7 ANBEFALINGER TIL EN GOD OG ATTRAKTIV OFFENTLIG SEKTOR

I Cevea er vi glade for det store arbejde, der er lagt i Ledelseskommissionens anbefalinger, og det at Regeringen tager den offentlige sektor alvorligt og inviterer gode folk med til at udvikle den.

Vi synes bare, der manglede nogen.

For ledere leder ikke alene. De samarbejder hver dag med medarbejdere, der står i fronten af velfærdssamfundet, har fingeren på pulsen og ved, hvordan forandringer virker i praksis.

Derfor samlede vi på Folkemødet 2018 tre repræsentanter for den offentlige sektor i en midlertidig medarbejderkommission, der live på scenen sammen udviklede et sæt alternative og supplerende anbefalinger til fremtidens offentlige sektor.

Medarbejderkommissions medlemmer var Rasmus Bredde, specialarbejder i Københavns Kommune og fællestillidsrepræsentant, Pia Henriksen, lærer og kredsstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforeningen i Albertslund og Jan Hoby, næstformand i LFS – Landsforbundet for Specialpædagoger.

Opdraget til arbejdet i Medarbejderkommissionen var, at:

  • Diskutere og nuancere debatten om den offentlige sektor i dag og i fremtiden
  • Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer en god og velfungerende offentlig sektor i fremtiden
  • Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor i fremtiden er en attraktiv arbejdsplads

Kommissionens anbefalinger skulle ligeledes kunne realiseres inden for de nuværende økonomiske rammer.

 

Medarbejderkommissionen udviklede syv anbefalinger, der hver især og tilsammen skal sikre en retning, hvor vi bevarer og udvikler en offentlige sektor, der leverer god kvalitet og er en attraktiv arbejdsplads:

  1. Alle der arbejder i og med den offentlige sektor – ledere, medarbejdere, politikere og fagbevægelse – skal have den samme forståelse af kerneopgaven hele vejen rundt og op.
  2. Det er en fælles og ledelsesmæssig opgave at sikre sammenhæng mellem værdikæden, styringskæden og meningskæden.
  3. Der må ikke sættes nye forandringer i gang uden, at der er sikkerhed for, at de kan implementeres – og uden mål for, hvordan de bliver evalueret undervejs og efterfølgende.
  4. Politikerne skal lade være at udstikke one size-fits all krav til dokumentation og benchmarks – og lade de enkelte institutioner selv fastsætte mål.
  5. Politikerne skal have tillid til den offentlige sektor. Drop overstyringen og detaljeregler.
  6. Ledere og medarbejdere skal følges ad – med fælles, understøttende uddannelse og i den konkrete udvikling af løsningerne.
  7. Politikere og fagbevægelse skal understøtte, at medarbejdere og ledere engagerer sig professionelt i deres arbejde, deres fag og udviklingen af den offentlige sektor.