Ideologisk harakiri på arbejdsmarkedet

Halvering af dagpenge er en ’klassisk politikerløsning’: man ønsker at løse problemerne ved en simpelt og direkte quickfix-løsning. Men der findes ikke nogen ’alt i en’-løsning på dette område, selvom lavere dagpenge naturligvis vil have en form for effekt.

Problemet med yderligere forringelser af dagpengene målrettet unge under 30 år, hviler på to helt simple, men ikke desto mindre meget afgørende argumenter.

For det første, så skaber det ikke i sig selv arbejdspladser at lade unge gå ned på halv-dagpenge. Vores største problem i dag, er ikke manglende motivation eller arbejdslyst, men ganske enkelt mangel på jobs. En rundspørge fra Avisen.dk bekræftede fornyelig, at syv ud af ti kommuner ikke fandt nogen sammenhæng mellem dovenskab og arbejdsløshed. Lignende konklusion har vi også fået fra den internationale ISSP-undersøgelse, der opgør arbejdsmoralen i ca. 40 lande, som nåede frem at 75 pct. af danskerne, svarede at de "ville foretrække at arbejde uanset deres behov for pengene". Det resultat overgås kun af Norge (76 pct.) og Taiwan (80 pct.), hvilket placerer Danmark i den absolutte top. Yderligere justering af de økonomiske incitamenter bør dermed ikke være de primære redskaber i den nuværende situation. Det vi for alvor har brug for er flere offentlige og private investeringer, der kan sætte turbo på svækkede danske jobskabelse.

For det andet, så vil det nye forslag blot være endnu et led i angrebet på den danske model. Det vil tilskynde de unge til at fravælge indmeldelse i A-kassen og dermed udgøre – sandsynligvis helt bevidst fra Venstre - et anslag mod den danske fagbevægelse og aftalemodel. Dagpengene er allerede blevet massivt forringet. Dækningsgraderne er i årevis blevet reduceret, med den seneste reform er dagpengeperioden blevet halveret og endelig har man også skærpet optjeningskravet, så det i Danmark kræver henholdsvis 3 og 5 gange så lang tid på arbejdsmarkedet, som i Sverige og Finland for overhovedet at få ret til dagpenge. Ønsket om yderligere forringelse af dagpengene er således frem for alt et udtryk for en ideologisk målsætning om at stække fagbevægelse. Forslaget vil i overvejende grad virke negativt på den højt tilbedte fleksibilitet og dynamik i Danmark, som fortsat er vores udgangspunkt for vækst og beskæftigelse.

Vi skal naturligvis ikke lukke øjnene overfor behovet for nye arbejdsmarkedsreformer, men vores problemer på nuværende tidspunkt handler ikke om økonomiske incitamenter eller generøse dagpengesatser, men derimod mangel på arbejdspladser. Derfor er de fortsatte udbudsøkonomiske fatamorgana’er heller ikke vejen frem. Når Beskæftigelsesministeriets ’beregnings-modeller’ peger på, at der kan skabes 2000 nye jobs med dette indgreb, så er tale om teorier, der er tilpasset en højkonjunktur og overhovedet indregner de aktuelle udfordringer. Derfor er svaret kort: Danmark skal have gang i jobskabelsen!