Borgerne skal tage medansvar for samfundets prioriteringer

ANSVARLIGGØRELSE Politikerne mangler Visioner, og borgerne optræder som rettighedsegoister med grænseløse krav til det offentlige. Men i Toronto er det lykkedes parterne at diskutere sig frem til fælles mål og større tilfredshed.

DET DANSKE velfærdssamfund befinder sig i en ' prioriteringskrise'. Vi har brug for at prioritere mellem mulige samfundsreformer, vækststrategier og indretning af velfærdssamfundet. Det giver politikerne grå hår, og den politiske handlingslammelse kan kun løses, hvis vi får udvidet demokratiets rammer og sikrer en mere tidssvarende inddragelse af borgerne.

Fronterne i velfærdsdebatten er trukket klart op, og budskabet om, at ' vi bliver nødt til at prioritere', er efterhånden trængt igennem. I sundhedsdiskussionen, som udgør en vigtig del af fundamentet for vores velfærdssamfund, er de folkevalgte politikere tynget af svære prioriteringer: Skal de ældre, som kontrolskemaerne foreskriver, have fjernet deres nullermænd, eller skal der være tid til at snakke med fru Larsen? Skal vi investere i nye strålekanoner mod kræft, vacciner mod nye influenzasygdomme eller satse på forebyggelse? Skal vi have sund frokost eller færre lukkedage? Skal vi have hyttetur eller mere idræt? Behovet for bedre sundhed er grundlæggende ustoppeligt, og prioriteringsspørgsmålene skaber svære dilemmaer.

DEN NUVÆRENDE prioriteringskrise har to politiske fronter. Den ene front handler om politikernes manglende visioner, det herskende meningsmålingstyranni og den kortsigtede tænkning.

Det gør det næsten umuligt at foretage nødvendige prioriteringer. Den anden front handler om borgernes grænseløse krav til den offentlige sektor.

Forståelsen for at prioritere bliver stadig ringere, og borgerne optræder stadig oftere som rene rettighedsegoister, der alene har fokus på, hvor meget velfærd de kan få ned i egen lomme.

Man stiller uden blu eller selvrefleksion stigende krav om bedre pleje af Bedste, undervisning af Nikoline og pasning af lille Storm uden at være sig bevidst om prioriteringen af de knappe ressourcer.

Denne ' what is in it for me'-tankegang er slået igennem med Socialdemokraternes 29 velfærdsrettigheder, med regeringens behandlingsgaranti og med den dominerende kontraktpolitik.

Disse ingredienser udgør tilsammen en ' prioriteringskrise', som de kommende år vil lægge et voldsomt pres på en offentlig sektor, der i forvejen kæmper mod demografisk forskydning, global konkurrence, stigende immigration og klientgørelse af borgerne. Det ville være oplagt at kigge på muligheder for at udvide demokratiets rammer og lade os selv bidrage til de politiske prioriteringer.

AT ANSVARLIGGØRE vores medborgerne kunne være en del af løsningen på fremtidens velfærdsprioriteringer og stemmer godt overens med danskernes holdninger. I en undersøgelse, som analyseinstituttet Interresearch har lavet for Cevea, svarede 84,4 procent af de adspurgte danskere, at »den offentlige sektor burde lytte mere til borgerne«, mens yderligere 70,1 procent finder »den offentlige sektor tung og langsommelig«. Der er således tale om en generel tendens, hvor 44,8 procent af danskerne sammenfattende oplevede »faldende tillid til den offentlige sektor«. Tanken om at styrke borgerinddragelse i de mest komplicerede og ømtålelige politiske prioriteringer er da heller ikke helt fremmed herhjemme.

På det seneste har Danske Regioner og Kalundborg Kommune haft god succes med at samle i hundredvis af borgere for at få deres input på prioriteringer inden for komplicerede politiske diskussioner som sundhed og klimasikring.

Vi har således brug for at styrke den demokratiske samtale, som netop udgjorde kongstanken hos en af danmarkshistoriens måske allerstørste demokratitænkere, Hal Koch. Hans tanker om demokratiet som livsform rummer et stort potentiale i den nuværende prioriteringskrise. Ved at udvide demokratiets rammer og tage borgerne direkte med på råd kan vi sikre større respekt for det repræsentative demokrati, større forståelse for de nødvendige beslutninger og en generel styrkelse af medborgerskab. Vi løfter i flok og tager alle et ansvar.

ET FORNYELSESPROJEKT, der kunne danne forbillede for det danske demokrati, findes i Canada, hvor det canadiske konsulentbureau Mass LBP har skabt et øjenåbnende borgerinddragelsesprojekt i forbindelse med tilblivelsen af en lokal sundhedsplan i Toronto.

Planen skulle indeholde prioritering og finansiering af serviceydelser i hele sundhedssektoren på lokalt plan og byggede på troen på det deliberative demokrati. Man prøvede således at udnytte potentialet i, at borgere rent faktisk gerne vil høres og gerne vil inddrages aktivt.

Deltagerne blev udvalgt igennem en proces, der på engelsk betegnes ' Civic Lottery'. Lotteriet - eller udvælgelsesprocessen - skulle sikre, at borgerne for det første deltog helt frivilligt, at de for det andet ville forhindre, at det blev endnu en omgang med Tordenskjolds soldater, og endelig for det tredje, at der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved deltagernes legitimitet.

TIL AT STARTE med gennemgik borgergrupperne en intensiv læringsfase omkring den aktuelle situation samt de udfordringer og begrænsninger, som sundhedsvæsenet i Toronto stod over for. Herefter blev de ledt igennem dialoger, interaktioner og udvalgte scenarier for at komme frem til konkrete råd og anbefalinger til prioriteringer og handlingstiltag, som blev fremlagt over for de ansvarlige politikere og embedsmænd.

Resultaterne blev en række programmer, der tydeliggjorde de budgetmæssige prioriteringer og fastsatte en række konkrete indikatorer for, hvor meget og hvor lidt borgerne rent faktisk kunne kræve. Det har givet ny retning, nye visioner og ny legitimitet til de regionale sundhedsorganisationer.

De efterfølgende evalueringer fra Canada har vist, at der opleves en større sammenhæng mellem sundhedsorganisationernes handlinger og borgernes behov end normalt. Det lykkedes ganske enkelt at nedbryde de urealistiske forventninger og skabe en ny forbindelse til borgerne, hvor de både sætter sig ind i tingene, tager medansvar og får medindflydelse.

RESULTATERNE har været større forståelse for og større tillid til det politiske system samt mulighed for at gennemføre sværere prioriteringer end hidtil forventet. Når borgerne selv er med - tager de også selv ansvar. Altså en markant styrkelse af den demokratiske fitness.

Vi har redskaberne, og vi har ressourcerne - det eneste, der synes at mangle for at sikre en ny type borgerinddragelse og forny vores repræsentative demokrati, er politikernes og embedsmændenes vilje til at gå nye veje.

Det bliver således et afgørende spørgsmål, om vores velfærdsmodel kan overleve de kommende års dramatiske udfordringer, hvis vi fortsat nægter at prioritere og fortsat forsømmer at oplyse, at engagere og frem for alt inddrage borgerne.

Den direkte vej ud af prioriteringskrisen går gennem næste skridt i den demokratiske evolution.

Kan vores velfærdsmodel overleve de kommende års dramatiske udfordringer, hvis vi fortsat nægter at prioritere og fortsat forsømmer at inddrage borgerne.