Velfærd

Alle debatindlæg i denne kategori
17. april 2020

Vanopslaghs nyliberalistiske samfundsfortælling er kollapset

Af Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt på Netavisen Pio den 17. april 2020) Der er få argumenter tilbage i liberalisternes arsenal mod velfærdssamfundet. Corona-krisens konsekvenser viser, hvor afhængig vi er af hinanden. Ingen er sin egen lykkes smed. Alle er vi totalt afhængige af hinanden. Fra den lille frisør på gadehjørnet til tøj-giganter på den jyske hede med fabrikker i Fjernøsten. Direktøren tjener ingen penge, hvis rengøringsassistenten ikke kan få lov til at gå på arbejde. Når pædagogerne sendes hjem, og skolelærerne må klare undervisningen over skype-forbindelsen, så falder aktiekurserne. Alligevel prøver liberalistiske politikere og debattører krampagtigt at holde fast i en unuanceret, forsimplet og nu også forældet samfundsfortælling om, at den private sektor skaber værdierne, og den offentlige sektor klatter dem væk. Staten spiller en helt afgørende rolle Det kom senest til udtryk i Politiken, hvor Alex Vanopslag i indlægget ”Erhvervslivet skylder ikke politikerne noget for hjælpepakkerne” argumenterer for, at hjælpepakkerne mest af alt er en håndsrækning til velfærdsstaten, og at pakkerne i sidste ende er betalt af landets virksomheder gennem privat foretagsomhed. ”Det er den private sektor med hele værdikæden; investorer/aktionærer, ejere, direktioner, medarbejdere i top og bund, som finansierer velfærdsfesten i Danmark. ” skriver Vanopslagh. Men velfærdssamfundet er ikke blot et gode, der er nice to have. Det er i den grad need to have også for en privat sektor, der er dybt afhængig af, at vi har en god, professionel og dygtig offentlig sektor. Corona-krisen udstiller, at den nyliberalistiske forståelse af værdikæden bygger på en fejlslutning om, at der ikke skabes værdi i den offentlige sektor. I den liberalistiske samfundsfortælling står den offentlige sektor i evig gæld til den private. Men det står med den nuværende krise lysende klart, at det er forkert. Og det gælder ikke kun for de klassiske velfærdsopgaver som uddannelse, sundhed, pleje og pasning. Staten spiller lige nu en helt afgørende rolle i at understøtte virksomhederne gennem øget økonomiske aktivitet, kompensationer og lånemuligheder. Det er helt afgørende for medarbejderne, men også for ejerne. Ville Vanopslagh turde gå den ideologiske planke ud Heldigvis er det få erhvervsdrivende, der selv befinder sig helt ude på den liberalistiske højrefløj. Mange kan godt se, at de er dybt afhængige af det omkringliggende samfund. Særligt i et land som Danmark med mange små og mellemstore virksomheder. Lige fra den lille iværksættervirksomhed til Københavns Lufthavn med tusindvis af medarbejdere har velfærdssamfundet evnet at træde til og afhjælpe de økonomiske konsekvenser af corona-krisen. Havde Mette Frederiksen været minimalstatsliberalist og laissez faire økonom, så havde hun nok afvist, at der skulle politiske initiativer til for at understøtte virksomhederne og skabe økonomisk tryghed. Spørgsmålet er om liberalister som Vanopslagh selv ville turde at gå den ideologiske planke ud og lade stå til, hvis han selv havde ansvaret, eller om også Vanopslag havde grebet til den samme socialdemokratiske værktøjskasse som Mette Frederiksen? Det er godt for Danmark, at vi aldrig får svaret på det spørgsmål. Det handler ikke om taknemmelighed. Men hvis regnebrættet skal gøres op, som Vanopslagh foreslår, er det åbenlyst, at et sundt og levedygtigt erhvervsliv forudsætter en sund og stærk offentlig sektor.

