Et centrum-venstre blik på folkeskolen

Folkeskolen Mangfoldighed i folkeskolen er helt centralt for vor dannelse i et demokratisk samfund, men regeringens ensidige og teknisk faglige forståelse udfordrer vægtningen af dannelse, mener dagens kronikører

Vi vil fra centrum-venstre komme med vores bud på, at dannelse ikke skal opfattes som en modsætning til den faglige læring i folkeskolen. Først vil vi dog uddybe vores forståelse af, hvorfor dannelse er så vigtig i et demokratisk samfund som Danmark. Til sidst vil vi komme med nogle løsninger på de udfordringer, som test og mistillid til lærerprofessionen giver dannelsesaspektet i folkeskolen.

Meningen med skolen er, at den daglige undervisning, samvær og samvirke mellem lærere og elever både fører til hver elevs faglige, sociale og personlige udvikling, og at den opøver i demokratisk dannelse.

Helt konkret foregår dannelsen i den daglige interaktion, hvor læreren gennem sit eksempel viser den demokratiske adfærd i alle situationer, og ved at undervisningen tilrettelægges ude på skolerne, så der tages højde for elevernes forskellighed.

Vi ser folkeskolen som en unik mulighed for eleverne til at møde kammerater fra forskellige miljøer og med forskellige baggrunde. Der knyttes bånd med drenge og piger, som kommer fra både ufaglærte, faglærte og akademiske hjem. Og i mange skoler er der tilmed elever med forskellige etniske rødder og forskellige religioner. Eleverne lærer i folkeskolen, at den hverdag, de kender derhjemme, kan være meget forskellig fra andres måde at indrette sig på.

Heri ligger en vigtig pointe: Eleverne lærer tidligt at respektere mangfoldighed og dermed forskelligheder. Det er en helt central funktion ved folkeskolen, som giver forståelsen for andre mennesker. Den er med til at skabe sammenhængskraft og tillid i samfundet. Det afspejler sig i den måde, vi går til hinanden på og samarbejder på. Ikke kun i skolen, men også senere i livet. Selvom din far er kommunal anlægsgartner, eller din mor er chef i en privat virksomhed, har vi en gensidig forståelse for hinanden. Evne til samarbejde og til at løse opgaver og forebygge konflikter er danskere også kendt for ude i verden, og denne evne bliver ofte kædet sammen med vores succes i den globale konkurrence, hvor Danmark, danske virksomheder og forskere klarer sig godt. Mangfoldighed i folkeskolen, som vi ser det, er altså helt centralt for vor dannelse i et demokratisk samfund. Men regeringens ensidige og teknisk faglige forståelse udfordrer vægtningen af dannelse.

Den meget ensidige fokus på den såkaldte faglighed har ført til en centralisme og styring af arbejdet i skolen. Og det har vist sig i flere undersøgelser at have en negativ virkning på undervisningen ude i skolerne. Central styring fører til standardiseret undervisning, som ikke alle elever får noget ud af.

Man kan ikke standardisere undervisningen, uden at nogle elever bliver tabt. Hvis alle modtager den teknisk set samme undervisning, vil den kun virke på nogen, mens andre vil sidde tilbage uden at have fået noget ud af programmet. Desuden vil vi hurtigt miste sammenhængskraften og mangfoldigheden af individuelle kompetencer og egenskaber. De nationale test vil formentlig bidrage til den standardisering - fordi de blandt andet skal bruges til at vise en landeprofil - så de enkelte klasser kan sammenlignes, og skolens kommunalbestyrelser kan kontrollere lærernes resultater. Allerede i dag kan forældre vælge en skole med det højeste karaktergennemsnit fra afgangsprøverne.

Det fører til A- og B-skoler, hvor de mindre stærke forældre ikke magter at flytte deres børn fra en B-skole til en A-skole. Men det er heller ikke rimeligt at bruge den slags markedskræfter på en skattefinansieret skole, hvor borgeren har ret til at forvente, at kvaliteten er høj på enhver skole i landet. Og skal vi se økonomisk på det, vil en sådan indstilling til børnene i sidste ende koste samfundet endnu flere penge, for den delte skole fører ikke til øget faglighed. Selv OECD anbefaler enhedsskolen i de lande, der har delte skoler.

