Ulighed

Alle debatindlæg i denne kategori
12. September 2014

5 grunde til at indføre et socialt taxameter

For den unge, der går i gang med en ungdomsuddannelse, er det ikke lige meget om mor og far er ufaglærte eller akademikere.   Det er heller ikke lige meget, hvad der står i afgangsbeviset fra folkeskolen, uanset om den unge går den gymnasiale vej eller kaster sig over en erhvervsuddannelse. Den sociale baggrund og det faglige udgangspunkt er afgørende for sandsynligheden for, at han eller hun kommer til at gennemføre sin uddannelse. Vi kan ikke leve med, at vores arv i vidt omfang dikterer vores uddannelsesmuligheder. Men sådan er det i dag, hvor landets unge fra ikke-uddannelsesvante hjem arver en høj risiko for uddannelsesfrafald og tilsvarende lav sandsynlighed for at komme stærkt igennem en ungdomsuddannelse. Hvis vi gerne vil bryde med denne negative tendens, så har vi behov for nye redskaber i Undervisningsministeriet værktøjskasse. Og netop et sådant redskab kan Christine Antorini opnå med Regeringens udspil til årets Finanslov, hvor indførelse af et socialt taxameter i en størrelsesorden af 200 mio. kr. er blevet stillet i udsigt. Stærkt udspil af den nuværende regering, som dermed tager først skridt til at dæmme op for den tendens til stigende polarisering blandt Danmarks ungdomsuddannelser, som har huseret de senere år. Vil man forstå behovet for at indføre et socialt taxameter, så bør man kaste blikket på følgende 5 årsager, som giver grund til at tro på det nye værktøj. Og som påpeger en række af fejlene i det nuværende system: 1. Omkostningsnær finansiering Et af hovedargumenterne er således, at det er dyrere at hjælpe elever fra ikke-uddannelsesvante hjem igennem deres uddannelse. Forskellige rapporter bekræfter netop denne forskel på udgifterne til at uddanne elever fra uddannelsesvante og ikke-uddannelsesvante hjem – herhjemme har blandt andre Undervisningsministeriets styrelse for It og Læring, UNI-C, påvist denne forskel indenfor uddannelsesområdet. Derfor er der netop brug for et socialt taxameter, der sikrer, at pengene følger behovet og dermed gør ressourcefordelingen mere omkostningsnær. Det vil sikre at uddannelsesinstitutioner med mange elever fra en ikke-uddannelsesvant baggrund får bedre råd til den nødvendige ekstra indsats i form af lektiehjælp, enetimer og tilsvarende. 2. Det medfødte frafald Det er ikke bare omkostningerne på uddannelse af eleverne, som relateres til den enkeltes uddannelsesmæssige baggrund - det gør frafaldet også. Cevea lancerede sidste år en rapport, der viste at 70 pct. af variationen i skolernes frafald, kan forklares alene ud fra forældrenes uddannelsesniveau, samt elevernes karakterer fra folkeskolen. Således fremgik det, at en uddannelsesinstitution, hvor den gennemsnitlige længde af forældrenes uddannelse er op til 12 år, forventes at have en frafaldsprocent på mere end 10 pct. Til sammenligning er frafaldsprocenten på institutioner, hvor forældrenes gennemsnitlige uddannelseslængde er op til 16 år, helt nede på 2,2 pct. Med andre ord en ganske markant og statistisk solid forskel. Et socialt taxameter vil derfor også være en måde at bryde den negative spiral, som man oplever på uddannelsesinstitutioner med mange elever fra ikke-uddannelsesvante hjem, stort frafald og dermed faldende indtægter. Ellers rammer frafaldet hårdt, når der ikke er taget højde for den konkrete elevsammensætning. 3. Stigende polarisering Vores nuværende taxametersystem har ikke bare ignoreret de sociale skel, men ser faktisk ud til at have gjort dem endnu større. Hvis man alene kigger på gymnasierne, kan man se en tydelig tendens til øget polarisering. I 1987 gik 38 pct. af de danske gymnasieelever, hvis forældre havde en akademisk uddannelse, på en femtedel af gymnasierne. Den femtedel af gymnasierne, der havde færrest elever med akademikerbaggrund, havde derimod kun 8 pct. I 2010 var tallene henholdsvis 43 pct. og 5 pct. Vi kan med andre ord have sat kursen mod a- og b-gymnasier. Det kræver nye indsatser og mere målrettet ressourceforbrug, hvor et socialt taxameter igen er et oplagt redskab. 