4. april 2020

»Lur mig, om ikke vi snart vil høre den borgerlige sang om, at nu skal livremmen strammes«

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea (Indlægget blev fra i Politiken den 4. april 2020) Coronakrisen har sat store tykke streger under, at den private sektor er fuldstændig og aldeles afhængig af den offentlige sektor. Der er ikke den liberalist i Cepos og omegn eller borgerlige politiker, som ikke bifalder hjælpepakkerne til erhvervslivet. Og med rette. For hjælpen er klog og velanbragt. Begavet regulering i verdensklasse. Velfærdsstaten i endnu en stjernestund. Men hvad vil der ske med selvsamme velfærdsstat, når vi kommer på den anden side af coronaen? Når regningen skal betales på den lange bane? Jeg har mine bange anelser. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var klar i mælet, lang tid før der overhovedet var nogen, som havde hørt ordet ’corona’. Her gav han nemlig udtryk for, at det økonomiske råderum udelukkende skal bruges til at investere i klimaomstilling. Altså ingen penge til velfærd. Og hvad nu, hvor coronaregningen også blander sig sammen med den bundne opgave om en klimaomstilling med 70 procent CO2-reduktion i 2030? Lur mig, om ikke vi snart vil høre den borgerlige sang om, at tiden er kommet til, at livremmen skal strammes over for de offentlige velfærdsudgifter – i krisepolitikkens navn. Som tak for hjælpen. Det var præcis det, der skete efter finanskrisen i hele Europa, hvor takken til velfærdsstaternes krise-ambulancetjeneste var en stram sparepolitik, der gjorde ledighedskøerne længere og kvalte enhver økonomisk optimisme. Men kan partierne bag forståelsespapiret så ikke bare ignorere Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape og Alex Vanopslagh og insistere på, at der skal være råd til både corona, klima og velfærd? Problemet er, at det næppe er dér, de radikale er. Partiet er mere optaget af klima end af velfærd, og når nu coronakrisen kræver penge, mange penge, kan alt komme i spil for en radikal politiker. Også de fint afstemte balancer med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i et forståelsespapir. Og det kan gå ud over velfærden. Nu var der lige dækket op til klimaomstilling og velfærdsløft, og så kan vi risikere, at hele spisestellet bliver trukket ned på gulvet. Lad det ikke ske. Please! Hvis resultatet af coronakrisen bliver en aflysning af velfærdsløftet, og at livremmen strammes markant i de offentlige budgetter, vil det sende samfundet ud i en helt unødvendig krise. Politisk. Socialt. Og økonomisk. Først velfærden: Folketingsvalget 2019 var ifølge samfundsforskeren Jørgen Goul Andersen et velfærdsvalg, som handlede om, at mange danskere var frustrerede over en nedslidt og forringet offentlige service – daginstitutioner, skoler, ældreforsorg, sundhed. Med god grund. Jørgen Goul Andersen har for Mandag Morgen lavet en analyse, der viser, at det offentlige forbrug per indbygger fik et dramatisk knæk i 2010’erne. I 1990’erne og 00’erne voksede de offentlige udgifter med 1,8 procent om året per borger i gennemsnit, men i 10’erne var der tale om nulvækst. Det er selve samfundsmodellen, der er sat under pres. Og det går hurtigt i disse år. Andelen af danskerne, der vælger private alternativer, når det gælder sundhed, daginstitutioner, skoler, ældreforsorg mv., er voksende, og hvis først de privilegerede går egne veje og fravælger fælles løsninger, vil det underminere