Hvem skal udvikle fremtidens velfærd?

Er det højtlønnede management-konsulenter eller hårdtprøvede velfærdsmedarbejdere, som vi skal spørge til råds de kommende år, når vi diskuterer udviklingen af fremtidens velfærdssamfund? Hvis man tager afsæt i de seneste ugers diskussioner, så synes svaret givet.

Hvis man tager afsæt i den omdiskuterede folkeskolereform, som netop skal til at føres ud i livet, så er magten dels placeret i et såkaldt Implementeringssekretariat (bestående af embedsmænd fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet, Økonomi-og Indenrigsministeriet, Social-, Børne-og Integrationsministeriet og KL) som skal sikre den løbende kontrol, og dels hos McKinsey-konsulenter, der for seks millioner kroner skal fastsætte de ' centrale nøgletal' og ' måleindikatorer', som skal udmøntes i skolernes hverdag.

DET BETYDER, at de ledere, lærere, elever og forældre, som hver eneste dag har berøring med skolen, ikke får en afgørende stemme i den konkrete implementering. Det er altså den anonyme magt hos konsulenter og embedsmænd, der frem for velfærdsmedarbejdere og borgerne står øverst på listen over folk, man gerne vil snakke med, når nye reformer ser dagens lys i velfærdsdanmark.

'AT FÅ DEN regnet ud' i form af ny viden, gennemgribende konsekvensberegning og evalueringer, som blandt andet konsulenthuse kan levere, vil ofte være en forudsætning for succes. Men ikke desto mindre er vi med konkurrencestatens indtog vidner til et klart ideologisk skred. Konkurrencestaten forskyder definitionsmagten over de konkrete velfærdsudfordringer, over de langsigtede løsninger og nu også over implementeringer af reformerne væk fra velfærdsmedarbejderne og borgerne.

SELVOM DER KAN være gode grunde til at rådføre sig med konsulenter og embedsmænd, så er det heller ikke risikofrit.

Den første risiko handler om, at politikerne ofte gemmer sig bag anonyme konsulenter, der kan legitimere bestemte politiske beslutninger, som det bl. a. var tilfældet da McKinsey i forrige uge fik til opgave at analysere ikke hvorvidt udlicitering af velfærden fungerer, men hvor meget man kunne spare. En anden risiko handler om, at de private konsulenthuse vil have en indbygget og selvforstærkende tendens til at ville fastholde og tilfredsstille kunder, så de kommer tilbage, hvilket vil påvirke deres konklusioner. Og endelig handler en tredje og meget konkret risiko om ressourceforbruget: de senere år har den danske stat således kastet mellem fire og fem milliarder kroner efter McKinsey & Company.

DER ER MED andre ord masser af gode grunde til at overveje, hvorvidt fremtidens velfærd skal skabes bag skrivebordet eller hvorvidt de velfærdsmedarbejdere og borgere, der kender hverdagen og virkeligheden, skulle sikres en større stemme.

Læs indlægget på Berlingske her

Forfatter Jens Jonatan Steen.