”Profitskoler” giver underskud

Produktivitetskommissionens nyeste rapport taler sit helt klare sprog: Konkurrence mellem offentlige og private udbydere er vejen frem. Cepos’ direktør, Martin Ågerup, kan da heller ikke få hænderne ned i begejstring.

I JP (19/2) spørger han, hvorfor man skal holde profitmotivet helt ude af folkeskolen? Ågerup nævner Sverige som glanseksemplet. Her har man siden 1990’erne forsøgt sig med ”profitskoler”. Ganske elegant undlader MÅ at fortælle om de bitre erfaringer, som svenskerne også har gjort sig. Særligt hvis man smider økonombrillen og ser på dem, der har haft ”profitskolen” tæt inde på livet.

Igennem de seneste 20 år har Sverige haft udlicitering af sociale ydelser på den politiske dagsorden. Særligt med fokus på offentlig-privat samarbejde om det svenske uddannelsessystem. I dag er op mod halvdelen af de videregående skoler i Sverige private, og mere end 80 pct. af de private skoler ejes af aktieselskaber, hvor særligt fem skolekoncerner dominerer markedet.

Erfaringerne fra Sverige er ikke så rosenrøde, som MÅ gerne vil gøre dem til. I dag kommer hver fjerde svenske skoleelev ud af 9. klasse uden at have bestået afgangseksamen. Som om det ikke var nok, er svenskerne styrtdykket fra en 3. til en 19. plads i de internationale Pisa-undersøgelser. Det er det største fald i OECD’s folkeskolemålinger. Det efterlader spørgsmålet om incitamenterne til kontinuerligt at investere i skolerne, når det er bundlinjen, der tæller.

Ramt af konkurs

”Profitskoler” giver altså ikke bedre resultater, men derimod større usikkerhed om skolegangen. Driften af skolerne skal jo give sorte tal på bundlinjen, så investorerne kan få et ordentligt afkast – ellers må de lukke. Det oplevede 1.000 svenske elever i juni 2013, da privatskolekoncernen JB Education gik konkurs. Konkursen påførte det offentlige en stor byrde i at relokalisere eleverne. Når MÅ sammenligner Lars Larsens dyneimperium med undervisningssektoren, er han på vildspor.

Vores børn er åbenlyst ikke madrasser, der kan flyttes fra lager til lager, og vores skolelærere har en helt anden opgave end sælgere i et dynelager. Det har store sociale og økonomiske omkostninger for eleverne, lokalområdet og samfundet som helhed, når virksomheder skal varetage kernevelfærdsopgaver, men kun skeler til bundlinjen.

Alle kan blive enige om, at innovation, udvikling og fremdrift af velfærdssamfundet skal diskuteres, men vi skal ikke lade os forføre af den varme luft om, at samfundet forbedres af konkurrence i sig selv, når resultaterne fra udlandet tydeligt viser det modsatte.

Læs indlægget på JP her