, Dygtighed og Indsigt i Højsædet?” svaret lød kort som følger: ”det folkelige Liv drejer det sig om helt andre Ting end Viden indenfor de forskellige tekniske Omraader.”

Vi skal således have de absolut dygtigste politikere. Men dygtighed i politisk og demokratisk forstand kan bare ikke sidestilles med tekniskindsigt og uddannelse. Derfor er det grundlæggende problem heller ikke for meget uddannelse, men for lidt dannelse i bred forstand – målt på erfaringer fra både erhvervsliv, sociale relationer og oplevelser.

Men som undersøgelse af de sidste 150 års demokratiske historie viser, så betyder den igangværende ensretning at det alene er eliten, der kontrollerer den politiske dagsorden i Folketinget. I dag hører både politikere og embedsmænd til samme kategori af djøfere. Embedsmænd og MF’ere besidder altså samme teoretiske viden og samme tekniske tilgang til, hvordan samfundet skal forvaltes. Der opstår altså en objektivisering af løsninger og udfordringer, som de eneste rigtige’ eller ’naturlige svar’. Det politiske system risikerer således, at blive et lukket system, hvor man skal kende en række sociale og kulturelle koder. Det er obligatorisk for en politiker at man kan sin Machiavelli på ryggraden, nikker genkendende til Eastons definition af politik og lynhurtigt kan aflæse en Phillipskurve. Det skaber et selvbekræftende og selvrefererende politisk system, hvor stadigt flere befolknings- og interessegrupper ikke længere har adgang. Men denne igangværende ensretning betyder også at politikere får blinde pletter, hvor vigtige udfordringer og samfundsproblemer bliver overset og ignoreret.

Et eksempel på en sådan blind plet kunne være diskussionen om efterlønnen, hvor Søndagsavisen lavede en undersøgelse, der viste at de 13 pct. der havde direkte berøring (defineret som forældre på efterløn) med efterlønnen alle kom fra A, F og Ø, som samtidig var de partier, der ikke vil afskaffe efterlønnen. Andre eksempler bekræfter på lignende vis, at landets Folketingsmedlemmer er afsondret fra den øvrige befolkning. Mens hver 6. dansker bor i almenboligbyggeri, er der ikke en eneste af de 179 folketingsmedlemmer deri dag bor sådan. Det kunne forklare hvorfor skattestoppet alene forgylder boligejere og hvorfor den almene boligsektor ofte forbigås med tavshed. Samme tendens går igen for erhvervsuddannelser, hvor ingen af de ledende politikere har deres børn gående børn,, hvilket igen kunne forklare hvorfor man i årevis har undervurderet manglen på praktikpladser og hvor man har ignoreret det høje frafald på erhvervsuddannelserne. På globalt plan har afviklingen af den demokratiske og samfundsmæssige kontrol med finanssektoren ligeledes bekræftet, hvor galt det kan gå, når man alene lytter til en snæver elite af finansfyrster i verdens førende investeringsbanker og ignorere de brede befolkninger. Når store samfundsgrupper ikke deltager i den politiske debat, ikke bliver repræsenteret i det politiske system og ikke får del i magten, så opstår der voldsomme kløfter mellem de inkluderede og de ekskluderede.

Konsekvenserne ved den tiltagende politiske eksklusion er først og fremmest, at vigtige samfundsproblemer falder under den politiske radar, men dernæst at sociale konflikter risikerer at blusse op til opgør. Det er utænkeligt at befolkningen i længden vil acceptere at blive ignoreret. Derfor er den sociale tryghed, tillid og sammenhængskraft, som vi altid bryster os af i Danmark nært beslægtet med forestillingen om det repræsentative folkestyre. Der er meget at miste, hvis det brede og levende demokrati dør.