Færre skal parkeres på passiv forsørgelse

Det er en ren nedtur: Selv under 10 års økonomisk optur var antallet af danskere, der var permanent parkeret uden for arbejdsmarkedet støt stigende.

Og nu, med udsigten til en formentligt langvarig krise, går udviklingen kun samme vej: Vi får et stadig større antal af danskere uden for arbejdsmarkedet.

Så mens den største udfordring for Danmark på kort sigt er at skabe ny økonomisk udvikling og knække arbejdsløshedskurven, matches denne på langt sigt af spørgsmålet om, hvordan vi knækker den anden kurve, der betyder, at en fjerdedel af alle danskere i den arbejdsdygtige alder ikke er i arbejde.

Historien om de passivt forsørgede over de seneste ti år er ganske simpel og grafisk helt entydig: Vi har fået lidt flere i støttet beskæftigelse og en del færre på efterløn, mens antallet af førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere er nærmest uændret. Udviklingen er nærmest statisk.

Særlig de unge står for skud i den nuværende situation. Ungdomsarbejdsløsheden er rekordhøj, og selv om vi ikke har ’spanske tilstande’ med over 40 procent unge uden arbejde, udgør de ungdomsarbejdsløse en større andel af de samlede arbejdsløse i Danmark end i mange andre europæiske lande.

Siden foråret 2008 har stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere under 30 år da også været på hele 70 pct., hvilket betød, at der i august 2011 var 47.000 unge på kontanthjælp (jf. Beskæftigelsesministeriet).

Den dårlige nyhed er således, at forestillingen om det rummelige arbejdsmarked er en ren illusion. Der er i hvert fald tale om en stærkt svækket rummelighed, når 874.144 danskere, som det var tilfældet i første kvartal af 2011, er placeret på kurven over parkerede danskere.

Vi går glip af enorme ressourcer i det danske samfund, når vi ikke formår at inkludere store dele af den danske befolkning på arbejdsmarkedet. Og omkostningerne er betydelige: De godt 240.000 danskere, der er på førtidspension, udgør en omkostning for staten på omkring 40 milliarder kroner om året alene opgjort på udgiften til selve ydelsen.

Når unge under 30 år kommer på førtidspension, skyldes det, ifølge Pensionsstyrelsen, i fire ud af fem tilfælde psykiske lidelser. Det samme gælder kun hver fjerde nye førtidspensionist i alderen 60-64 år. Halvdelen af de i alt 18.000 nytilkendelser af førtidspension i 2010 skyldtes således også en psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse.

Der er således en række udsatte grupper, som i stigende grad ekskluderes fra arbejdsmarkedet og ikke i tilstrækkeligt omfang vinder fodfæste i permanent beskæftigelse.

Den dårlige nyhed er således helt klart, at alt for mange danskere ekskluderes fra arbejdsmarkedet og sidder fast i et trægt system, der ikke formår at bringe dem tilbage i permanent beskæftigelse. Det er en trist historie, at mange langtidsledige har større statistisk sandsynlighed for at komme på førtidspension, end de har for at komme i beskæftigelse.

Den gode nyhed er til gengæld, at danskernes villighed til at arbejde er enormt stor. En undersøgelse fra ISSP, der bygger på data fra mere end 40 lande verden over, fastslår, at danskernes arbejdslyst er helt i top.

Det har aldrig været målet for centrum-venstre at parkere mennesker på passiv overførsel, men derimod at opkvalificere og sikre, at de får mulighed for aktivt at tage ansvar for egen tilværelse.

Hele 75 pct. af danskerne svarer således, at de »ville foretrække at arbejde uanset deres behov for pengene«. Det overgås kun af Norge (76 pct.) og Taiwan (80 pct.), men er pænt højere end befolkninger, mange ofte opfatter som ’de mest arbejdsomme’; f.eks. tyskerne (69 pct.),amerikanerne (64 pct.) og briterne (56 pct.).

Selv for de ledige i matchgruppe 4 og 5, der – af reaktionære stemmer – ofte beskyldes for at udgøre landets arbejdssky elementer, der blot udnytter systemet, svarer henholdsvis 70 og 45 procent, at de er klar til at træde ind på arbejdsmarkedet (SFI, 2006).

Vi står således med dels en stor gruppe af danskere parkeret permanent uden for arbejdsmarkedet, men samtidig også med en stor gruppe af danskere, som faktisk drømmer om netop et fast arbejde. Den beskæftigelsesmæssige udfordring for den nye regering er helt åbenlyst, at kurven skal knækkes.

Vi svigter som samfund ved i dag at have et system, der ikke i tilstrækkeligt omfang uddanner, motiverer, og ruster folk til at kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet. Vi skal naturligvis give den fornødne plads, tid og rum for de mennesker, som ikke er i stand til at passe et fuldtidsjob.

Men omvendt må vi aldrig acceptere forestillingen om, at der findes mennesker, der nægter at arbejde eller opgives for hurtigt. Det har aldrig været målet for centrum-venstre at parkere mennesker på passiv overførsel, men derimod at opkvalificere og sikre, at de får mulighed for aktivt at tage ansvar for egen tilværelse.

Den nye regering vil ikke kunne gøre op med ’Parkeringsdanmark’ med et quick fix i form af én enkelt arbejdsmarkedsreform. I stedet må den sikre, at der igen kommer gang i jobskabelsen, og at de flotte ord om et rummeligt arbejdsmarked materialiserer sig i virkeligheden.

Den må droppe de standardiserede kommunale løsninger, forsøge med nye tiltag som skabelse af en offentlig servicevirksomhed og sikre, at de opkvalificerende tilbud til de marginaliserede grupper bliver langt mere mangfoldige. Grundlæggende er pointen, at folk gerne vil, men spørgsmålet er, hvorledes vi sikrer, at de også kan bidrage til fællesskabet.