Rettighedsegoisme eller nedskæringsfetichisme?

Så fik vi langt om længe en finanslov for 2014. Det blev en balancegang mellem blå og rød, mellem nedskæring og investering, mellem fremskridt og fortid. Kort sagt en omgang »hverken-eller.«

Den mest spændende diskussion om årets finanslov skal findes i selve optakten. Det grundlæggende spørgsmål var, hvor mange gange ældre skal i bad, og om hvorvidt der skal være retskrav på dette område. Det er en kamp mellem to stærke kræfter: Rettighedsegoisme og nedskæringsfetichisme.

De politiske kræfter, der har argumenteret for, at der skal sættes retskrav på antallet af bade, reagerer på en konkret virkelighed, hvor velfærdsnedskæringer er blevet hverdag. Velfærden er sat under massivt pres, og det politiske løfte om ti års smalkost i den offentlige sektor ligner noget så sjældent som et løfte, politikerne rent faktisk har tænkt sig at overholde.

Bitre erfaringer viser, at 500 millioner kroner, som var afsat til daginstitutionsområdet, alligevel forsvandt ud i det blå. Og på den baggrund er det ikke svært at forstå, at Enhedslisten og deres kampfæller blandt de offentlige ansatte søger nye redskaber til at stoppe den »nedskæringskult«, som præger dansk og europæisk politik i disse år. Vi har brug for dette opgør!

Men spørgsmålet er bare, om netop minimumstandarder og velfærdsrettigheder repræsenterer det rigtige svar på denne vanvittige nedskæringsfetichisme. Jeg skal ikke afvise, at vi kan ende i situation, hvor der ikke er andre udveje, men for nuværende er jeg alligevel skeptisk.

Hvis vi sætter velfærden på rettigheder, frygter jeg, at vi kan risikere at skabe en form for kvantificerbar rettighedsegoisme. Det betyder, at over-bureaukraterne i administrationen kan kontrollere fordelingen af ydelser i deres små excel-ark, men det betyder samtidig også, at vi kommer til at afgive indflydelse til det centrale niveau, og flytter fokus fra kvalitet til kvantitet. Og frem for alt giver vi borgerne nogle rettigheder, som de kan rende rundt og slå hinanden i hovedet med.

Spørgsmålet er således, om centralt fastsatte regler er det rigtige redskab til at sikre danskernes livskvalitet, indfri vores håb om medbestemmelse og kvalitativt gør Danmark til et bedre samfund. Jeg tvivler. Netop fordi rettigheder handler om, hvad den enkelte har krav på fra andre. Og fordi rettigheder handler om, at nogen gerne vil give noget til andre frem for at være noget sammen med andre.

Når jeg så vender tilbage til skismaet mellem rettighedsegoisme eller nedskæringsfetichisme, må svaret være, at vi fik hverken eller. Finansloven byder ikke på yderligere nedskæringer, men heller ikke nye rettigheder. Begge dele skal vi nok være meget tilfredse med.

Læs indlægget på Berlingske her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.