den brede opbakning til samfundsmodellen. Derfor er det så vigtigt med et løft til velfærden – som minimumsnormeringer, tidlig tilbagetrækning, flere penge til uddannelse mv. er udtryk for. Og derfor er det et problem, hvis en strammet livrem kvæler velfærdsløftet. Og så er der de negative økonomiske konsekvenser af at skære ned i offentlige udgifter. Samfundsøkonomien er ikke en husholdningsøkonomi. Og hvis man reagerer på en dårlig økonomi ved at sige »Nu skal der spares«, vil samfundet glide ind i en recession, hvor alt falder: forbruget, beskæftigelsen, optimismen og lysten til at investere. Det vil være et argument for flere nedskæringer. En ond cirkel. Erfaringen viser, at det især vil gå ud over de svageste. Heldigvis er der et alternativ til svækket offentlig velfærd, recession og arbejdsløshed. Læren fra kriser – 30’ernes ikke mindst – er, at hvis man vil trække den kapitalistiske økonomi væk fra afgrunden, skal man give den offentlige sektor en nøglerolle i økonomien og turde kaste sig ud i offentlige investeringer, der kan sætte gang i forbruget og optimismen. Og det bliver ikke svært at finde egnede områder for investeringer i denne tid. For ud over at finansiere den forbigående corona står vi jo netop over for et stort behov for offentlige investeringer i mennesker, velfærd og den nødvendige klimaomstilling. Disse investeringer vil på én og samme tid kunne styrke vores samfundsmodel og holde recessionen for døren. Men der er også en anden økonomisk gevinst, som har været undervurderet alt for længe. Den handler om, at offentlige investeringer er selve forudsætningen for en produktiv og stærk privat sektor på langt sigt. Sagen er, at den offentlige sektor tilvejebringer dét, som er vigtigt for danske virksomheder: en stor, veluddannet, topmotiveret og loyal arbejdsstyrke. Hver dag frisætter daginstitutionerne mor og far til arbejdsmarkedet. Hver dag kvalificerer skoler og uddannelser børn og unge til fremtidens jobs. Hver dag hjælper sundhedsvæsenet syge mennesker, så de kan blive klar til at arbejde. Hver dag holder dagpengene hånden under mennesker, så de ikke ryger ud i social deroute, og så arbejdsgiverne kan profitere af fleksible afskedigelsesregler osv. osv. Genialt. Er det mærkeligt, at Danmark ligger i toppen af verdensranglister, når det gælder konkurrenceevne og erhvervsklima? Nej, vel? Derfor er det klogt at prioritere offentlige investeringer – corona eller ej. Og vi har rigtig gode muligheder for at kunne gøre det på en balanceret og økonomisk ansvarlig måde, fordi de offentlige finanser er kernesunde, fordi gælden ikke er et problem, fordi vi har en høj kreditværdighed, og fordi renterne er lave. Men hvad med EU’s Vækst- og Stabilitetspagt? Den vil blive en udfordring. På den korte bane har coronakrisen godt nok ført til en suspendering af pagtens stramme budgetkrav, men hvad sker der, når smitten er drevet over, og krisepakkerne er udløbet? Så begynder den politiske kamp om, hvordan vi genopretter den europæiske økonomi. Her må Danmark insistere på, at Europa løsner de alt for stramme finanspolitiske tøjler. Danmark er på rette vej politisk, og coronaen ændrer intet ved det. Medmindre altså at borgerlige kræfter får held til at sende regningen for coronakrisen videre til de svageste i form af udsultet offentlig velfærd, arbejdsløshed og svækket social sammenhængskraft. Så har vi intet lært. Og så er der for alvor dømt krise.

