Hvad indad tabes, skal udad vindes

replik

Det aktuelle politiske år er blevet kaldt det store reformår.

Regeringen vil fremlægge reformer på en lang række områder, fra førtidspension og fleksjob til SU'en, kontanthjælp og aktivering. En af de helt afgørende målsætninger for de mange reformer er at få flere arbejdstimer ud af danskerne.

De snarlige trepartsforhandlinger skal således alene øge arbejdsudbuddet med, hvad der svarer til 20.000 personer frem mod 2020, og den kommende skattereform har til hensigt at udvide arbejdsudbuddet med 7.000 personer.

Der fifles derfor med en række indgreb omkring arbejdstid og den tid, der tilbringes uden for arbejdsmarkedet.

Alt synes i spil, fra skattegrænser til helligdage.

Flere af reformerne, ikke mindst dem der gerne skulle bringe passivt forsørgede tilbage på arbejdsmarkedet, kan give dobbelte gevinster: et mere meningsfyldt liv for dem, der igen får fodfæste på arbejdsmarkedet, og et positivt bidrag til økonomien. Men på andre områder kan konsekvensen være dårligere vilkår for nogle af samfundets svageste eller et generelt velfærdstab.

Ikke mindst i det lys er AKF's påvisning af, at indvandrere ofte skal uddanne sig dobbelt for at få et job i Danmark interessant. For ud over at vise, at det er spild af ressourcer, er det et tegn på, at der i indsatsen med at fremtidssikre vores økonomi og velfærdssamfund, er lavt hængende frugter, vi ikke får plukket.

Et opråb til alle

De mange indvandrere med både høj og lav uddannelse, der har sværere ved at få et job end etniske danskere, og som ofte løber ind i afslag efter afslag, er ikke bare en historie om personlige nederlag, men også en forspildt chance for Danmark. Og det fuldstændigt irrationelle i, at indvandrere med uddannelse fra hjemlandet i mange tilfælde er nødsaget til at tage endnu en uddannelse i Danmark for at få et job, afskrækker formelig endnu flere fra at søge job i Danmark. Det er samfundsøkonomisk tossedumt.

De demografiske udfordringer herhjemme - med udsigt til færre i den arbejdsdygtige alder og flere ældre, der skal have pension, kræver pleje og typisk koster mere i forhold til behandling på sygehusene - ville således skrumpe væsentligt, hvis der var flere dygtige udlændinge, som blev en del af det danske arbejdsmarked. Dermed ville reformpresset være mindre og de reformer, der ikke desto mindre ville blive gennemført, ville give mere rum til ny velfærd eller andre fordele for danskerne.

Så AKF's undersøgelse bør være et opråb til både private virksomheder, de offentlige myndigheder og vores politikere om, at vi i Danmark skal blive bedre til at anerkende uddannelser og arbejdserfaring fra udlandet.

For hvis ikke vi gør det, gør vi alt andet meget sværere for os selv. Vi overser oplagte talenter, mister konkurrenceevne og gør samfundsøkonomien tungere. Derfor bør ressourceignorancen bekymre.