Arven fra Thatcher

I hundredvis af danskere vil i den kommende weekend bevæge sig ind i landets biografer med popcorn og mørklægning for at se Meryl Streep give sig fuldt ud i hvad der kunne blive hendes livs glansrolle, som Margaret Thatcher i premierefilmen ’The Ironlady’.


Meget er allerede og vil fortsat blive sagt om den ikoniske regeringsleder Thatcher, der ledede Storbritannien fra 1979-1990. På trods af hendes mange kontroversielle og til tider direkte skræmmende politiske prioriteter, så var hun en idealist i ordets sande betydning. Hun stod altid fast på sin holdning hvad enten den handlede om invasion af de dengang besatte Falklandsøer, om opgør med de magtfulde britiske minearbejdere eller om skabelse af generationer ’arbejdende fattige’ englændere.

Hun var indbegrebet af det slogan hun senere opnåede ”The Lady'is not for turning”. Det gjorde Thatcher stort aldrig – heller ikke i de senere år, hvor hun gentagne gange har takket, forsvaret og krævet hendes gamle ven militærdiktator Augusto Pinochet frikendt. Så nej, Thatcher står altid fast. En Idealist på godt og ondt.

Idealismen repræsenterer netop også et tveægget sværd. De største tyranner og blodsudgydere i denne verden har ofte også været mænd og kvinder med store idealer om at skabe en bedre verden. Med flotte, floromvundne og idealistiske taler forsøgte de at overbevise deres samtid om, at de – folkets ledere – burde udstyres med uindskrænket magt, så de kunne indfri deres storslåede visioner. Men omvendt var det også idealister, der trodsede netop disse tyranner og sikre deres fald fra magtens tinder.

Idealismen befinder sig derfor på en akse, hvor den ene ende kunne beskrives med Nudansk Ordbogs der definere en idealist som en person: ” der stræber efter høje mål, og som mere tænker på andre end på sig selv, og er tilbøjelig til næsten at glemme virkeligheden”. Overfor denne formulering, står Hans Scherfigs roman ’Idealister’ fra 1945, hvor han beskriver de fuldstændige latterlige af slagsen. Idealister der mener at kunne frelse verden, med meningsløse projekter, der er absolut uden jordforbindelse. Og det er netop på den akse, en ægte idealist befinder sig – fra genial til vanvittig.

Vi kan så hver især overveje hvor på aksen vi ville placere den britiske jernlady?
Jeg vil personligt forholde mig til og lade historien være dommeren. Og hvis vi netop begynder at bladre i historiens tykke bøger, så ved vi at Thatcher blev valgt som premierminister i 1979 på løfter om at give økonomien et nyt løft. Den simple opskrift var at skattelettelser, gennemgribende afregulering, omfattende privatiseringer og afvikling af fagbevægelsen. Disse initiativer skulle samlet set bidrage til at øge investeringerne og skabe nye arbejdspladser.

Men opskriften virkede på ingen måde som lovet. Skattelettelser forhindrede ikke at arbejdsløsheden i at stige. Og de voldsomme privatiseringer privatiseringen forhindrede ikke produktiviteten i at falde i løbet 80’erne og 90’erne.
Men der hvor Thatcher for alvor fik sat sit spor i historien var himmelflugten af de samfundsmæssige uligheder. Selvom udviklingen i Storbritannien havde ellers fulgt tendenserne fra resten i Europa i efterkrigstiden, hvor væksten i Vesteuropas belle-epoue var stødt stigende og uligheden tydeligt nedadgående.

I 1960 befandt Storbritannien sig således på et ulighedsniveau, der var stort set den samme som i Sverige. Men 40 år senere er uligheden i Thatcher eget hjemland på niveau med USA I dag ejer de 10 pct. rigeste i Storbritannien 56 pct. af landets rigdom, mens den fattigste halvdel ejer blot 6 pct. til sammen. Og med den stigende ulighed i Storbritannien fulgte også fattigdommen. Antallet af børn som levede i fattigdom blev fordoblet fra 1979, hvor en 1/8 del af alle britiske børn levede i fattigdom, til 1997 hvor 1/4 af børnene havnede i den sociale grøft. Udviklingen taler sit klare sprog; I 90’erne levede 20 pct. af pensionister under fattigdomsgrænsen, den del af bruttonationalproduktet som går til løn for alminidelige briter er faldet fra 65 pct. i 1975 til 53 pct. i 2010 og endelig har antallet millionære ifølge Braclays været stødt stigende siden 80’erne således at der i dag er 619,000 millionære (i pund) i Storbritannien.

Med den sociale slagmark, som Thatcher har efterladt sig i Storbritannien kan det kun undre at jernkvinder fortsat hyldes og bruges til inspiration. Arven fra Thatcher lever videre i bedste velgående, hvorfor hendes tanker netop også har udgjort grundlaget for den nuværende finanskrise. Deregulering og afskaffelse af kontrollen med den finansielle sektor har haft store konsekvenser for almindelige lønmodtagere lige fra New York til Thyborøn. På samme måde har Thatchers tankegods også sat sine spor på den måde som tænker og forvalter den offentlige sektor.

At vi i Danmark har et krav om at 31,5 pct. af alle kommunale velfærdsydelser skal konkurrenceudsættes ville være velkendt for Thatcher, der netop ønskede at overføre effektiviseringsgevinsterne fra fremstillingsindustrien direkte til den offentlige sektor. Standardiseringer, målopfyldelse og New Public Management skulle sikre et effektivt og privat marked for velfærdsydelser. De håbløse, omkostningstunge og mistillidsskabende redskaber som er blevet trukket ned over de offentlige medarbejdere tilføjer kun endnu et kapitel til historien om Thatchers arv.
Arven fra Thatcher er grusom og trist. Et skræmme eksempel, der med mange skæbner på samvittigheden, viser hvad der sker hvis man nægter at forholde sig til virkeligheden.