13. januar 2020

Her er seks måder, der kan skaffe pengene, som skal løfte velfærden

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea, Mona Striib, formand for FOA, Anders Bondo, formand for DLF, Elisa Rimpler, formand for BUPL, Bodil Otto, formand for HK Kommunal og Mads Bilstrup, formand for Socialrådgiverne (Indlægget blev bragt i Politiken den 13. januar 2020) Hvad har pædagogen, der ikke har tid til at hjælpe lille Molly med at blive en del af legen, til fælles med læreren, som skal håndtere to elever med særlige behov? Og hvad har pædagogen og læreren til fælles med den pressede sosu-assistent? Med den frustrerede socialrådgiver og HK’er? Og med sygeplejersken, der render fra stue til stue?​​ De tilhører alle det frontpersonale i velfærdsstaten, som dagligt oplever, hvordan pressede budgetter skaber afstand mellem den fagligt forsvarlige indsats og muligheden for at realisere den. Og de ser, hvordan det går ud over barnet i børnehaven, eleven, patienten, den hjemløse og plejehjemsbeboeren. Professor Jørgen Goul Andersen har for Mandag Morgen lavet en opsigtsvækkende analyse, der viser, at udviklingen i det offentlige forbrug per indbygger fik et dramatisk knæk i 10’erne. I 1990’erne og 00’erne voksede de offentlige udgifter med 1,8 procent om året per borger i gennemsnit. Men i 10’erne har væksten været tæt på 0 procent om året. Og nu presses velfærden af, at antallet af børn og ældre vokser. Jørgen Goul Andersen advarer mod et ’systemskifte’, hvis det økonomiske pres fortsætter. For hvis 20-30 procent af befolkningen vælger private alternativer, når det gælder sundhed, daginstitutioner, skoler etc., vil de miste interessen i de fælles løsninger, og det vil kunne underminere den universelle danske velfærdsmodel, mener han. Point of no return. Store ord. Og vi deler dem. Der er rigtig meget på spil. Derfor er der brug for et markant velfærdsløft, hvad angår daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsenet, socialområdet og ældreforsorgen. ​​ Som om det ikke var nok, står vi også over for endnu en kæmpe udfordring: En nødvendig og ambitiøs klimaomstilling, hvor udledningerne af drivhusgasser skal begrænses med 70 procent frem mod 2030. Kan man overhovedet finde pengene? Vores svar er: Ja, det kan man. Pengene er der. Skal vi så gøre, som vi plejer, når vi vil skaffe penge til velfærd? Skal vi øge arbejdsudbuddet gennem gulerod og pisk-reformer? Nej, det skal vi ikke. Siden 00’erne har arbejdsudbudsreformer stået højt på dagsordenen. Målet har været at flytte mennesker fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet og at lokke de velbjærgede til at arbejde mere. Grebene? Politikerne har sat folkepensions- og efterlønsalderen op. Strammet reglerne for kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension. Halveret dagpengeperioden. Indført kontanthjælpsloft og integrationsydelse. Og de har lettet skatten i toppen. Kort fortalt: Pisken er brugt i bunden, og guleroden er brugt i toppen. Den vej til flere penge har nået en grænse. Og den holdning står vi ikke alene med. Topøkonomer som Nina Smith og Torben M. Andersen, der i årtier har anbefalet arbejdsudbudsreformer, siger i dag som andre topøkonomer: De lavthængende frugter er plukket, og vi er kommet så langt ned i bunkerne blandt de ledige, at der ikke er meget mere at hente ved at presse dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Tværtimod