Velfærdsmedarbejderne presses ud af den offentlige sektor

Antallet af DJØF'ere stiger i kommunerne, mens der skæres ned på de »varme hænder« i velfærdens frontlinje. Komunalreformens fokus på kontrol og forvaltningsmæssige modestømninger kan være forklaringerne.

Den økonomiske krise i Europa buldrer derudad, men det er ikke bare Grækenland og Italien, der er i kikkerten, når økonomer og embedsmænd dikterer besparelser. Krisen har således medført en sand bølge af nedskæringskrav for den offentlige velfærd herhjemme. EU-kommissionsformand Barroso har kaldt udviklingen med Europagten og en strammere økonomisk EU-styring for »en stille revolution.« Men det, Kommissionsformanden betegner som en stille revolution, kan meget vel blive larmende for velfærden og for frontmedarbejderne i den offentlige sektor. Siden foråret 2010 er beskæftigelsen i kommuner og regioner ifølge beregninger fra Det Fælleskommunale Løndatakontor ( FLD) og AE-rådet faldet med omkring 24.000 fuldtidspersoner. De største fald har været inden for de grupper, der omfatter lærere m. fl. i folkeskole og specialundervisning, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter samt dagplejere og pædagogisk personale i daginstitutioner mv. Alene for disse grupper har der siden april 2010 været en nedgang på godt 16.400 fuldtidsbeskæftigede.

I kommunerne er antallet af fuldtidsbeskæftigede ifølge FLD faldet med 2.5 pct., og i regionerne ses et fald på 1.4 pct. fra december 2010 til december 2011. Samlet er beskæftigelsen i kommuner og regioner således faldet med 2.2 pct. på bare et enkelt år.

Kommuner bliver akademiseret

Men de store prikkerunder i den offentlige sektor er langt fra ligeligt fordelt blandt de forskellige medarbejdergrupper. En undersøgelse på baggrund af tallene fra FLD afslører en stigende akademisering af kommunerne. Som illustreret i figuren er der siden 2005 blevet ansat 10 procent flere HK'ere og 25 pct. flere akademikere, mens antallet af lærere, pædagoger og sosu-assistenter har været faldende. Nedskæringerne har altså ikke ramt de kommunale akademikere på samme måde som de kommunale frontmedarbejdere, der skal løfte velfærdens kerneopgaver. Akademikere og djøfere prioriteres således over velfærdsmedarbejderne. Ifølge en undersøgelse, fra analyseinstituttet Damvad, er antallet af DJØF'ere ( altså kun jurister, økonomer og samfundsvidenskabeligt uddannede) de sidste ti år steget med 118 procent i kommunerne, mens det for henholdsvis stat og regioner er steget med 47 procent og 22 procent. Til sammenligning er antallet af lærere og pædagoger i kommunerne kun steget med henholdsvis 10,1 procent og 8,2 procent.

Enhver bør stoppe op

Fremskrivninger fra Damvad viser desuden, at man med udgangspunkt i den nuværende efterspørgsel kan forvente, at antallet af DJØF'ere frem til 2030 vil vokse med henholdsvis 50 procent på statsplan, 93 procent på regionsplan og 138 procent på kommuneplan. Disse vækststigninger er så voldsomme, at de burde få enhver til at stoppe op og overveje, om dette er den rigtige udvikling. Spørgsmålet er, hvor mange DJØF'ere vi egentlig har brug for? Og hvor mange vi har råd til? Når en akademiker ì gennemsnit tjener 17.500 kroner mere om måneden end en ansat inden for service-og omsorgsarbejde, pålægger de mange ekstra akademikere massive udgifter for velfærdsstaten. De udgifter, som de 12.942 ekstra DJØF'ere i den kommunale sektor vil udgøre, kunne i stedet bruges til at ansætte 19.420 folkeskolelærere eller 21.664 service-og omsorgsarbejdere. Der findes ingen entydige og præcise svar på hvad, der har startet denne dramatiske udvikling med ansættelse og fastholdelse af de mange nye DJØF'ere ude i kommuner og regioner. Men flere oplagte tendenser kunne udgøre en del af svaret.

Er det buzz-ordene der styrer

Et første bud på en mulig forklaring er Kommunalreformen fra 2007. Den har endnu ikke indkasseret de ønskede administrative effektiviseringer, og har i hvert fald ikke for alvor formået at reducere administrationsbyrden i den offentlige sektor, som tværtimod har været tiltagende i flere af de nye og større kommuner. Et andet bud er de buzzords-agtige styringsredskaber, som New Public Management, LEAN og Performance Management, der over de sidste 15-20 år er blevet stadigt mere dominerende i den offentlige sektor. Den herskende styring har sat fokus på standardisering, overvågning, monitorering og kontrol af velfærdens frontmedarbejdere. En undersøgelse fra FTF i 2009 viste, at 84 procent af de offentligt ansatte oplevede, at dokumentationsarbejdet tog tid fra kontakten med borgerne, mens 59 procent ikke oplevede, at den øgede dokumentation forbedrede servicen over for borgerne. Den omfattende dokumentation er altså ikke nogen garanti for bedre service. Den er til gengæld en garanti for ansættelse af flere DJØF'ere. Den øgede dokumentationsbyrde og bureaukrati kræver simpelt hen flere DJØF'ere og akademikere. Når lovgivningskomplekset ude på jobcentrene for eksempel er vokset med 21.987 sider fra 1951 ti 2010, så er der noget helt galt. Mere papir kræver kort sagt flere papirnussere. Det er naturligvis ikke sådan, at alle de nye DJØF'ere bliver sat til at kontrollere, evaluere og monitorere - mange vil være beskæftiget med HR, kommunikation og lignende støttefunktioner, ligesom mange af dem naturligvis også vil bidrage til at øge effektiviteten. Men det ændrer ikke ved at faktum, at DJØF'erne fylder stadig mere i velfærdsstaten.

Den nye regering har fastslået, at krisetid også er prioriteringstid. Men der skal ikke kun prioriteres mellem, hvem, der skal have hjælpe af det offentlige, og hvilke ydelser, de skal kunne få. Der er en række andre prioriteter og afgørende valg, som der ligeledes må tages: Skal vi satse på flere kolde akademikere til at forestå yderligere monitorering, evaluering og regulering? Eller skal vi i stedet satse på de frontmedarbejdere, der skal passe vores forældre, undervise vores børn og sende os raske tilbage på arbejdsmarkedet? Det er ikke en enten-eller-situation. Men lige nu foregår der en afgørende prioritering, som falder ud til akademikernes fordel. Vi har brug for at afklare, hvor mange djøf'ere og hvor mange flere regler den offentlige sektor i virkeligheden har brug for?

Hvornår vi skal styre efter centrale mål, og hvornår vi skal lade medarbejdernes faglighed råde? Og hvad der er DJØF'ernes, og hvad der er frontmedarbejdernes kompetencer? Det er nogle af de afgørende spørgsmål, som politikerne må adressere for at sikre, at den leverede velfærd er i fokus. Og som politikerne og arbejdsmarkedets parter i de kommende trepartsforhandlinger må stille, så der for alvor kan tages hul på den tiltrængte afbureaukratisering, og vi samtidig får genetableret den faglige tillid i styringen af velfærden.