Økonomi

Alle debatindlæg i denne kategori
8. February 2019

Privat opgavetyveri kan koste danskerne dyrt

Bragt som debatindlæg i dagbladet Berlingske 28/1 2019   At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. I hele Europa drager kommuner og regeringer konsekvensen af 1980ernes fejlslagne privatiseringsbølge. En stor del offentlig forsyningsvirksomhed, vand, el, varme og affaldshåndtering blev dengang privatiseret i flere af vores europæiske nabolande. Resultatet var højere priser, dårligere service og et lavt investeringsniveau, og det skaber nu en modreaktion. Privatiseringsbølgen trækker sig stille, men sikkert tilbage, og i stedet skyller en genkommunaliseringsbølge ind over kontinentet. Det sker også i Danmark, hvor flere kommuner hjemtager affaldsindsamlingen. Erhvervslivets interesser brokker sig under overskriften »offentligt opgavetyveri«. Men der er i virkeligheden tale om det stik modsatte: Et forsøg på at fremme et uhensigtsmæssigt privat tyveri af opgaver, der produceres mest hensigtsmæssigt i offentligt regi. Ligesom tyskerne køber deres energiforsyning tilbage, franskmændene generhverver deres vandværker, og svenskerne tager fjernvarmeværkerne tilbage i kommunalt ejerskab, vælger flere danske kommuner selv at stå for affaldsindsamlingen. Hvad er årsagen til den kommunale kursændring? Ideologiske motiver i kommunalbestyrelserne? En modvilje mod markedsgørelse? Eller bare en konstatering af, at kommunale affaldsselskaber kan være en bedre løsning, når det gælder priser, service og grønne løsninger?   I Halsnæs Kommune besluttede man, at det kommunale forsyningsselskab skulle overtage affaldsindsamlingen, da kontrakten med den private vognmand udløb i 2015. Kommunen forudså et stort besparelsespotentiale. Siden kommunen overtog affaldsindsamlingen er taksterne for dagrenovation for almindelige husstande faldet med 20 og 15 pct. i hhv. 2015 og 2016, en samlet besparelse på ca. 500 kr. pr. husstand. I andre kommuner er fortællingen den samme: Kommunale undersøgelser og kontroludbud viser, at de kan optimere økonomi og ressourceudnyttelse ved selv at stå for indsamlingen. I Rødovre kunne kommunen spare 1,8 mio. kr. om året ved selv at stå for indsamlingen af affaldet. Derfor har kommunen også valgt at klare opgaven selv i 2019 og bruge besparelsen på at investere i miljøvenlige el-skraldebiler. I Faxe har kommunen valgt at overtage affaldsindsamlingen fra i år. Det kommunale forsyningsselskab leverede det klart billigste tilbud – hele 1,7 mio. kr. billigere om året end det næstbilligste tilbud. Kommunerne hjemtager altså affaldsindsamlingen, fordi kommunen er en billigere operatør. Det tyder på, at de er ved at være i mål med at høste de rationaliseringer, som udbud af affaldsindsamlingen kunne give. Dansk Erhverv opgjorde sidste år, at 20 kommuner enten havde eller var i gang med at hjemtage affaldsindsamlingen. Det er der jo en grund til. Erhvervsorganisationen mente, at det var et problem, men hvorfor egentlig? Borgerne skal da ikke betale mere, fordi operatøren partout skal være privat? At kommunerne er billigere skyldes flere forhold. For det første drives de kommunale forsyningsselskaber efter et »hvile i sig selv«-princip. Den kommunale drift bygger på, at det skal være billigst for borgerne – priserne på bortskaffelse af affald må ikke overstige omkostningerne ved indsamlingen. Omvendt drives de private operatører ultimativt med profit for øje. For det andet er konkurrencen ofte stærkt begrænset. Det indebærer en stor risiko for markedsfejl. I mere end halvdelen af de seneste kommunale udbud af affaldsindsamlingen, har der kun været to-tre indkomne tilbud fra private aktører. Et marked uden konkurrence er ikke at foretrække frem for offentlig produktion. For det tredje skal mange forskellige led i indsamlingskæden hænge sammen på affaldsområdet. Kommunerne har allerede ansvaret for flere led i affaldets vej til at blive genanvendt, og der kan være effektiviserings- og koordinationsgevinster at hente, når den ene hånd også ved, hvad den anden laver. At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. Hvis kommunerne i mange tilfælde er de bedste til at stå for affaldsindsamlingen, er det kun naturligt, at de løser opgaven selv. Beslutningen må baseres på økonomiske og samfundsmæssige hensyn, ikke ideologi og dogmatisk funderet privat opgavetyveri. Hvis de kan gøre det grønnere, bedre og billigere, skal kommunerne selvfølgelig tage skraldet selv.

27. September 2018

Fælleseje er guld værd i finanssektoren

I Europa som helhed var kooperative banker mere stabile under krisen og har generelt klaret sig bedre end alle andre typer af banker de sidste 10 år, viser analyser fra den europæiske investeringsfond. I Danmark viser branchens egen opgørelse, foretaget af Finans Danmark, at de fællesejede pengeinstitutter kom bedre gennem krisen. Der var 19 danske banker m.m., der blev afviklet eller fusioneret som følge af krisen. Af dem var 15 konventionelle banker, mens 4 var sparekasser. Det til trods for, at der før krisen var omtrent lige mange konventionelle banker og fællesejede pengeinstitutter. Læs indlægget om fordelene ved fællesejede pengeinstitutter

