2015: Velfærdssamfundet skal have ny energi

ANALYSE: Først når danskerne får mere magt over eget liv, vil samfundet som helhed også få tilført ny energi.

Jeg er et produkt af de sygeplejersker, der ud over deres arbejdstimer gav mig deres kærlighed. Jeg er resultatet af hver eneste folkeskolelærer, frivillige fodboldtræner og pædagog, der hver dag gør noget ekstra«. Sådan skrev mønsterbryderen Jonas Thomsen Sekyere for et par år siden her i Politiken. 

Han havde fat i det, der er kernen i det danske velfærdssamfund, og som afgør, om det er en succes: den relation, der er eller opstår mellem velfærdsmedarbejdere og -brugere. Det møde, hvor socialrådgiveren leder den langtidsledige tilbage mod arbejdsmarkedet, eller hvor læreren tænder interessen for matematik i krøltoppen i 3. klasse. Men de relationer og møder, som velfærdssamfundet er bygget op omkring, er under pres i dag.

I 2015 vil en af de helt afgørende udfordringer være at give ny energi til det danske velfærdssamfund. Gennem årtier har vi udbygget og tilpasset den velfærd, vi er fælles om, og som det offentlige er garanten for. Men vi har kun i begrænset omfang kigget på, om vi i indretningen af velfærden har fokus på det rigtige, og om vores opfattelse af velfærd måske står i vejen for rent faktisk at løse de ting, vi gerne vil med velfærden.

Der er mindst tre områder, som velfærdssamfundet skal revitaliseres i forhold til: Det er dets rammer, de muligheder og den tryghed, det giver, og den måde, vi styrer velfærden og leder velfærdsmedarbejderne på.

Velfærdssamfundet kræver ressourcer og nogle rammer, der understøtter det. I Danmark har vi afmonteret den såkaldte demografiske bombe, men vil fortsat skulle have opmærksomhed på velfærdssamfundets økonomiske bæredygtighed.

Til gengæld har vi sammen med en række andre lande den udfordring, at den økonomiske vækst er lav. Og vi har ikke mindst en risiko for, at finansieringsgrundlaget for velfærden langsomt smuldrer. Det sker bl. a., hvis vi tillader social dumping på skatteområdet, og når private virksomheder i stigende grad spekulerer i aggressiv skatteplanlægning og direkte skattesnyd.

Når vores største virksomheder og arbejdspladser gør alt, hvad de kan, for at betale så lidt som muligt i skat, og det lykkes dem, er det med til at udhule grundlaget for et stærkt velfærdssamfund.

Det vurderes, at Europa går glip af minimum 900 milliarder kroner som følge af virksomheders og privatpersoners skattefinter.

Velfærdssamfundet skal levere muligheder og tryghed. Det skal sikre, at folk kan bruge deres evner på bedste vis, at de kan bryde deres sociale arv, hvis den er negativ, og at vi i perioder, hvor vi rammes af sygdom eller arbejdsløshed, har et sikkerhedsnet, der fanger os. Men på begge områder er vi udfordret.

Det er blevet sværere at bryde den sociale arv. Det skyldes ikke mindst, at uligheden i Danmark er stigende. Når både den økonomiske og den geografiske afstand bliver større danskerne imellem, skal den sociale mobilitet naturligt også strække sig længere for at lukke hullet.

Men det ses også i, at der ikke er flere, der får en ungdomsuddannelse, selv om det har været en målsætning i flere årtier.

Der er også et hårdt og vedvarende pres på den tryghed, samfundet garanterer almindelige danskere. Folk er mere bange for at miste deres arbejde og for, om pengene slår til. Den utryghed forstærkes kun, når efterlønnen udfases, dagpengeperioden forkortes, kontanthjælp langsomt udhules i forhold til normal løn, og når der er politikere, der presser på for, at dele af befolkningen skal have mindre i løn.

Konkret kan vi se, at velfærdssamfundets evne til at kompensere for arbejdsløshed er blevet svækket. Folk med gennemsnitlige indtægter får således dækket en mindre del af deres tidligere løn, hvis de er på dagpenge, i dag end i de foregående årtier.

Vi ser også, at velfærdens indretning i sig selv leder til metaltræthed i form af velfærdsmedarbejdere, der ikke er motiveret, og systemer, der kræver mere tid til kontrol og bureaukrati end til at gøre en forskel. Velfærd er ikke bare en service, der leveres af en ansigtsløs socialarbejder, ligesom borgeren ikke blot er endnu et nummer i køen. Vi må gøre op med den sjæleløse opfattelse af velfærd, hvor vi kun ser det som en transaktion. Hvor det er penge, der overføres, eller en tjenesteydelse, som ethvert lean-styret privat firma kunne stå for. Velfærd er ikke ydelser, der kan leveres på samlebånd.

Skal velfærdssamfundet for alvor have ny energi, må vi i stigende grad prioritere relationerne i velfærden. Den må baseres på gensidig respekt og forpligtelse mellem bruger og medarbejder. Hvis vi skal hjælpe langtidsledige eller kronisk syge, skal vi myndiggøre dem og hjælpe dem til selv at ændre vaner og livsførelse.

Sådanne ændringer kræver en mere relationel tilgang til, hvad velfærd er, og hvordan den skal styres.

Udfordringerne for udviklingen af fremtidens velfærdssamfund er betydelige.

På den ene side er det klart, at presset på velfærdens ydre rammer er betydeligt, og at den tryghed, som det skal give, er blevet udvandet. På den anden side er det afgørende at forstå, at forbedringer af velfærden ikke længere bare handler om at bygge flere hospitaler, skoler, biblioteker eller idrætshaller.

Systemet skal ikke kun udbygges, men ændres. Det skal i stigende grad sikre, at folk får mere magt over deres eget liv. Og det sker kun i relationerne - i mødet - mellem mennesker.