risikerer vi at skubbe mennesker med problemer endnu længere væk fra et job og en bedre tilværelse. Vi er altså nødt til at finde andre veje til flere penge. Her vil vi opfordre politikerne til at se i seks retninger: Indfør intelligente skatter​​ Det har været et dogme i mange år, at skatter ikke kan sættes op – kun ned. Og det er gået ud over velfærden. Hvor mange penge har vi tabt på gulvet? AE-Rådet viser i et nyt notat, at den offentlige velfærd går glip af 35 milliarder kroner hvert år, fordi der siden 2001 er gennemført lettelser af topskatten, selskabsskatter, arveafgifter, formueskatter mv. Heraf er mere end en tredjedel af skattelettelserne foretaget af Lars Løkke siden 2015. I de 35 milliarder kroner om året er skattestoppet på boligområdet, som først og fremmest er kommet de rigeste boligejere til gode, ikke engang talt med. Hvad kunne man ikke få af velfærd, hvis man rullede disse skattelettelser tilbage? Det har AE-Rådet også regnet på. 35 milliarder kroner i tabte skatteindtægter hvert eneste år svarer til 59.500 offentligt ansatte – skolelærere, pædagoger, sosu’er, HK’ere, sygeplejersker og socialrådgivere. Det er blevet tid til intelligente skattestigninger. Heldigvis har den nye regering lagt op til et brud med skattestoppet. Regeringen og dens støttepartier har tilbagerullet den nedsættelse af arveafgiften, som den borgerlige regering gennemførte i forhold til arvinger af virksomheder. Det medfører et årligt merprovevu på 1 milliard kroner. Det svarer til 1.700 offentligt ansatte. Boligjobordningen, som koster knap en halv milliard kroner, kunne også afskaffes. Efter vores mening bør man gå videre ad skattevejen for at skaffe penge til velfærden. Vi vil opfordre Christiansborgs politikere til at gå de senere års skatterabatter og lempelser i toppen efter i sømmene. Styrk skattekontrollen ​​ Det har rystet mange, at et netværk af finanssvindlere har kunnet fuske sig til 12,7 milliarder kroner i forbindelse med udbytteskatten. Med god grund – det er en skandale. Men de færreste er opmærksomme på, at den danske statskasse hvert år går glip af mindst 14,1 milliarder kroner – læs: 24.000 offentligt ansatte – alene fordi små og mellemstore virksomheder betaler mindre i skat, moms og afgifter, end de burde ifølge loven. Selv om Skattestyrelsen selv vurderer, at cirka hver tiende virksomhed snyder bevidst, kontrollerede styrelsen i 2017 20 procent færre virksomheder, end den gjorde i 2015. Kontrolprocenten faldt fra 3,5 til 2,7 procent på blot 2 år. Kontrollen halter. Det fører til kæmpe tab i skatteindtægter, det svækker tilliden til velfærdsstaten, det skaber unfair konkurrencefordele til snyderne, og det åbner for en ladeport af organiseret kriminalitet. Skattekontrollen er en god forretning for statskassen. I 2017 indbragte guldkalven et nettoprovenu på 5 milliarder kroner. Det svarer til et nettoprovenu på mere end 5 millioner kroner per ansat. Med finansloven har regeringen og dens støttepartier tilført skattekontrollen 250 nye årsværk. Det er en god start. Men der er brug for en langsigtet og ambitiøs aftale for skatteforvaltningen – for velfærdens skyld. Og så skal vi begrænse transnationale virksomheders muligheder for at flytte rundt på overskud mellem lande efter forgodtbefindende. Især på EU-niveau skal reglerne strammes. Sats på ny type reformer​​ Som nævnt har fremtrædende økonomer gjort op med traditionelle arbejdsudbudsreformer