Markedsgørelsen og dens slavenatur

Ny undersøgelse fra Cevea forsøger at sætte spørgsmålstegn ved den moderne forbrugerkultur. Kan og bør der sættes grænser for markedsføring? Skal vi acceptere, at reklamer invaderer alle afskygninger af vores privatsfære? Og kan den stigende markedsgørelse og kommercialisering have negative konsekvenser? Hvis man tolker en replik fra en tydeligt oprevet Christopher Arzrouni her i avisen 27/ 12, så er det nærmest religiøse svar: Klart nej.

Diskussionen er at dømme på debattørens nedsættende tone nærmest illegitim. Hvordan kan nogen overhovedet vove at sætte pørgsmålstegn ved markedets velsignelser? Shakespeares grådige købmand Med sin svulstige retorik kommer Arzrouni mest af alt til at minde om Shylock fra Shakespeares tragiske komedie "Købmanden i Venedig".

Som en moderne udgave af den grådige købmand Shylock forsværger han ikke overraskende markedets mange fortræffeligheder og giver følgende konklusion: »Reklamer for kommercielle produkter er noget af det mest frigørende, der findes«. Markedsgørelse er med andre ord lig med frigørelse.

At det frie marked er en nødvendig del af vores liv og vores samfundsøkonomi, kan jeg kun være enig i. Men problemet er, at den danske Shylock gentager den fejl, som Anders Fogh Rasmussen begik med sit liberale hovedværk "Fra socialstat til minimalstat" for snart 20 år siden.



»Slavesindet«

I sit oplæg til den forestående kulturkamp beskrev Anders Fogh, hvordan man skulle »afvikle statsliggørelsen af menneskets liv«, og hvordan man skulle »vriste slavesindet ud af danskeren«. Budskabet handlede med andre ord om at genindsætte »mennesket i sin tabte værdighed og på den måde avle et frit og stolt folk, der ikke på ny vil bøje nakken under socialstatens åg«. At Anders Fogh dengang langede ud efter socialstaten er i sig selv ikke odiøst. Selvfølgelig kan staten - også en fuldvoksen velfærdsstat som den danske - køre af sporet og bevæge sig for langt fra almindelige menneskers hverdag.

Bureaukratiet kan blive teknokratisk og umyndiggørende.

En simpel pointe, som Karl Marx allerede indså, da han skrev "Kapitalen".

Mens socialismen fra sin fødsel havde et selvkritisk forhold til statens rolle, så har liberalismen ikke haft samme reflekterede forhold til markedet. Det påpegede George Orwell igen i 1944, da han advarede samtidens liberalister om, at de skulle passe på, at de i deres bestræbelser for at sikre den frie konkurrence ikke kom til at skabe en endnu værre tyran.

Derfor har jeg også svært ved at se, hvorfor vi skal betragte det som en velsignelse, at en gennemsnitlig dansker bruger syv måneder af sit liv på at se reklamer på tv, at en fjerdedel af alle babyer udtaler firmanavne, før de siger mor eller far, og endelig at reklamer er blevet en fast (og skjult) del af alle nye film og tvserier?.



Den evige forbruger

Der er jo netop ikke tale om frihed eller frie valg. Jeg vælger netop ikke at se reklamer i pauserne under håndbold-VM, jeg vælger ikke at lytte til reklamer i S-toget, og jeg vælger ikke at se Nokia-reklamer i "Forbrydelsen". Jeg kan ikke blive fri. Der er altid reklamer, der sniger sig ind og sikrer, at jeg ikke bare er håndboldfan, pendler eller tv-seer, men er dømt til at være forbruger. Evig og altid er jeg forbruger.

Derfor gentager jeg gerne mit spørgsmål: Om forbrug i sig selv et gode, eller om burde man overveje hvorledes markedet - ligesom staten - skal afvejes i forhold til opretholdelsen af uafhængige og selvstændige medborgere?.

»Der er jo netop ikke tale om frihed eller frie valg () Der er altid reklamer, der sniger sig ind og sikrer, at jeg ikke bare er håndboldfan, pendler eller tv-seer, men er dømt til at være forbruger.«.