Skoleranglister er ideologisk talnarkomani

Skoleranglister kan muligvis have deres berettigelse i visse sammenhænge, men de kan bare ikke bruges til måle kvaliteten af skolernes undervisning, til at sammenligne privatskoler med folkeskoler eller til at danne grundlag forældrenes skolevalg. At påstå dette er ren ideologi og ren talnarkomani. Forestil dig at leve i en verden, hvor alle aspekter af tilværelsen er opsummeret i tal, nedfældet i excelark og integreret i økonomiske modeller. Dine forældre har alene valgt dig ud fra talværdien på dit DNA, din arbejdsgiver har alene valgt dig ud fra dit karakterniveau og endelig har din partner alene valgt dig ud fra dit BMI, din IQ og din forventede livsindkomst. Kun tal. Intet andet tæller.

Med andre ord en tilværelse, hvor vi altid har fuld information om vores muligheder, altid har fuld indsigt i vores præferencer og altid kan måle og veje de nødvendige valg, som vi står overfor. Altså en verden baseret på rationelle og fuldt gennemsigtige valg, hvor vi altid kan foretage det ”rigtige valg”. Måske et sandt paradis for statistikere, revisorer, økonomer og andre tal-mennesker. Men for alle os andre kunne der måske mangle noget. Mens dette endnu ligner et dystert kapitel i en af George Orwells fremragende bøger kunne vi måske bruge tiden til at kaste et kritisk blik på den igangværende debat om nødvendigheden af at sammenligne skoler og sammenligne private og offentlige skoler.

Et par relevante overvejelser om statistikkers relevans man burde gøre sig før man tillægger denne type undersøgelse så stor vægt. Det første problem ved disse ranglister er det statistikere vil kalde et selektionsproblem. Når man sammenligner folkeskole og privatskole, så er forældrene i sidstnævnte positivt selekteret. Det faktum, at privatskole-forældre har truffet et bevidst valg om at putte deres børn i privatskole afslører en særlig uddannelsesbevidsthed. Selvom man altså tager højde for forskelle i uddannelse og indkomst – som den foreslåede rangliste også korrigere for - så vil børn i privatskoler qua det skærpede uddannelses fokus kunne forvente større opmærksomhed, opbakning og hjælp fra forældrene. Det vil med stor sandsynlighed have en meget stor påvirkning på karakterniveauet.

Det er således ikke kun privatskolernes, men ligeledes forældrene indflydelse, der skaber de højere karakterer. Det andet problem er at disse ranglister udelukkende giver et øjebliksbillede. De tager ikke højde for de store udsving i afgangskarakter, som finder sted år for år. Den kommunale forskningsinstitution AKF har analyseret netop disse udsving. Kun én1 procent af skolerne lå stabilt blandt de bedste 20 procent og de ringeste 20 procent, når man kiggede på fem års afgangskarakterer.

At en skole tidligere har sikret gode karakterer betyder ikke, at vores børn året efter vil opnå det selvsamme. Det betyder ikke, at folkeskolen aldrig kan lære af privatskoler eller at folkeskoler aldrig må sammenlignes, men det betyder at Undervisningsministerens skoleranglister er uvidenskabelige, usaglige og ren ideologisk talmagi. Vi kan ikke vælge skole ud fra et excelark og verden vil aldrig blive reduceret til objektive valgsituationer, hvor vi kan forbruge til den ’rigtige løsning’. Og derfor vil ranglister aldrig kunne sikre en bedre folkeskole.