som vejen til flere penge. Nu er det tid til at fokusere på en ny type reformer. Som professor Nina Smith har udtrykt det: »De næste reformer – man kunne kalde dem for ’andengenerationsreformer’ til forskel for ’førstegenerationsreformerne’, som mest vedrørte kvantiteten af arbejdsudbuddet – må have fokus på hele styringen og indretningen af den offentlige sektor og kvaliteten af arbejdsudbuddet, dvs. uddannelsessystemet, kvaliteten af uddannelserne og deres relevans for arbejdsmarkedet«. Ifølge Nina Smith handler det altså ikke længere om, hvor mange hænder og hoveder reformer kan få ud på arbejdsmarkedet. Det er vigtigere at have dygtige hænder og kloge hoveder. Den vision abonnerer vi i den grad på. Lad os komme i gang. For det her er der altså penge i. AE-Rådet har i august lavet en analyse, som viser, at opkvalificering er en god forretning. Hvis man f.eks. giver 2.000 ekstra ufaglærte 30-årige en faglært uddannelse, vil det allerede efter 5 år give et overskud til det offentlige. Over tid vil det årlige overskud stige til 3 milliarder kroner. Det skyldes, at man får markant lettere ved at finde et job, når man får en faglært uddannelse. Her kan kommunerne og Christiansborg med fordel hive et redskab frem, som bliver brugt mere og mere: revalidering. Og så er der de ikkevestlige indvandrere. Ifølge Finansministeriet ville danske skatteydere have sparet op mod 17 milliarder kroner i 2015, hvis ikkevestlige indvandrere, især kvinder, havde været i beskæftigelse i samme omfang som etniske danskere. Andengenerationsreformer viser, at vi ved at bruge penge på en indsats i dag kan opnå en økonomisk gevinst i morgen, der kan bidrage til at finansiere fremtidens velfærd. Gør regnemodellerne bedre og invester i mennesker​​ ’Skaffedyrene’ hed overskriften på en leder i JyllandsPosten, der blev bragt i valgkampen. Pointen var, at den private sektor skaffer pengene, mens den offentlige sektor bruger pengene. Hele forestillingen om, at den offentlige sektor er en klods om benet på den driftige private sektor, er udbredt. Men det gør den ikke mere rigtig. Sandheden er, at den offentlige sektor i høj grad understøtter den private sektor, og at offentlig service og sociale investeringer generelt er en forudsætning for en stærk og produktiv privat sektor. Det begynder i daginstitutionerne. Den amerikanske økonom James Heckmann har vist, at offentlige investeringer i børn giver et kæmpe afkast. Og den største arbejdsudbudsreform, vi nogen sinde har lavet i det her land, var, da vi fik daginstitutioner, som frisatte mor til arbejdsmarkedet. Sådan er det hele vejen rundt: Skolerne og uddannelsessystemet kvalificerer arbejdskraften til arbejdsmarkedet. Sundhedsvæsenet lapper arbejdskraften sammen. Flexicuritymodellen giver fleksible hyre- og fyreregler, ro på arbejdsmarkedet og opkvalificerer arbejdskraften. Pointen? Skattekroner går langt hen ad vejen til at skabe en stor, veluddannet, velmotiveret og sund arbejdsstyrke. Derfor er det ikke underligt, at Danmark ligger i verdenseliten i internationale målinger af erhvervsklimaet fra Verdensbanken, Forbes Magazine mv. Desværre tæller de sunde økonomiske effekter af offentlige investeringer ikke systematisk med i regnemodellerne og dermed i de politiske prioriteringer, når der laves f.eks. finanslovsaftaler. Det gør de såkaldte dynamiske effekter af skattelettelser til gengæld. Det er pivskævt og