Dystopi over Danmark

Mens nogle af verdens førende økonomer taler om, at stigende ulighed i sig selv kan skade den økonomiske udvikling, så har de dansker stemmer, der kræver mere ulighed fået større medvind.

»Kæft de fryser, dem uden for min bilrude. Og der kommer endnu flere, hvis Villy, Helle og co. får deres vilje. Hvad er det med socialister og smide folk til Sibirien?«

Søren Pind, Facebook, 3. februar 2012 klokken 17.18

Jeg følger ofte Søren Pinds beundringsværdige engagement på Facebook. Langt fra fordi jeg er enig – det sker kun sjældent – men fordi han er noget som sjældent, som en politiker der taler ærligt, ideologisk og kun sjældent formår at dæmpe sit sande jeg.

Men denne opdatering kan alligevel kun undre. Jeg håber, at det er form for humoristisk reference til den kolde danske vinter og betalingsringen frem for endnu et skræmmende perfidt indlæg i den hypede debat om kontanthjælpsmodtagere og andre samfundsgrupper, som i dag forsøges dæmoniseret.

Særligt de nyeste skandalesager »Carina-gate« og »Sofie-gate« har de seneste uger påkaldt sig alverdens vrede og opstandelse. Den skævredne debat har sat sit aftryk. Det kunne Gallup i forrige uge dokumentere med en ny analyse, der viste, at 26 procent af danskerne mener, at de sociale ydelser er gået for vidt. I juni sidste år gav blot 16 procent samme svar. Debatten er kørt af sporet.

Syndebukke

Det er næppe sjovt at være hverken Carina eller Sofie i dag. De to kvinder er blevet ophøjet til kategoriske eksempler, som skal vise, hvordan hele verden ser ud. Det er dem, de borgerlige vil brække sig over, det er dem, de kalder hyklere, det er dem, der udgør jammerens heppekor, og det er dem, der skulle udgøre årsagen til velfærdsstatens elefantiasis.

Men inden vi helt slipper den indre svinehund og hadet fri for at afmontere vores danske velfærdsmodel, så skulle vi måske prøve at lytte til verden omkring os.

For mens den danske offentlighed er gået i socialpolitisk selvsving over de landskendte syndebukke »Carina« og »Sofie«, så lyder budskabet fra Washington, Bruxelles og Davos helt anderledes. I modsætning til den danske debat hvor vores status som et verdens mest lige og absolut mest tillidsfulde samfund nedgøres af ideologiske årsager.

På de bonede gulve har uligheden netop fået topprioritet. I forbindelse med det årlige topmøde World Economic Forum (WEF) i schweiziske Davos definerede 469 af verdens førende økonomer og virksomhedsledere de største globale udfordringer.

Ulighed har konsekvenser

I rapporten »Global Risks 2012 – The Seeds of Dystopia« pegede de på ulighed som den største økonomiske risiko og samtidig som en af de risici med allerstørst konsekvenser. Uligheden kan blive en nært forestående fremtid, hvis ikke en decideret dystopi (det modsatte af utopi – red.).

OECD, der har som sit formål at fremme økonomisk fremgang og markedsøkonomi, og ikke ligefrem dyrker medlemskab af velfærdens fanklub, er nået frem til en lignende konklusion.

I deres rapport »Economic Policy Reform 2012« peger de på den stigende ulighed, som et af de mest afgørende samfundsproblemer. Når OECD kigger på reallønnen i USA, så er den rigeste ene procents andel af den samlede skattepligtige indkomst fra 1980 til 2008 steget fra otte til 18 procent, i England er den steget fra syv til 14 procent og mere moderat herhjemme fra fem til syv procent.

Udviklingen er altså ganske dramatisk – også for Danmark, hvor Cevea tidligere har beregnet, at der i perioden fra 2001 til 2009 var 19.890 færre, der undslap langvarig fattigdom.

World Economic Forum og OECD lever altså i en verden, hvor frygten for sociale konflikter og politisk uro fylder mere end en enlig forsørger og en ung studerende. Så mens nogle af verdens førende økonomer taler om, at stigende ulighed i sig selv kan skade den økonomiske udvikling, så har de dansker stemmer, der kræver mere ulighed fået større medvind.

Kampen mod den samfundsmæssige dystopi og den sociale kulde fortsætter.