Tilliden står stærkt i velfærdssamfundet

Kampen mod velfærdsstaten fortsætter. Højrefløjen har stadig travlt med at bevise, at intet fungerer, og at velfærdsstaten udgør roden til alt ondt. I det seneste opgør er det spørgsmålet om velfærdssamfundets forhold til tillid, som de har kastet sig over.

I forrige uge skrev Cepos’ direktør Martin Ågerup således: ”Måske er velstand og tillid snarere forudsætninger for velfærdsstaten end resultater af den.” Og i hans afsluttende bemærkninger konkluderer en landets førende liberalister, at velfærdsstaten med stor sandsynlighed er direkte ødelæggende for tilliden, ligesom Kasper Støvring også har gjort det her på Berlingske bloggen.

’Meeeen, kan det nu også passe’, som DR’s selvhøjtidelige fakta-tjekkere på Detektor ville spørge?

Den sociale tillid er steget med i velfærdsDanmark

Og nej, det kan det faktisk ikke! Hvis man kaster et hurtigt blik på nedenstående graf, der som afgørende indikator for tillid viser, hvor mange der kan erklærer sig enige i udsagnet ”De fleste er til at stole på”, så er tallet for Danmarks vedkommende steget markant(!). I 1979 var 47 pct. enige i udsagnet, mens hele 76 pct. var enige i 2008. Tilliden ser med andre ord ud til at være steget under styrkelsen af velfærdssamfundet. Med en samlet stigning på 29 pct. for Danmark skiller vi os tydeligt ud forhold til andre lande.

Graf tillid

Kilde: Albrekt Larsen, C. 2013: ”The Rise and fall of Social Cohesion”

Det betyder ikke som sådan, at det i sig selv er velfærdsstaten, der har fået tilliden til at stige. Slet ikke. Der var naturligvis masser af tillid i Danmark, før de første spadestik til velfærdsstaten blev taget i 1950’erne. Men det viser, at forestillingen om, at velfærdsstaten skulle være ødelæggende for tilliden – set fra et videnskabeligt standpunkt – er skudt fuldstændig forbi. At fordreje den gældende forskning i den retning og argumentere ud fra f.eks. mordet i Finnerup Lade i 1286 viser, at man skøjter på tynd is. Det udstiller en fortolkning, som kun de mest bogstavtro liberalister kan læse sig til.

Tillidsnedtur i Storbritannien og USA

Hvis man kigger på de angelsaksiske lande som USA og Storbritannien, så er udviklingen der gået den modsatte vej. For Storbritanniens vedkommende vidste den tidligste opgørelse i 1959 at 56 pct. oplevede at ‘De fleste er til at stole på’, mens den tilsvarende første måling for USA i 1960 var 55. pct. Men i den nyeste opgørelse fra 2008 har briterne og amerikanerne fået betydeligt mindre tillid til deres medmennesker – her lå tallene på 30 pct. for Storbritannien og 40 pct. for USA. Med et samlet gennemsnit i perioden på omkring 30 pct. for alle adspurgte lande er det klart, at en stigning på 29 pct, som i Danmark, og et fald på hhv. 26 pct. og 15 pct. i Storbritannien og USA er markant. Mens tilliden er steget støt i velfærdstats-Danmark, er den faldet i liberale lande som USA og Storbritannien, hvor den velfærd, der blev opbygget i efterkrigstiden, fra 1980’erne og frem blev lagt i ruiner. Al forskning peger på at lav ulighed i indkomst er en af de mest afgørende forudsætninger for forskelle i landes tillidsniveauer, hvis ikke den mest afgørende enkeltfaktor (f.eks. Nannestad 2008 & Bjørnskov 2006). Velfærdsstaten har i Danmark og de andre nordiske lande netop været stærkt medvirkende til at mindske uligheden og sikre et ensartet og fornuftigt indkomstniveau for langt størstedelen af befolkningen.

Børnelærdom udfordres af forskning

Meget lidt tyder altså på, at liberalisternes børnelærdom om velfærdsstaternes destruktive betydning for vækst, tillid og alt muligt andet kan bevises. Og når der for Danmarks vedkommende kun eksisterer data for tillidsniveauet inden for de sidste ca. 30 år, så vil det selvsagt være svært for Martin Ågerup & Co. at underbygge påstanden om, at tilliden kom før velfærdssamfundet.

I stedet tyer han i sit indlæg til uspecificeret forskning, som behandler tillidsniveauet blandt indvandrere i USA, hvilket f.eks. kunne være Eric M. Uslaner. Konkret viser forskningen, at tilliden blandt eksempelvis indvandrere fra nordiske lande er højere end tilliden hos indvandrere fra latinamerikanske lande. Denne forskning ignorerer dog forskelle i de stater, hvor indvandrerne har bosat sig og socioøkonomiske forskelle på individniveau. Et nyere studie fra 2012 kigger på tyrkiske, italienske og polske indvandrere i Tyskland og Skandinavien. Det viser, at førstegenerationsindvandrerne har et markant højere tillidsniveau end sammenlignelige grupper i det land, de udvandrede fra. Etnicitet, religion eller andre kulturelle faktorer kan ikke alene forklare en befolknings tillidsniveau, når tilliden i løbet af én generation kan variere så meget fra det oprindelige udgangspunkt.

Det tyder derfor på, at forskellige landes samfundsmodeller, institutioner og førte politikker– som f.eks. velfærdsstaten – er med til at påvirke tillidsniveauet hos befolkningen. Det giver derfor god mening, at det er gået opad for Danmark og nedad for USA og Storbritannien. I Danmark har vi kæmpet for at få alle med. Vi har satset på velfærd og tryghed. Det øger tilliden.

Læs indlægget på Politiko her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.