Pias værste mareridt

Pia Kjærsgaard skrev 7. januar en respons til vores kommentar »Venstrefløjen skal tage værdikampen alvorligt«, hvor hun erklærer sig enig og bruger analysen til at slå SF oven i hovedet. Det er smart af den garvede politiker at tage vores kritik af centrumvenstre og forsøge at gøre den til sin egen. Men man skal ikke lade sig narre. Pia Kjærsgaard ved udmærket, at hendes position er et centrum-venstre i offensiven på værdipolitiken.

Dansk Folkeparti er ikke sat i verden for at løse komplekse problemer - det er partiet fuldstændig ude af stand til. Partiets rolle er ene og alene at identificere problemer og derefter markere sig markant.

De efterfølgende resultater er mindre vigtige. Se blot Pia Kjærsgaards håbløse forslag om at fjerne parabolantenner i de danske ghettoer. Det er Dansk Folkeparti, når de forsøger at skabe reelle forandringer ude i den virkelige verden.

Pia Kjærsgaard bor i Gentofte, langt væk fra den virkelige verdens problemer, hvor det er let at spise folk af med ubrugelige forslag som at forbyde Hizb-ut-Tahrir, kræve nøgne bryster i introduktionsvideoer til Danmark, og obligatorisk svinekød på plejehjem. Hvis DF, som de selv hævder, skal være dem, der kæmper for den glemte arbejderklasse, så kræver det mere end at lægge stemmer til besparelser på velfærden, skattelettelser for de rigeste og afgivelse af et indigneret opråb i ny og næ.

Venstrefløjen skal spille egne trumfer. Vi skal levere en bramfri og nådesløs kritik af den doktrinære, fundamentalistiske islamisme uden at støde de sekulære, liberale muslimer fra os. I modsætning til Dansk Folkeparti har venstrefløjen ikke islam som fjende, men sekularismen som mål. Vi skal totalitarismen til livs uden at give afkald på beskyttelsen af vores grundlæggende rettigheder - herunder forsamlings-og organisationsfriheden, samt religionsog ytringsfriheden. Det er ikke vores svaghed, som Pia Kjærsgaard antyder, men vores styrke.