Reformér. Den danske model skal gentænkes

Vi har brug for en tredje vej, hvor vi inkluderer de mennesker, vi har
parkeret på passiv forsørgelse. Ellers lider den danske model en langsom død.

Diskussionen om de ’756.545 overflødige’ stiller en række kritiske
spørgsmål til vores danske flexicurity model. Positivt rummer modellen
høj social sikkerhed, væsentlige investeringer i uddannelse af
arbejdskraften og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der ofte forkorter
ledighedsperioden. Desuden gør den det nemt for virksomhederne at
afskedige medarbejdere i nedgangstider. Negativt rummer modellen den
udfordring, at omkostningerne til de 756.545 danskere parkeret på
passiv forsørgelse er betragtelige.

Kombinationen af den høje sociale understøttelse og de høje danske
lønninger har formentlig haft den følgevirkning, at der er blevet
skabt et ’parkeringsDanmark’, hvor store dele af befolkningen er
parkeret permanent på passiv forsørgelse. Det er bagsiden af medaljen.

Det store antal af passivt forsørgede er en implicit del af den danske
model. Det beror på et politisk valg, hvor vi – ikke bare i Danmark,
men i hele Skandinavien – har valgt at konkurrere på høj kvalitet,
stor fleksibilitet og kompetence i verdensklasse frem for på lav løn,
lav understøttelse og ’arbejdende fattige’. Den tilgang er under pres
med eurokrisen og hetzen mod kontanthjælpsmodtagere.

Når de sydeuropæiske lande har langt færre på passiv forsørgelse end
de skandinaviske, skyldes det ikke, at de har færre arbejdsløse, eller
at de er mere arbejdsomme end os, men alene at de politisk set har
været villige til at acceptere, at flere mennesker falder helt udenfor
systemet. I Danmark og Norge er henholdsvis 98,4 pct. og 98,9 pct. af
de ikke-beskæftigede dækket af offentlig forsørgelse, mens de
tilsvarende tal for Grækenland og Portugal kun er 57,6 pct. og 63 pct.
(Eurostat).

Overordnet står vi med valget mellem den skandinaviske og den
sydeuropæiske model, hvor flere og flere, specielt borgerlige, hælder
mod det sidste med markant lavere social dækning til følge. Men før vi afmonterer den danske model, må vi forstå dens betydning og implikationer bedre.

Den danske model har til formål at holde hånden under og investere i
arbejdskraften. Værdien af den skal ikke alene måles på lav ulighed,
social tryghed og sammenhængskraft, men på beskæftigelsesfrekvenser og jobmobilitet, hvor modellen placerer os i top. I 2010 havde Danmarks
en beskæftigelsesfrekvens på 73,4 – den næsthøjeste i EU – mens lande
som Grækenland og Italien lå på henholdsvis 59,6 pct. og 56,9 pct.
Langt færre italienere og grækere er aktive på det formelle
arbejdsmarked, bl.a. som følge af langt flere hjemmegående husmødre.

Det samme gør sig gældende for jobmobiliteten. Mens andelen af
beskæftigede i Danmark med under et års ansættelse i samme job var
helt oppe på 24 pct., var de samme tal for Grækenland og Portugal blot
7 pct. og 12. pct. Et resultat der placerer Danmark på en klar 1.
plads blandt OECD-landene, når det handler om fleksibilitet og
jobmobilitet – noget som alle mener, er godt for arbejdsmarkedet og
økonomien. Den danske model er altså en succes på flere parametre.

Det betyder ikke, at vi passivt skal acceptere en samfundsmodel, hvor
mange hundrede tusinder parkeres på forsørgelse. Det skaber store
udfordringer for vores konkurrenceevne, det efterlader engagerede
medborgere i passivitet, og det øger de sociale ubalancer. Vi har brug
for en ny tredje vej på det danske arbejdsmarked, som hverken bygger
på et stort antal ’arbejdende fattige’ eller accepterer et decideret
’parkeringsDanmark’.

Vi kender langt fra svarene på forhånd, men vi må udvide den nuværende
fleksibilitet med mere rummelighed. En tredje vej kræver for det
første, at landets virksomheder påtager sig et større ansvar og giver
plads til de arbejdskraftreserver, der ikke ligner gennemsnittet og
måske har brug for særlige forhold. For det andet skal staten udvide
de sociale klausuler væsentligt, købe mere socialt ansvarligt ind, og
netop belønne de virksomheder som tager et særligt ansvar. Samtidig
skal staten også tillade at civilsamfundet spiller en langt større
rolle, hvor det i højere grad skal have mulighed og ansvar for at
skabe alternative beskæftigelsestilbud. Et godt eksempel kunne for
eksempel være den socialøkonomiske virksomhed Café Kaffegal i Århus,
som målrettet tilbyder psykisk sårbare at gennemføre en faglig og
social opkvalificering. I et mix mellem frivillige og professionelle
får de psykisk sårbare en unik mulighed for at komme tilbage på
arbejdsmarkedet. Endelig skal staten også selv løfte en større del af
opgaven ved at lade folk med særlige behov overtage opgaver i det
offentlige, som for eksempel kantinedrift, eller ved direkte at
etablere offentlige servicevirksomheder eller lignende, der på
minimumsløn kan tilbyde at løse en række forskellige serviceopgaver.

Denne type af tiltag og en masse nye eksperimenter kan skabe en tredje
vej på det danske arbejdsmarked. De skal sikre, at vi indenfor de
næste 20 år får nedbragt antallet af passivt forsørgede med 200.000,
som bør være et mål både den nuværende og de kommende regeringer skal forfølge.