4. Den store systemfejl – Bonus til de stærkeste I modsætning til at anvende ressourcerne, der hvor behovet er størst, så har det nuværende taxametersystem faktisk en indbygget systemfejl, der forårsager den modsatte tendens. Det såkaldte færdiggørelsestaxameter har netop i dag den egenskab, at det i realiteten fører til en omfordeling fra de ressourcesvage uddannelsesinstitutioner til de ressourcestærke institutioner. Dette sker, fordi det ganske enkelt er lettere at sikre høj gennemførsel de steder, hvor elevgrundlaget har de fornødne faglige og sociale kvalifikationer, end der, hvor dette i begrænset omfang gør sig gældende. Man belønner gennemførelse uden at se på baggrund, hvilket betyder at institutioner med i forvejen stærke elever bliver belønnet, samtidig med man også giver institutionerne incitament til at spekulere i at fravælge elever, som på papiret har lavere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. 5. Underprioriteret uddannelseskvalitet Som et forarbejde til Ceveas rapport fra sidste år lavede vi nogle surveyspørgsmål, der gav svar fra 439 ungdomsuddannelseslærere. Her viste det sig at 84 pct. var helt eller delvist enige i at ’Taxametersystemet sætter økonomien over uddannelseskvaliteten’. Det vil være for langt at gå, hvis man sagde, at det sociale taxameter i sig selv løser dette problem. Det gør det langt fra. Det kan kun bidrage til at understøtte de elever, der har størst behov. Men det er en vigtig begyndelse på opgøret med de nuværende systemfejl. Og opbakningen til indførelse af socialt taxameter synes også at møde massiv opbakning i uddannelsessektoren. Hele 57 pct. af landets uddannelsesledere menere således, at indførelse af et socialt taxameter vil føre til en mere retfærdig fordeling af de økonomiske undervisningsmidler. Der kræver således flere korrektioner af det nuværende system, hvis uddannelses-tænkning skal sættes over økonomisk-tænkning, men nu er vi igang! Vi har brug for at gøre det omkostningsnært Argumenterne for at give Christine Antorini det nye redskab til at sikre en mere omkostningsnær ressourcefordeling er mange. ”Pengene følger behovet” er et sundt princip. Og dette nye redskab vil kunne slå et vigtigt slag mod uligheden blandt unge under uddannelse med sit forslag om en intern omfordeling af ressourcerne. Udspillet lægger op til et socialt afbalanceret uddannelsessystem, hvor overskuddet overføres fra de ressourcestærke unges gymnasier og erhvervsskoler med høj gennemførselsprocent til de ressourcesvage unges gymnasier og erhvervsskoler, hvor det er frafaldsprocenten, som skyder gennem loftet, og hvor pengekassen hurtigt er gabende tom. Dermed gør ordningen op med skævvridningen af overskud og underskud i kassen. Omfordelingen sikrer en investering i de ressourcesvage unges fremtid i uddannelsessystemet og i sidste ende deres fremtid på arbejdsmarkedet. Det er en vigtig prioritering at sikre lighed og social balance i uddannelsessystemet, så alle unge – Om de er i social medgang eller modgang – kan fastholdes i uddannelsessystemet til de er færdige. Udspillet er derfor godt. Men spørgsmålet er om det også er et redskab, der har muskler nok bag sig? De kroner i kassen, der bliver frigjort til finansiering af det sociale taxameter, ligger på 200 mio. kr. i Undervisningsministerens udspil. Kun tiden kan vise, om det er en tilstrækkelig satsning, men uanset hvad, så er det en vigtig satsning. Der er taget et nyt redskab i brug, som kan opprioriteres og styrkes de kommende år, når vi kan begynde at se effekterne ude på landets tekniske skoler, gymnasier og handelsskoler. Hvis gennemførselsprocenten blandt unge skal gøres uafhængigt af karakterblad og mors og fars uddannelsesniveau, så kræver det massiv politisk opbakning fra det samlede Christiansborg og løbende finpudsning de kommende år. Men nu er det vigtigste spadestik taget. Forfatter: Jens Jonatan Steen.

