Papirarbejde. Bureaukrater drukner velfærden

Der bliver flere og flere djøf'ere i den offentlige sektor. Men de mange kolde hænder sætter velfærden under pres.

Sommerferien er ingen undtagelse. Der er aldrig helt ro på styringslysten.

Politikerne sidder altid klar ved knappen med nye regler, forbud og kontrolinstanser. Denne sommer er ingen undtagelse, og det går igen ud over landets allerede hårdt prøvede jobcentre, der 1. juli modtog hele 380 nye regler fra beskæftigelsesministeren.

Det rammer særlig hårdt for netop socialrådgiverne og de øvrige medarbejdere på jobcentrene, der i forvejen kæmper en brav kamp med et rekordstort lovgivningskompleks, der alene fra 1951 til 2010 er vokset eksplosivt med et næsten astronomisk tal på 21.987 sider ( fra 421 til 22.408). Det svarer til, at man tilføjer mere end en side til det samlede regelsæt hver eneste dag.

Men lovgivning passer ikke sig selv, og antallet af medarbejdere ansat til at administrere og forvalte den er samtidig vokset eksplosivt. Og det kræver efterhånden mange djøf'ere at bemande skrivebordene i den offentlige sektor. Det er ikke givet, at de mange nye djøf'ere alle bliver sat til at kontrollere, evaluere og monitorere - mange vil være beskæftiget med HR, kommunikation og lignende støttefunktioner, ligesom adskillige af disse naturligvis også vil have en positiv indflydelse.

Men det ændrer ikke ved at faktum, at djøf'erne fylder stadig mere i velfærdsstaten.

Og det ændrer heller ikke på det faktum, at det vil have konsekvenser for frontmedarbejderne.

ANTALLET AF djøf'ere i kommunerne er steget med 118 pct. over de sidste ti år. Det er især de berømmede effektiviseringsforhåbninger med kommunalreformer og overdreven tro på moderne styringsredskaber, der har startet det akademiske skred under den offentlige sektor.

En undersøgelse på baggrund af tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor ( FLD) bekræfter billedet af akademiseringen af kommunerne. Siden 2005 er der kommet 10 pct. flere HK'ere og 25 pct. flere akademikere, mens antallet af lærere, pædagoger og sosu-assistenter har været faldende. Nedskæringerne har altså ikke ramt de kommunale akademikere på samme måde som de kommunale frontmedarbejdere, der skal løfte velfærdens kerneopgaver.

Desværre har vi sandsynligvis kun set begyndelsen. Ifølge en ny fremskrivning, som analyseinstituttet Damvad har lavet for Djøf, kan vi forvente mange flere djøf'ere fremover. Hvis den nuværende efterspørgsel fortsætter, vil deres antal frem til 2030 vokse med henholdsvis 50 pct. på statsplan, 93 pct. på regionsplan og 138 pct. på kommuneplan. Disse vækststigninger er så voldsomme, at de burde få enhver til at råbe vagt i gevær. Spørgsmålet er, hvor mange djøf'ere vi egentlig har brug for? Når en akademiker ì gennemsnit tjener 17.500 kroner mere om måneden end en ansat inden for service-og omsorgsarbejde, pålægger de mange ekstra akademikere massive udgifter for velfærdsstaten.

De udgifter, som de 12.942 ekstra djøf'ere i den kommunale sektor vil udgøre, kunne i stedet bruges til at ansætte 19.420 folkeskolelærere eller 21.664 service-og omsorgsarbejdere.

Vi står således over for massive prioriteringer i forhold til indretning af vores velfærdssamfund.

Skal vi satse på flere kolde akademikerhænder til at forestå yderligere monitorering, evaluering og regulering, eller skal vi i stedet satse på de frontmedarbejdere, der skal passe vores forældre, undervise vores børn og sende os raske tilbage på arbejdsmarkedet. Det er ikke en enten-eller-situation, men der er en afgørende prioritering, som for nuværende falder ud til akademikernes fordel.

VI HAR BRUG for at afklare, hvor mange djøf'ere og hvor mange flere regler den offentlige sektor i virkeligheden har brug for.

Vi har brug for at afklare, hvornår vi skal styre efter centrale mål, og hvornår vi skal lade medarbejdernes faglighed råde? Vi har brug for at afklare, hvad der er djøf'ernes, og hvad der er frontmedarbejdernes kompetencer? Det voldsomme dokumentations-og kontrolpres, som især medarbejderne udsættes for, har høje omkostninger for os alle.

Den mistænkeliggørelse, som følger af øget detailstyring og flere krav om dokumentation undergraver medarbejdernes faglige stolthed og identitet. Hvis der måske var behov for at stramme op på økonomistyringer efter 1970' erne, er der i den grad behov for at stække styringsambitionerne efter 1990' erne og 00' erne.

Vi har behov for at give de offentlige medarbejdere rum til at tage ansvar for deres eget arbejde og skabe tillid til deres faglighed. Hvis alt arbejde skal udføres under systemets ( og dermed akademikernes) overvågning og kontrol, forsvinder den tillid, der er grundlaget for, at enhver organisation kan fungere.

VI KAN IKKE undvære en intelligent og fleksibel evalueringskultur, men den skal i langt højere grad fungere som et samarbejde mellem djøf'erne og frontmedarbejdere og samtidig tage udgangspunkt i den konkrete hverdag.

Vi har således brug for, at vi som djøf'ere og akademikere får gjort op med vores egen selvtilstrækkelighed og anerkender, at vi ikke kan og skal løse alt. Vores måle-og styringsredskaber har trods gode intentioner klare begrænsninger. Det er de varme og ikke de kolde hænder, der holder velfærdssamfundet i gang.