Britisk venstrefløj tilbage til rødderne

Mens brug af sociale medier har været det måske mest brugte buzzword gennem de seneste år, er en gammel amerikansk tradition – community organising – blevet centrum for debatten om politisk organisering i Storbritannien.

LONDON | Det engelske socialdemokrati Labours leder Ed Miliband har erklæret, at Labours formål ikke længere kun skal være at være størst muligt i parlamentet og vinde regeringsmagten, men at partiet også skal gøre ”communities stronger through collective action”. Inspirationen kommer fra det amerikanske ikon Saul Alinsky, som organiserede fagforeninger og religiøse institutioner i Chicago i 1930’erne, og fra Storbritanniens egen borgeralliance London Citizens.

Saul Alinsky og Europas største borgeralliance
London Citizens er Europas største og mest succesfulde borgeralliance. Det er en partipolitisk uafhængig alliance som samler fagforeninger, kirker, moskeer, synagoger, studenterorganisationer, skoler og organisationer for migranter i den engelske hovedstad. Alliancens leder, Neil Jameson, begyndte at organisere i bydelen East London i 1990’erne. I dag har organisationen over 200 tilsluttede institutioner fra civilsamfundet, 25 ansatte organizers og er ansvarlig for uddannelsen af lederne i Labour-organisationen Movement for Change. Alliancens strategi bygger meget direkte på Saul Alinskys arbejde i Chicago.

Hvad er det, der gør alliancen så succesfuld at alle vil lære af den?

Alliancen organiserer hverken omkring en bestemt klasseposition – som fagforeningerne – eller om en bestemt sag, som udviklingsorganisationer, Kirkeasyl osv. De organiserer folk på basis af deres bopæl i nærmiljøer med det overordnede og fælles mål at skabe og udvikle folkelig magt. Målet er at styrke civilsamfundet, overfor en (for) bureaukratisk stat og et profit-orienteret marked. Dermed bliver styrkelsen af alliancen og netværket mellem mennesker i lokalområdet både et middel og et mål i sig selv.

Organiseringen i alliancen er langsommelig. I stedet for at vælge en sag og organisere dem, der er enige, afholder de ansatte organizers hundredvis af møder med ledere: præster, faglige ledere, elevrådsrepræsentanter, ledere af migrantgrupper. Målet er at skabe stærke personlige relationer for at styrke magten i alliancen og dermed kunne skabe effektive kampagner.

Mens jeg besøgte London Citizens var de eksempelvis i gang med at starte en ny afdeling, i området Shoreditch. Forud for valget af prioriteter og de reelle kampagneaktiviteter gik 9 måneder med 1-til-1 møder, fælles møder og forpligtelse fra medlemsinstitutioner, politisk og økonomisk. Først derefter vil de begynde konkrete kampagner. Relationer, magt, handling – i den nævnte rækkefølge.

Lederskab er afgørende
Det betyder ikke, at organisationen bare snakker. Efter opbygningen af relationer er det afgørende, at der handles. London Citizens står bag den succesfulde kampagne Living Wage (hvor de har vundet højere lønninger for de lavest lønnede ved involvering af lokalsamfund i banker, på hospitaler og universiteter), CitySafe kampagnen, Strangers into Citizens for en midlertidig amnesti til papirløse migranter og en masse lokaliserede kampagner.

Organisering er ikke leder-løs, tværtimod. Den er fuldstændigt afhængig af dygtige ansatte organizers, som er i stand til at tænke strategisk og til at identificere, uddanne og udvikle lokale ledere. London Citizens har uddannet 2.500 lokale ledere ved 2- og 6-dages-træninger. Ligeså vigtigt er det, at enhver offentlig handling også skal udvikle ledere. Efter hver offentlig aktion evalueres resultatet således i en fælles proces, hvor alle er velkomne: hvor mange kom, opnåede vi hvad vi ville, men også: udviklede vi nye ledere, kom der flere folk til? De ansattes rolle er at skabe resultater, men midlet er altid at sætte lederne forrest.

Labour-partiets nye drejning
Med sin særlige organiseringsform involverer London Citizens grupper, som venstrefløjen sjældent har fat i. Migranter, religiøse grupper og etniske minoriteter er stærkt repræsenteret til både møder og aktioner. Organisationen taler aldrig om ”integration” eller ”kulturmødet”, men de skaber det i praksis ved en simpel formel. Udgangspunktet er, at folk kan blive enige om 95 procent: ordentlige boliger, arbejdspladser og sikkerhed. De organiserer folk omkring dét – og i de fælles aktioner skabes et møde på tværs af ’kulturer’.

Dét vil Labour gerne lære af. David Miliband oprettede i første omgang Movement for Change: the home for community organising inside the Labour movement. London Citizens har som konsulent-ydelse trænet dens ledere.

Den sejrende bror i formandsopgøret, Ed Miliband, støtter nu også organisationen og har selv sat sig i spidsen for at omdanne Labour-partiet med community organising som det centrale princip. Labour Students har som en af de foreløbige resultater startet kampagnen Labour-students | Living Wage, hvor de gennemfører kampagner på universiteter for at også ansatte i udliciterede områder som rengøring på universiteterne skal have en anstændig løn.

En mulighed i Danmark?
Labour er et bredt parti med en række forskellige strømninger, der dækker bredt på venstrefløjen, til forskel fra Danmark hvor hele tre arbejderpartier er repræsenteret i Folketinget. Hvem kan og bør drive lokalorganisering i en dansk kontekst?

Det korte svar er jo flere, jo bedre. Alle partier slås på forskellige måder med problemer med folkelig opbakning og partidemokrati. En kamp om stemmer ved dørene er et demokratisk fremskift i forhold til fokusgrupper og annoncekampagner (som naturligvis forsat vil være vigtigt). Både i Enhedslisten og SF kigger man mod SP i Holland og forsøger sig med lokal organisering, mens Socialdemokraterne forsøgte sig med at ’banke på 500.000 døre’ op til folketingsvalget.

Det lange svar er lidt mere kompliceret. Ønsker vi at borgerne mandag skal have besøg fra en aktivist fra Enhedslisten, der vil lytte til problemer og finde fælles løsninger, tirsdag en fra SF og onsdag en fra Socialdemokraterne? Tror vi på, at vi kan bygge partiledede brede koalitioner af borgere?

Alternativet er at lade os inspirere af community organising som den finder sted i London, Berlin, Sidney og en række amerikanske storbyer: at bygge brede alliancer uden formel partitilknytning som studenterorganisationer og en række fagforeninger gør.

Bjørn Hansen har tidligere forfattet specialet ”Transformativt medborgerskab – en analyse af borgeralliancen Citizens UK” samt reportagen fra London Citizens ”Til kamp med Gud, Allah og Marx”.