24. June 2014

Får B-holdet også studenterhuer?

48.000. Så mange nyudklækkede studenter kan denne sommer sætte studenterhuen på hovedet efter tre års slid. Efter hårde brækfyldte gymnasiefester, slavisk gennemgang af De Puniske Krige og abstrakt digtfortolkning i dansktimerne, indtager larmende hestevogne og lastbiler for tiden de større danske byer.

7. May 2014

Liberalisterne skælver

Verden er ikke, som vi troede eller hvert fald ikke, som liberalismens førende fortalere har troet. Den økonomiske komet Thomas Piketty har med sine omfattende empiriske studier af 200 års udvikling i vækst, kapitalafkast og skattebetaling vist at øget velstand til de allerrigeste ikke er kommet os alle sammen til gode. Et resultat der har vakt stor opstandelse.

5. May 2014

Kapitalismens konsekvenser kortlagt!

Kapitalismens konsekvenser kortlagt!

29. April 2014

Uligheden i Danmark er stigende

Ulighed kan opgøres på mange forskellige måder, men tallene taler deres soleklare sprog: Uligheden i Danmark er steget.

27. March 2014

Højrefløjen bagatelliserer ulighed

De seneste år er problemerne med den stigende ulighed for alvor kommet på den internationale dagsorden. Topcheferne i World Economic Forum, samarbejdsorganisationen OECD og Den internationale Valutafond (IMF) har alle advaret mod, at uligheden stiger for kraftigt og svækker vores økonomier.

24. March 2014

Ulighed bekymrer verden

De seneste år er problemerne med den stigende ulighed kommet på den internationale dagsorden. Topcheferne i World Economic Forum, samarbejdsorganisationen OECD og Den internationale Valutafond (IMF) har alle advaret mod, at uligheden stiger for kraftigt og svækker vores økonomier.

19. March 2014

Omfavn fællesskabet sammen med os andre, Bent Falbert

Kvindekæmpere, fagbevægelsen og os, der mener at lige samfund er at foretrække, fik i sidste uge en ordentlig omgang i Bent Falberts faste klumme her i avisen (12. marts, red.). Falbert når både at fastslå, at hvis kvinder får mindre i løn, så er det deres egen skyld - i hans øjne er de simpelthen ikke ambitiøse og hårdtarbejdende nok - og at påstå, at de traditionelle fagforeninger ikke spiller nogen rolle for folks løn.

6. March 2014

Gymnasiet: Adgangskrav vil ramme skævt

Det har mærkbare konsekvenser at hæve adgangskravene til erhvervsskoler og gymnasier, hvilket naturligvis også er hensigten.Det er bare ikke alle konsekvenser, der er lige åbenlyse og lige forventede. Derfor kan det, der skulle være så godt, ende med at blive skidt.

21. February 2014

Privatskoler: forbeholdt for udvalgte ’kunder’

