Venstrefløjen skal tage værdikampen alvorligt

Baglandet på venstrefløjen har aldrig taget den diskussion om værdipolitik og kulturkamp, som den burde. Det har været ti års brandslukning, flankelukning og krisehåndtering - stort set blottet for politikudvikling og gennemtænkning.

Den seneste tids uro og splittelse i S og SF i kølvandet på regeringens nye stramninger på udlændingeområdet viser med al tydelighed, hvad der kan vente af problemer forude, når venstrefløjen forhåbentligt genvinder magten ved næste valg.

Den store svaghed er, at man i den såkaldte »værdipolitiske« diskussion har prioriteret politisk kommunikation frem for politisk diskussion. Det har måske været en fordel på kort sigt, men i det lange løb er det opskriften på slingrekurs, forvirring, splittelse og furore.

Vi kommer til at se det igen og igen de næste år. Forløbet vil gå nogenlunde således: Ledelsen i enten S eller SF markerer sig stærkt på et eller andet såkaldt værdipolitisk, der omhandler flygtninge, indvandrere, islam eller noget med integration.

Kort efter begynder bekymrede og moralsk indignerede stemmer i baglandet at ytre deres fortvivlelse. Herefter dukker Kamal Qureshi eller en lignende skikkelse op med en moralsk opsang til partiernes ledelse.

Så starter accelerationen, og efter et par dage har forargelsen spredt sig som en steppebrand, og store dele af centrum-venstre vil kappes om at være så fortvivlede og forargede som muligt.

Omkring på dette tidspunkt vil Poul Nyrup Rasmussen, Birte Weiss eller andre 90er-koryfæer sandsynligvis rejse sig fra elefantkirkegården og løfte deres moralske finger over det danske land. Til sidst vil den politiske ledelse være tvunget til at udforme endnu et halvhjertet kompromis.

NÅR BAGLANDET PÅ venstrefløjen har så let ved at gå i spåner, hver gang en politiker fra S eller SF markerer sig markant i værdidebatten, skyldes det, at man aldrig har taget den diskussion om værdipolitik og kulturkamp på venstrefløjen, som man burde. Det har været ti års brandslukning, flankelukning og krisehåndtering - stort set blottet for politikudvikling og gennemtænkning.

Med solointerview her i Berlingske Tidende og konfrontationen med fru Kjærsgaard har Helle Thorning forsøgt at gøre sig selv til en offensiv spiller på den værdipolitiske bane. Budskabet har været, at det ikke er nødvendigt at stramme udlændingepolitikken yderligere.

»Hertil og ikke længere«, som hun formulerede det. Det var et åbenlyst forsøg på et kompromis, der kunne forene de to stridende interesser på venstrefløjen.

Og Helle Thorning skal i det hele taget have stor ros for at tage kampen op med disse centrifugale kræfter i centrum-venstre-alliancen.

Men problemet er, at det stadig er uklart, hvad det egentlig er for et politisk projekt, man forsøger at realisere med udlændingepolitikken, og hvad der gør, at de nuværende stramninger åbenbart er så gode, at de ikke skal pilles ved i fremtiden. Det kan godt være, at centrum-venstre har politik på alle hylder, men hvem kan rent faktisk besvare spørgsmålet: »Hvad ønsker S-SF med deres udlændingepolitik?« EN REEL VÆRDIPOLITISK offensiv fra centrumvenstre kræver opgør med en række tabuer og kræver, at man endelig vil sætte egne idéer først. Det vil sige, at man skal føre politik, fordi man virkelig mener det, og ikke fordi kampen om magten tilsiger det. Vælgere er ikke dumme og kan sagtens mærke forskellen. Selvfølgelig har flere ledende centrum-venstre-kræfter lagt en politisk linje ud fra egen overbevisning. Men de har aldrig fået lagt en linje, der med afsæt i egne værdier og ideologi klart har begrundet, hvorfor man gør, som man gør, i udlændingepolitikken.

For det første bør man åbent erkende over for baglandet, at antallet af nytilkomne indvandrere og flygtninge spiller en betydelig rolle for at opnå succesfuld integration. Desto flere nytilkomne, desto sværere er det at integrere. Derfor må baglandet forstå, at antallet af familiesammenførte og flygtninge bliver nødt til at være politisk reguleret, hvis vi skal kunne opfylde vores ideologiske mål om at skabe lige muligheder og sørge for en vellykket integration af alle nytilkomne.

For det andet bliver man også nødt til at tale mere åbent om, at der også findes visse kulturelle normer i nogle indvandrermiljøer, der skal konfronteres direkte, hvis vi ønsker at opretholde kampen for ligestilling og lige rettigheder. Det er f. eks. fænomener som tvangsægteskaber, der i overvejende grad undertrykker unges ret til selv at finde deres egen partner. Sådanne forhold kræver politiske svar, som f. eks. en 24-års regel eller et bedre alternativ.

Centrum-venstre-politikere bør aldrig forfalde til ren moralisme og kræve regler afskaffet uden samtidig at kunne præsentere et reelt politisk alternativ, der tager hånd om de problemer, der kræves løst.

FOR DET TREDJE skal centrum-venstre erkende og turde diskutere, at der altså findes visse nyere politiske og doktrinære strømninger inden for islam, der bør kritiseres og bekæmpes. Plads til forskellighed er ikke lig med accept af intolerance. Centrum-venstre har altid kritiseret og bekæmpet antisekulære og udemokratiske bevægelser, så hvorfor gøre undtagelser i dag? Hvis man kæmper mod diskrimination og for tolerance, inklusion og trosfrihed, så kan man ikke frede totalitære strømninger for kritik - hverken for majoriteten eller for minoriteterne.

At gøre op med ovenstående tabuer skal være udgangspunkt for en ny indvandringspolitik, der kan sikre kvalificeret arbejdskraft, give lettere adgang til statsborgerskab og frem for alt sikre en stærk integration. Det kan gøres uden at vælge Pia Kjærs gaard-vejen hvor man mistænkeliggør hele befolkningsgrupper og samtidig kan det gøres uden at vælge Tøger Seidenfaden-vejen, hvor man sætter de danske værdier over styr og skaber et kludetæppe af uigennemskuelige særrettigheder.

Det vil slå gnister og skabe store konflikter, hvis centrum-venstre ikke kommer offensivt på banen i den værdipolitiske diskussion. Der er brug for at få diskussionen til at dreje sig om de midler, der skal til for at nå målene, så den ophører med at have sin nuværende karakter af et moralsk »enten/ eller«. Hvis den nuværende linje fortsættes, så vil debatten igen og igen kunne knække alliancen - og det er ingen på venstrefløjen tjent med.