dumt. Hvis vi gør noget ved den ubalance – som der blandt andet er taget tilløb til med den socialøkonomiske model (SØM) – vil vi få et mere retvisende billede af, hvordan velfærdsstaten bidrager til økonomien. Brugt på den rigtige måde kan SØM åbne vores øjne for, hvor vigtigt det er at lave kloge investeringer i mennesker. Lykkes det, har vi skabt et paradigmeskift. Gør op med den snærende budgetlov ​ Og så nytter det altså ikke, at vi spænder ben for en ordentlig velfærd med rigide budgetregler for kommunerne. Kommunerne er i dag underlagt en budgetlov, som betyder, at der vanker økonomiske sanktioner, hvis den enkelte kommune overskrider det aftalte årsbudget med bare et lille beløb. Det gør det umuligt at lave de kloge langsigtede investeringer, som kan give store samfundsøkonomiske gevinster. Med de etårige udgiftslofter holder kommunerne igen med indsatser, som kan give besparelser på den lidt længere bane. Loven betyder også, at mange kommuner ikke udnytter hele deres budget af frygt for at blive straffet økonomisk af staten. Det betyder, at borgerne ifølge beregninger lavet af FH på grund af budgetloven er gået glip af 23 milliarder kroner i kommunal service – daginstitutioner, skoler, ældreforsorg mv. – fordi kommunerne ikke har udnyttet budgettet fuldt ud. Gør budgetloven fleksibel. Lad os få flerårige budgetter med mindre rigide lofter. Som Det Økonomiske Råd har vist, er den danske budgetlov strammere, end EU kræver. Der er råd til både velfærd og klimaomstilling​​ Samtidig med at velfærden skal have et markant løft i kroner og øre, kræver klimaomstillingen også penge. Mange penge. Og man kan ikke få begge dele, mener man fra borgerlig side. Vi må prioritere, og her er klimaet vigtigst, lyder det fra den nye Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen. Det var også budskabet på Dansk Industri Klimaets Topmøde. ​​ Men det er en fejlslutning. Der er nemlig ingen modsætning mellem at prioritere velfærden og klimaet højt på én og samme tid. Tværtimod giver det rigtig god mening med klimabriller at erstatte en fremtidig vækst i privatforbruget med en vækst i offentlig omsorg, sundhed, socialt arbejde og uddannelse, som ikke belaster klimaet på samme måde som flere biler, rejser og udendørspejse. Det er den prioritering, vi skal foretage. På samme måde vil det være oplagt, hvis man f.eks. gennem grønne statslige investeringspuljer kunne inspirere pensionskasser til at investere endnu mere i klimaomstilling. Jo flere penge pensionsselskaber investerer i klima, jo flere penge kan den offentlige sektor reservere til velfærd. Her er det positivt, at den danske pensionsbranche har øremærket 350 milliarder kroner til grøn omstilling frem mod 2030. Det er også et vigtigt – første – skridt, regeringen og dens støttepartier har taget med Danmarks Grønne Fremtidsfond, her er der et stort potentiale. ​​ Danmark står lige nu med en presset velfærdsmodel og en bunden opgave: Der skal simpelthen findes penge, der kan finansiere et løft i velfærden og modvirke, at velfærdsmodellen slår sprækker. Som vi har vist her, er det bestemt ikke umuligt. Pengene er der. Hvis vi sætter skatterne op for de mest velhavende. Styrker skattekontrollen. Sender flere i uddannelse. Investerer i mennesker. Laver bedre regnemodeller. Løsner den snærende budgetlov. Og motiverer pensionsselskaber til at investere i klimaet. Så skal vi ikke bare se at komme i gang?