Det er hverken ’åbent hus’ eller ’free seating’, der præger festen, når mange af landets privatskoler sender invitationer ud. Retten til at afvise elever står nemlig indskrevet i lovgivningen, og udgør en grundforudsætning for privatskolernes forretningsmodel. Selvom det har været fremlagt, som en ret teoretisk mulighed, så står privatskolerne stejlt på deres ret til at til- og fravælge elever efter forgodtbefindende. Både retten til og brugen af elevselektion er en indiskutabel realitet. Det slår en ny gennemgang af de 50 privatskoler, som har det højeste karaktergennemsnit, fast. Opgørelsen, som er foretaget af Søndagsavisen, viser, at hver anden skole eksplicit skriver på deres hjemmeside, at børnene skal opfylde særlige faglige og sociale kriterier, for overhovedet at komme i betragtning til en plads på skolen. Og Skole og Forældres rådgivningstelefon bekræfter, at de ugentligt oplever, at frustrerede forældre, ringer ind og beretter om, at deres barn er blevet afvist eller smidt ud af en privatskole. Kunden har altid ret Privatskolerne forklarer ærligt og redeligt, hvor afgørende selektionsmekanismen er for deres forretningsmodel. I Søndagsavisen forklarer en privatskoleleder således, at ’Vi lever af tilfredse kunder’ og ’Barnet skal passe til os’. Det betyder, at en væsentlig del af privatskolerne er mindre imødekommende, når det kommer til at tage imod børn, som ikke umiddelbart passer ind. Det kan selvfølgelig handle om børnenes og forældrenes grundlæggende værdier, men omhandler f.eks. også børn der har faglige udfordringer, kommer fra socialt belastede hjem, har diagnosticerede lidelser som ADHD eller i øvrigt bare ’ikke passer ind’. Det kan virke helt indlysende naturligt, at et privat initiativ skal have lov til at selektere og vælge deres egne elever, men problemet er, at denne skoleform, som er forbeholdt ’udvalgte elevgrupper’, er finansieret af fællesskabet og skatteyderne. De såkaldte privatskoler modtager nemlig hele 71 pct. af, hvad en gennemsnitlig folkeskole får i tilskud pr. elev. Det betyder altså, at vi alle sammen bidrager til finansieringen af privatskolerne, samtidig med at skolerne kan vælge de svage, og dermed også de dyreste, elever fra. En undersøgelse fra UNI-C viser sort på hvidt, at der er større udgifter forbundet med at undervise ressourcesvage fremfor ressourcestærke elever. Kommer en elev fra et ikke-uddannelsesvant hjem, hvor der ikke er hjælp at hente hjemmefra, så kræver det typisk en større indsats fra skolens side at sikre samme faglige niveau, som for en elev, hvor mor og far kan hjælpe med ligninger og retstavning. Det gør det unægtelig lettere at give kunden ret, og på samme tid levere en høj undervisningskvalitet, når man har mulighed for at selektere ’problembørnene’ fra. Smidt på porten – uden begrundelse Mens retten til selektion giver privatskolerne unikke muligheder for at styre deres elevsammensætning, og sikre de bedst mulige forudsætninger (’de billigste elever’) for at levere en høj kvalitet, så gør reglerne eller på mangel på samme i forbindelse med afvisning af elever tilsvarende. På dette punkt har privatskolerne nemlig heller ikke samme forpligtelser som folkeskolerne. Mens folkeskoler har pligt til at give advarsel, give skriftlig begrundelse, give konkret klagevejledning og i sidste ende via kommunen er pålagt at henvise til alternativ skolegang, så kan privatskolerne gøre præcis, som de ønsker. Det er altså kun Folkeskole- og Forvaltningsloven, der giver konkrete anvisninger omkring en skriftelig begrundelse for at smide elever ud, mens Friskoleloven ikke indeholder sådanne bestemmelser eller garantier. Det er naturligvis langt fra alle privatskoler, der anvender denne praksis og de fleste skoler vil givetvis angive en formel begrundelse og samtidig give mulighed for at klage til skolens bestyrelse, men det er altså ikke påkrævet. Retten til at selektere og afvise elever er således alene forbeholdt privatskoler, som samtidig kan gøre det, uden at offentliggøre et eneste optagelseskriterium og uden at give begrundelse for hverken afslag eller udsmidning. Selvom den statslige finansiering er altafgørende for skolernes drift, så er kravene til den sociale ansvarlighed forsvindende små. Faktisk ikke eksisterende. Socialt taxameter kan modarbejde enklaveskoler Problemet er, at det politisk fastlagte offentlige tilskudssystem til privatskolerne ikke indgyder til socialt ansvar. Tværtimod er tilskudssystemet faktisk indrettet på en sådan måde, at det bedst betaler sig for privatskolerne at lukke ressourcestærke elever ind og afvise ressourcesvage elever, fordi sidstnævnte er ’dyrere i drift’. For uanset hvilken faglig og social ballast den enkelte elev kommer fra, så er tilskuddet pr. elev det samme. Denne erkendelse har man handlet på i en række kommuner, hvor tilskuddet til folkeskolerne fordeles på baggrund af skolernes sociale elevsammensætning, og flest penge derfor ledes hen, hvor behovet er størst. Men man mangler fra politisk side at handle på denne erkendelse, i forhold til privatskolerne, som får samme tilskud pr. elev uanset elevsammensætningen. Og uagtet af privatskolerne altså vælger og vrager mellem, hvilke elever de lukker ind, uden at det har indflydelse på skolens offentlige tilskud. Forholdet mellem rettigheder og pligter er ganske enkelt ude af trit for privatskolernes vedkommende. Tilskudssystemet bør tilskynde privatskolerne til social ansvarlighed – ikke det modsatte. Derfor er en social omfordeling af de offentlige tilskud til privatskolerne en tiltrængt nødvendighed, som undervisningsministeren hellere i dag end i morgen bør rykke på. En social omfordeling, eksempelvis via et socialt taxameter, vil sikre en bedre sammenhæng mellem omfanget af den sociale opgave, som den enkelte privatskole løfter, og tilskuddets størrelse. Samtidig ligger der også en afgørende signalværdi i at lade privatskolernes støttekroner afhænge af, hvor stort et socialt ansvar de tager for fællesskabet, ligesom der bør skabes klare rammer for, hvordan man kan afvise og udsmide elever fra privatskolerne. Vi har brug for privatskolerne som afgørende bastioner i det danske skole- og undervisningsmiljø. Deres evne til at tænke nyt og agere innovativt har en uvurderlig værdi. Men det må bare ikke ske på bekostning af fællesskabet, og uden en større social ansvarlighed end den vi ser i dag. Tiden er kommet til at styrke det sociale ansvar. Læs indlægget på JP her.   Forfatter: Jens Jonatan Steen.  

21. February 2014

Friskolernes fornægtelsesforening?

Vi har i Danmark en stærk tradition for fri- og privatskoler, som har skabt stor fornyelse og refleksion i det danske skolemiljø. Det skal vi være stolte af, og det skal vi værne om. De private skoler har taget hånd om elever, der ikke passede ind i folkeskolen og de har udgjort et vigtigt alternativ i undervisningsverdenen.

14. February 2014

Obama viser vejen med højere mindsteløn

Danske politikere kunne fint hente inspiration i den amerikanske præsidents årlige statustale. For Obama sætter alt ind på at bekæmpe uligheden og på at sikre et mere retfærdigt arbejdsmarked. Og han vil bruge sin politiske magt i kampen for det.