Hvem sidder der bag skiltet

Det klassiske billede af en fattig arbejder er blevet skiftet ud. I gamle dage, var det billedet af det af den nedslidte Jens vejmand, der sad bag skærmen, ’med Klude om sin Haand’ og ’med Læderlap for Øjet’. I dag er det Stanislaus fra Bulgarien, der sidder bag skiltet på strøget, hvor han er blevet posteret som levende reklamesøjle.

Skiltemændene fandtes ikke for bare 5 år siden, men er i dag blevet en fast bestanddel af den stressende shopping-kultur på strøget i København. Skiltemændene udgør en ny markedsføringsform, hvor man betaler det, der typisk er unge mænd fra Østeuropa, for at stå i 8 timer om dagen med et reklameskilt, sOm reklamere for diverse kommercielle produkter.

Stanislaus og Michael er to af skiltemændene fra strøget, som jeg forleden faldt i snak med. De kommer begge fra Bulgarien og er begge i begyndelsen af 20’erne. De får omkring 80 kr. i timen, arbejder alle ugens dage og er sådan set ok godt tilfredse med deres arbejde, selvom de konstant risikerer at blive sendt hjem, hvis der er for få shoppere på gaden. Som en af de unge mænd siger om tjansen:”shitty, just like any other job”.

De to unge mænd er et billede på den nuværende udvikling, hvor gode jobs i industrien forsvinder til fordel for nye lavtløn jobs i servicesektoren. En ny rapport ’Shifts in the job structure in Europe during the Great Recession’, fra Eurofound viser nemlig, at vi i Danmark har fået 40.000 nye lavtlønsjob under finanskrisen. Altså flere job à la den skilteholdning, som holder Stanislaus og Michael i gang på strøget. I de fire højeste indkomstgrupper er beskæftigelsen faldet, men i den femte og laveste er der altså skabt masser af nye job. Det vil sige, at underklassen vokser, mens den gennemsnitlige løn falder.

Den seneste udvikling betyder, at Danmark meget vel kan være på vej mod den type af arbejdende fattige, som er opstået over resten af Europa de senere år. Hvilket f.eks. betyder at 1,3 mio. tyskere i fuldtidsarbejde i dag ikke tjener tiltrækkeligt til at kunne forsørge dem selv, men må forlade sig på offentlig forsørgelse på trods for deres fuldtidsarbejde.

Herhjemme har vi især set de nye lavtlønsjob indenfor handel og restauration, f.eks. hos Joe and Juice og Agnes Cupcakes. Begge groteske eksempler på, hvordan unge mennesker arbejder under ekstremt dårlige forhold og uden sikkerhed.

Vi kan som samfund ikke som samfund ønske at vi skal leve af at lave café latte, presse juice, sælge kager, foretage ansigtsbehandlinger eller holde skilte. Det har de gennem 25 år prøvet i Sydeuropa uden det store held. Grækenland kunne her være et skræmmeeksempel.

Vi hverken kan eller skal forvandle Danmark til en servicenation af lavtlønsjob, hvor hjulene alene holdes i gang af turister. Det er ikke lavere løn og dårligere arbejdsvilkår, vi skal konkurrere på.

Derfor har vi i stedet brug for at satse på kvaliteten og de bedste nye produkter. Den udvikling skaber man gennem investeringer i produktionsapparatet og forskning, ikke lave lønninger. Vi skal derfor sigte på at genskabe nogle af de 65.000 industriarbejdspladser, der er gået tabt under krisen. Disse job har typisk et højere potentiale for produktivitetsforbedringer og skaber bedre rammer omkring social stabil tilværelse. Vi har altså brug for nye investeringer i industri, forskning og innovation, samt for investeringer i mennesker, så Stanislaus og Michael på strøget kan få en uddannelse og komme væk fra at agere menneskelige betonklodser.

Hvis vi for alvor skal forebygge social polarisering i Danmark og undgå den udvikling som vi har set i vores nabolande, så skal vi haveskabelsen af gode og vedvarende jobs i den produktive sektor på bordet nu.