27. september 2018

Teenageoprøret fra generationen, der blev meget sent voksen

STORT SET ALLE reformer, der har justeret konkurrenceevne og arbejdsudbud og nedbragt trækket på de offentlige kasser uden undtagelse, har ramt yngre hårdere end ældre. Det er de unge, der skal blive på arbejdsmarkedet til de er 73 år. De er dem, der ikke fik efterløn, førtidspensionen kunne de ikke få, de har fået lavere ydelsesniveauer på dagpengene, kortere sikringsperioder. Der var SU-reform, vores boligpolitik beskytter deres forældres friværdi, men der er ingen betalelige boliger til unge osv. osv. Det skal ikke misforstås, som om at jeg er uenig i mange af de her reformer. Der er ingen grund til at pacificere så mange unge på førtidspension eksempelvis. Men alt andet lige er velfærdsstatens tilbud og sikring af unge danskere hel indiskutabelt ringere, end det deres forældre har kunnet regne med. Det ville jo ikke være unaturligt, hvis det havde kølnet de yngre generationers begejstring for vores samfundsmodel - al den tid at der både fordelingspolitisk og i velfærdsstaten er mere til deres forældre end til dem. Men det er ikke tilfældet. Læs indlægget på Avisen.dk

22. juni 2018

7 ANBEFALINGER TIL EN GOD OG ATTRAKTIV OFFENTLIG SEKTOR

I Cevea er vi glade for det store arbejde, der er lagt i Ledelseskommissionens anbefalinger, og det at Regeringen tager den offentlige sektor alvorligt og inviterer gode folk med til at udvikle den. Vi synes bare, der manglede nogen. For ledere leder ikke alene. De samarbejder hver dag med medarbejdere, der står i fronten af velfærdssamfundet, har fingeren på pulsen og ved, hvordan forandringer virker i praksis. Derfor samlede vi på Folkemødet 2018 tre repræsentanter for den offentlige sektor i en midlertidig medarbejderkommission, der live på scenen sammen udviklede et sæt alternative og supplerende anbefalinger til fremtidens offentlige sektor. Medarbejderkommissions medlemmer var Rasmus Bredde, specialarbejder i Københavns Kommune og fællestillidsrepræsentant, Pia Henriksen, lærer og kredsstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforeningen i Albertslund og Jan Hoby, næstformand i LFS – Landsforbundet for Specialpædagoger. Opdraget til arbejdet i Medarbejderkommissionen var, at: Diskutere og nuancere debatten om den offentlige sektor i dag og i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer en god og velfungerende offentlig sektor i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor i fremtiden er en attraktiv arbejdsplads Kommissionens anbefalinger skulle ligeledes kunne realiseres inden for de nuværende økonomiske rammer.   Medarbejderkommissionen udviklede syv anbefalinger, der hver især og tilsammen skal sikre en retning, hvor vi bevarer og udvikler en offentlige sektor, der leverer god kvalitet og er en attraktiv arbejdsplads: Alle der arbejder i og med den offentlige sektor – ledere, medarbejdere, politikere og fagbevægelse – skal have den samme forståelse af kerneopgaven hele vejen rundt og op. Det er en fælles og ledelsesmæssig opgave at sikre sammenhæng mellem værdikæden, styringskæden og meningskæden. Der må ikke sættes nye forandringer i gang uden, at der er sikkerhed for, at de kan implementeres – og uden mål for, hvordan de bliver evalueret undervejs og efterfølgende. Politikerne skal lade være at udstikke one size-fits all krav til dokumentation og benchmarks – og lade de enkelte institutioner selv fastsætte mål. Politikerne skal have tillid til den offentlige sektor. Drop overstyringen og detaljeregler. Ledere og medarbejdere skal følges ad – med fælles, understøttende uddannelse og i den konkrete udvikling af løsningerne. Politikere og fagbevægelse skal understøtte, at medarbejdere og ledere engagerer sig professionelt i deres arbejde, deres fag og udviklingen af den offentlige sektor.  

10. april 2016

Skattely og skattesnyd er en trussel mod velfærdssamfundet

Faciliteringen af brug af skattely og andre skattemæssige fiksfakserier, som både kan være lovlige og ulovlige, er over de seneste årtier flyttet fra sidegaderne til hovedgaden.

22. december 2015

Civilsamfundets ressourcer er gået tabt i konkurrencestaten

Civilsamfundet rummer uanede ressourcer, som er gået tabt i konkurrencestaten og nødvendighedens politik. Det skriver analysechef i Cevea, Frank Skov, der ønsker en mere inkluderende logik i samfundet.

19. november 2015

Civilsamfundet må realisere FN's verdensmål

Hvis FN's verdensmål skal efterkommes, må civilsamfundet på banen. Sådan skriver analysechef i Cevea, Frank Skov, der ikke mener, at politikerne er i stand til at løfte opgaven alene.

29. oktober 2015

Cevea: Psykologformand rammer plet

DEBAT: Klippet, hvor psykologformand Eva Secher Mathiasen revser politikerne, er gået viralt de seneste dage. Og med god grund, mener analysechef i Cevea Frank Skov: Vi er trætte af at blive behandlet som instrumenter frem for mennesker.

25. september 2015

Deleøkonomi - en betydelig faktor i nationaløkonomien

Del: Nye tjenester som Uber og Airbnb bliver nævnt som eksempler på fremtidens nye »deleøkonomi«. Uanset, hvad vi kalder det, rejser de nye typer af økonomiske transaktioner to centrale spørgsmål.

13. august 2015

Løkkes ledestjerner trækker Danmark i den forkerte retning

KLUMME: Den nye regering vil måles på mere vækst og bedre kernevelfærd. Men privat jobskabelse er en gratis omgang. Og når Løkke taler om bedre kernevelfærd, glemmer han at fortælle, at prisen kan blive et svækket socialt sikkerhedsnet, skriver Ceveas Kristian Weise.

17. juni 2015

Pas på Venstres discount-Danmark

Hvad vil Venstre og blå blok efter valget, hvis de ender med at overtage regeringstaburetterne? Spørgsmålet er blevet stillet mange gange. De helt klare svar har været svære at få fra toppen af partierne.Men liberale aktører har én for én fremlagt initiativer, der hver for sig kan virke som pragmatiske løsninger på det, de ser som Danmarks udfordringer. Sammenlagt giver det et krystalklart billede af det Danmark vi får, hvis blå bloks ideologer vinder valget.