Velfærdsstaten har været god for Danmark

Understøtter eller hæmmer velfærden væksten? Det er både en akademisk og en ideologisk diskussion, som har domineret avisspalter og sociale medier de sidste måneder.

 Man kan være imod velfærdssamfundet af politiske grunde, og man kan have kontrafaktiske teorier om, hvordan Danmark kunne have været endnu rigere, end vi er, hvis vi havde overladt varetagelsen af velfærden til markedets luner. Tallene viser dog tydeligt, at perioden, hvor Danmarks velstand steg mest, falder sammen med den periode, hvor velfærdssamfundet for alvor blev opbygget.

Danmarks BNP pr indbygger steg gennemsnitligt 1,65 pct. om året i perioden 1870-1930, og danskerne blev dermed i alt 167 pct. rigere i perioden. Dette er en ganske pæn udvikling. Og faktisk var Danmark i 1930 velstandsmæssigt over middel sammenlignet med de andre vestlige lande. Fra år 1950-2000, hvor man for alvor begyndte at opbygge og udvikle velfærdssamfundet, voksede BNP pr indbygger dog endnu mere – nemlig med gennemsnitligt 2,42 pct. om året. Dette betød, at danskerne i denne periode blev hele 231 pct. rigere. Ser man på faktisk vækst i velstand, var perioden for velfærdsstatens opbygning altså bedre end den foregående opgangsperiode.

Ser man til gengæld på relativ velstand, så er der flere fortolkningsmuligheder. For det første kan man se på Danmarks internationale placering. I 1950 havde Danmark den sjette-højeste BNP pr indbygger sammenlignet med 19 andre vestlige lande. I år 2000 avancerede Danmark til en tredjeplads. Anskuet på denne måde blev Danmark altså ikke relativt fattigere i perioden – tværtimod.

For det andet kan man sammenligne Danmarks BNP pr indbygger med gennemsnittet blandt de 20 vestlige lande. Går man til sagen således, er resultatet umiddelbart lidt anderledes: Danskernes velstandsniveau lå i år 1950 34 pct. over gennemsnittet mod knap 15 pct. i år 2000. Hvad dækker denne udvikling så over? I år 1950 var det rigeste land (blandt de 20 medtagne) næsten fem gange rigere end det fattigste. Siden da er den indkomstmæssige forskel landende imellem generelt blevet meget mindre, og i år 2000 var det rigeste land ’kun’ 2,4 gange rigere end det fattigste. Når spændvidden i landendes velstandsniveauer bliver mindre, er det klart ,at Danmark position ser mindre imponerende ud i statistikken.

Men det vil være en grov ideologisk fordrejning at beskylde velfærdsstaten for at være årsagen til den relativt lavere vækst stigning i Danmark. Der er nemlig tale om det, man i økonomisk teori kalder for ”catch up-effekten”: De økonomisk mindre udviklede lande optager gradvist de mere udviklede landes teknologier og økonomiske strukturer. Økonomier, der tidligere baserede deres eksport på råvarer, udvikler sig og producerer i stigende grad høj-viden produkter og oplever derfor en voldsom økonomisk vækst, Effekten aftager så, når de fattigste nærmer sig de andres niveau. Denne erkendelse må næsten være ’økonomi for begyndere’.

Hvordan har Danmark klaret sig, hvis man har dette i baghovedet? Ganske godt! I 1950 var det rigeste land (USA) næsten 38 pct. rigere end Danmark. I 2000 var denne forskel mindsket til 25 pct. Fra 1950-2000 kom Danmarks velstandsniveau altså endnu nærmere på verdens højeste.

Velfærdstaten har altså ikke gjort os mindre rige, end vi ellers ville have været. Til gengæld har den danske vækst været meget mere lige fordelt end i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med: I 1930 tjente den rigeste ene procent af danskerne 13 pct. af alle indkomsterne. De rigestes indkomstandel faldt løbende siden 30’erne og var helt nede i omegnen af fem pct. i perioden 1980-1995. Siden steg den til 6,4 pct. i 2010, men dette er dog markant lavere end f.eks. USA, hvor den rigeste ene pct.’s indkomstandel i samme periode voksede fra 11,4 pct. i 1950 til 17,45 pct. i 2010.

Velfærdsstaten har også gjort Danmark til et land, hvor tilliden indbyggerne imellem er ekstraordinært høj. En undersøgelse af professor Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet viser, at 47 pct. af danskerne i 1979 kunne erklære sig enige i, at de fleste er til at stole på. I 2008 var tallet 76 pct. Til sammenligning er udviklingen i USA gået den modsatte vej - fra 55 pct. i 1959 til kun 40 pct. i 2008. Det samme gælder UK - fra 56 pct. enige i 1960, til kun 30 pct. enige i 2008. Der er andetsteds blevet fremført det synspunkt, at den voksende tillid i Danmark skyldes, at generationen, der oplevede krigen, er ved at dø ud, og at disse tidligere har stået for den lave tillid. Hvis dette var tilfældet, burde også englændernes tillid være vokset, da de også oplevede krigen på nært hold. Men har ikke været tilfældet.

Danmark var, uanset hvordan man vender og drejer det, stadig et af verdens rigeste, mest lige og mest tillidsfulde samfund målt i 2000. Og det er vi stadig. Selvom vores BNP-placering og lighedsniveau er faldet under VKO-regeringerne fra 2000-2010. Den danske velfærdsmodel er fortsat en unik garant for udvikling af en socialt bæredygtig vækst.