Ansvarliggørelse af DF – fortsættelse følger…

Knivene er hvæsset, kanonerne er ladt og det tunge skyts kørt frem, når Socialdemokraterne i denne uge har indledt deres forsøg på at pillet tøjet af DF og afsløre partiets usammenhængende økonomiske politik. Der er ingen tvivl om, at DF for længe har høstet de billige point og unddraget sig ansvaret.

Der er meget at komme efter, når DF udråber sig selv som et ansvarligt arbejderparti. DF lagde stemmer til skattelettelser for de rigeste i 00’erne, de støttede afvikling af efterlønnen, de stemte for stormløbet på dagpengesystemet og på en selvudnævnt DF-mærkesag, som social dumping havde DF i forrige regeringsperiode kun formået at stille et eneste forslag i kontrast til f.eks. Enhedslisten, der havde stillet 12 forslag. Og samtidig udstiller Socialdemokraternes nye kampagne på Tulliarderne.dk, hvordan DF overhovedet ikke har styr på finansieringen.

I den nuværende ansvarliggørelsesstrategi bør første skridt handle om at udstille hykleriet i DF’s politiske kurs og svagheder i dets politiske substans. Men dernæst bør Socialdemokraterne og resten af venstrefløjen følge op med andet skridt i ansvarliggørelsen, hvor man forpligter DF på partiets egne forslag, presser det ind i forlig og forsøger at lave fælles udspil. Hvis DF virkelig mener noget seriøst om socialdumping eller vil udfordre den velfærdsskadelige nedskæringskurs, så er det Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, som de skal lege med.

Den rene angrebsstrategi kan altså ikke stå alene, dels fordi vælgernes tiltro til DF er så ekstremt høj, at angrebene preller af, og dels fordi effekterne af negative kampagner i Danmark er ganske tvivlsomme. Forskning fra Rasmus Tue Pedersen og Kasper Møller Hansen fra Statskundskab i København har belyst, hvor svært det er at føre negative kampagner under et pragmatisk flerpartisystem, som det danske. Man risikerer grundlæggende at skræmme DF-vælgerne endnu længere ud i højrepopulismens bundløse sump.

Derfor kan man ikke nøjes med at stille DF i gabestokken. I hvert fald ikke, hvis man for alvor vil udfordre dem på den lange bane. Så handler det om at trække dem til forhandlingsbordet, hvor de skal testes på den konkrete politik. Vi har brug for en kamp på politiske værdier og konkrete løsninger for fremtidens Danmark – og der ved vi slet ikke, hvor DF står endnu: Er de villige til at bryde med VK-alliancen for at levere velfærd til deres egne vælgere? Tør de gå sammen med SRSF og Ø for at øge trygheden i arbejdsmarkedspolitikken?

Vi har grundlæggende brug for at teste, om DF vil sætte handling bag deres ord og gøre som en engelsk talemåde: »Put your money where your mouth is?«

Læs indlægget på Berlingske her.

Forfatter: Jens Jonatan Steen.