Civilsamfundet må realisere FN's verdensmål

Hvis FN's verdensmål skal efterkommes, må civilsamfundet på banen. Sådan skriver analysechef i Cevea, Frank Skov, der ikke mener, at politikerne er i stand til at løfte opgaven alene.

 

193 verdensledere var i september i år samlet hos FN i New York for at underskrive FN's nye verdensmål for bæredygtig udvikling. Målene består af 17 målsætninger for udviklingen frem til 2030, der har som hovedformål at skabe en bæredygtig og inkluderende verden for alle mennesker.

Målsætningerne er blandt andet at stoppe ekstrem fattigdom, sikre uddannelse til alle, sikre klimaet og mindske uligheden i og mellem landene.

Det vil kræve meget at nå disse mål. Nogle vil måske endda mene, at målene er alt for ambitiøse, og at det er naivt at tro, at de vil kunne nås. Men spørgsmålet er, om vi har råd til ikke at finde en smule af ungdommens naive håb om en bedre verden frem. For udsigterne for verden i 2030 har en betydning – også for mit og mine børns liv.

Det gode liv under pres
Jeg lever en tryg tilværelse her i Danmark. Men det betyder alligevel noget for min dagligdag, at klimaet er i hastig forandring, at vi oplever store flygtningestrømme, at der er krig og terrorisme.

Jeg har været så heldig at vokse op i et land, hvor der var råd til at investere i sådan en som mig. Jeg er begunstiget af, at der er råd til institutioner og skoler til mine børn, at sygdom ikke betyder ruin, og at vi frit kan samles i foreninger og fællesskaber og skabe noget, der har værdi for os.

Jeg kan drikke vand direkte fra vandhanen og frit nyde stilheden i skoven og Vesterhavets brusen. Det er det liv, der er under pres, og det liv, mine børn ikke med samme sikkerhed kan se frem til, hvis ikke der gøres en indsats for at nå verdensmålene.

Når det officielle Danmark kommer til kort
De 17 verdensmål skaber rammen om mit og i særdeleshed mine børns fremtidige liv på en helt konkret måde. For hvis vi fejler og ikke når målsætninger, så vil verden og dermed også min og mine børns dagligdag se betydelig anderledes ud i 2030.

Derfor må de 17 verdensmål heller ikke alene være politikernes projekt. Det er alt for væsentligt til at blive draget ind i den daglige politiske trummerum, hvor positionering og frygt for at miste stemmer alt for ofte afløser vision, mod og lederskab.

De 17 verdensmål skal i lige så høj grad være civilsamfundets projekt. Forandringen skal ske her, hvor vi alle lever og handler. Vi kan ikke blive ved med at vente på, at de andre tager ansvar, at andre sparer på strømmen og sorterer deres affald. Vi kan ikke blive ved med at øge uligheden og fortsat få mere til os selv på bekostning af dem, der intet har.

Vi må ty til handling på samme måde, som civilsamfundet altid har tyet til handling, når det officielle Danmark kommer til kort. Vi må handle på det i vores dagligdag i netværk, foreninger og bevægelser. Vi må støtte organisationer, der kæmper for at fastholde verdens ledere på at sætte reel handling bag den aftale, som de i stor pomp og pragt skrev under på i New York. For det er ikke nok at være med til festen. Der skal leveres – både politisk og civilt.

Alle skal have noget at leve for
Mogens Lykketoft skrev kort efter terrorangrebet i New York 11. september 2001 et indlæg, der stadig er relevant. Som han skrev dengang, kan vi kun skabe fred, stabilitet og tryghed ved at sikre, at alle har noget at leve for.

Tiden siden 2001 har demonstreret med al uønskelig tydelighed, at det er den eneste vej at gå. Derfor er verdensmålene aktuelle som aldrig før, uanset om jeg er rød, blå eller grøn for den sags skyld.

Verdensmålene er mine mål, fordi de vedrører min verden. Det er vores mål som civilborgere, fordi de vedrører vores civile liv.

 

Læs indlægget her.