Men den førte folkeskolepolitik påvirker også lærerne og deres tilgang til lærerprofessionen. Spørger man lærerne, er svaret klart. Inden for de senere år føler lærerne, at de bruger mere tid på dokumentation. De oplever krav om dokumentation som et udtryk for generel mistillid - mere end kvalitetssikring - til deres faglighed og profession fra regeringens side, fordi de ikke selv har ansvaret, selvom det er dem, der er eksperter i undervisning. De centralt bestemte test, kanoner, elevplaner, trin- og slutmål betyder, at lærerne har fået frataget deres historiske autonomi, hvilket ellers har kendetegnet lærerprofessionen gennem tiden.

For at folkeskolen skal kunne tilbyde en mangfoldig gruppe af elever en undervisning, der både er fagligt, socialt og personligt udviklende, er det helt centralt og afgørende, at vi får styrket lærerprofessionen i Danmark. Vi ønsker, at vi skal have en stærk og engageret lærerstand i Danmark. Derfor skal vi genfinde tilliden til lærernes faglighed. Det gør vi ikke ved at teste lærernes faglighed gennem elevernes kompetencer.

Kun den enkelte lærer kan med sin faglighed, professionalisme og ekspertise udvikle den undervisning, som tager udgangspunkt i den konkrete gruppe af elever i klassen. Ved at samfundet anerkender og respekterer lærerens suveræne rolle og opgave som underviser og som betydningsfuld voksen, der skaber tillidsfulde relationer til eleverne og eleverne indbyrdes, giver vi også lærerne mulighed for at løse opgaven. På den måde kan vi bidrage til, at eleverne er klædt godt på til at møde nutidens og fremtidens krav om kundskaber og færdigheder, om samarbejde og innovation samt forståelse og respekt for andre. Det er en undervisning, eleverne har krav på.

Hvad angår test, er vi selvfølgelig tilhængere af, at lærerne får mulighed for at teste deres elever i det omfang, de finder nødvendigt for at få viden om niveauet, og om udbyttet for den enkelte elev er tilfredsstillende eller ej. Men det forudsætter, at det politiske niveau både i kommunen og på landsplan har tillid til skolerne og til lærerne. Udsigten til mange obligatoriske nationale test, for hvilke der end ikke er evidens for, at de virker positivt på læringsudbyttet, opfattes som en kontrol og ikke som en kvalitetssikring, hvilket Undervisningsministeriet og fremtrædende forskere fra DPU ellers italesætter test som.

Vi vil fra centrum-venstre derfor ikke have en folkeskole, der er præget af en moderne liberalistisk markedstænkning, hvor målbarhed og effektivitet går forud for trivsel, fordybelse og alsidig personlig udvikling og demokratisk dannelse samt læring. Ej heller ønsker vi, at det frie valg skal sættes igennem i folkeskolen, for vi mener, at det er grundlæggende for sammenhængskraften i samfundet, at vi fra barnsben omgås mennesker fra alle samfundets sociale og kulturelle lag. Samtidig skal vi gøre op med tendensen til den delte skole, hvis flest elever skal klare sig godt socialt, fagligt og personligt, ikke bare i skolen, men også i resten af livet.

Vi ønsker høj kvalitet i alle skoler, og vi tror, det er vigtigt, at forældrene føler et ansvar og en forpligtethed i lokalsamfundet og for skolen og dens fællesskab. Vi vil på centrum-venstre styrke samfundets sammenhængskraft ved kun at have A-folkeskoler, der uanset geografisk placering leverer den højeste kvalitet for skatteydernes penge. Og så er begrundelsen for det frie valg væk.

Henriette Mai Rahbek og Marianne Jelved er begge tilknyttet tænketanken CEVEA, Centrum-Venstre Akademiet