21. June 2018

Debat: Cepos ævler fejlagtigt løs om arveskatten

Den gik ikke med topskattelettelser. Så i forsøget på at begunstige de allermest velstillede er skytset nu rettet mod arveskatten. Helt uforståeligt er arveskatten blevet lettet for de allermest velhavendes børn: Efterkommere, der arver en virksomhed, skal nu kun betale fem pct. i skat af dens værdi. Alle andre skal betale 15 pct. af den arv, der overstiger ca. 300.000 kr. Samtidig hyler LA-koret om misundelses-Danmark, der tryner de mest initiativrige. Det gælder så i hvert fald ikke deres børn. Men hvorfor stoppe der? »Man kan også kalde arveafgiften for en trippel-beskatning,« piver Cepos’ Mads Lundby Hansen her i Berlingske. »Først betaler man indkomstskat af sin løn. Dernæst betaler man skat af renterne på sin opsparing. Og når man afgår ved døden, skal der betales skat en tredje gang, når ens opsparing skal videregives til børnene.«   Det postulat skal der ryddes op i. Det er nemlig meget lidt indkomst, der beskattes to eller flere gange. Indkomst beskattes én gang. Hvis den formue, man har, giver et afkast, beskattes den indkomst, man får på den formue, selvfølgelig. Der er intet dobbelt i det. Når børn arver fra deres forældre, er en stor del af arven i dag typisk en bolig eller en formue skabt på boligmarkedet. Det er som regel penge, der aldrig er betalt skat af. Overhovedet. Oftest vil der ikke være tale om dobbeltbeskatning af noget som helst. Indtil for nylig havde vi et temmelig rimeligt princip om at beskatte al arv over en bagatelgrænse med 15 pct. Og det bør man genindføre for alle. Også for Lego-familien. Nogle lande har ingen arveskat, f.eks. Sverige. Her mente man, at den var for dyr at opkræve. Bliver arveafgiften meget lavere end 15 pct., begynder det at blive for dyr en skat at opkræve. Derfor er en sænkelse til fem pct. reelt det samme som en afskaffelse.   Nej tak til amerikanske tilstande Vi har en stigende og arvelig formueulighed, som vokser meget mere end indkomstuligheden. Så man er nødt til at insistere på en arveskat, hvis ikke vi skal have amerikanske eller engelske tilstande. I Frankrig har man en progressiv arveafgift, der kan gå helt op til 45 pct. Noget tyder på, at det er for højt et niveau, da det ødelægger eller gældsætter mange virksomheder og landbrug ved generationsskift. Vi vil ikke vil have vores jord eller erhvervsliv samlet på for få hænder, eller i lommen på bankerne. Derfor skal arveskatten nok heller ikke være meget højere end 15 – 20 pct., som er det normale niveau i OECD-landene. Regeringen har ødelagt et rimeligt og afdæmpet arveskattesystem – også sammenlignet med resten af Europa – for at tækkes en lille håndfuld kisterige familier. Derfor er det godt, at oppositionen lover at genetablere en sund balance i dansk arvebeskatning. Indtil det sker, må nogen af os så gøre, hvad vi kan, for at vaccinere debatten mod decideret ævl, som f.eks. at der findes trippel-beskatning.   Af Kristian Weise. Bragt i Berlingske d. 12. april 2018.

30. August 2016

Ud af fantasien ind i virkeligheden

To gange fakta fra start: Danskerne arbejder ikke lige så meget i dag, som de har gjort tidligere, selvom skatten er blevet nedsat i flere omgange. Og det er kun de cirka 15 procent rigeste, der betaler topskat. Den stort anlagte skattereform lægger dermed op til at reparere noget, der virker, for at påvirke noget, som det umiddelbart er meget svært at styre. Den gennemsnitlige arbejdsuge – og her bruger vi Eurostats tal for alle beskæftigede – ligger i dag på 33,5 timer i gennemsnit, blandt andet fordi der er en del deltidsansatte i Danmark. I 2001 var den gennemsnitslige arbejdsuge 36,2 timer. Der er mange måder at gøre det op på. Den reelle arbejdstid er ikke det samme som den oplyste. Men der er ingen uenighed om tendensen. De danskere, der er i arbejde, lægger færre timer, end de gjorde før.   Når vi som nu diskuterer topskat, og om vi skal have et mindre progressivt skattesystem, og om en lavere skat på den sidsttjente krone vil få danskerne til at arbejde mere, er det smart at se på virkeligheden. At træde ud af de økonomiske modellers forsøg på at sætte verden på formel og i stedet observere virkeligheden. Og virkeligheden er, at skatten på løn er blevet sat markant ned. Den højeste marginalskat er sat ned fra 63,4 procent i 2001 til 56,4 procent i dag. Den laveste marginalskat er sænket fra 44,9 til 40,3 procent i samme periode. Og skatten blev faktisk også sænket i 1990’erne.   Mens vi har sænket skatten på arbejde, har danskerne altså valgt at arbejde mindre. Danskerne prioriterer fritid
På baggrund af spørgeskemaundersøgelser vælger Finansministeriet ikke desto mindre at regne med, at en mindre marginalskat til de rigeste vil øge arbejdsvilligheden. Det indikerer udenlandske erfaringer også, ligesom det er det billede, der gives i den internationale litteratur på området. Men der er andre undersøgelser, der indikerer, at danskerne er mere interesserede i at veksle luft i privatbudgettet til mere fritid. Danskernes arbejdsliv er væsentlig anderledes end det er i andre lande, for her arbejder begge køn, også når de er blevet far eller mor. Men samtidig er der i Skandinavien højere forventninger til familierollen eller fritidslivet – samtidig med arbejdet. Ønsket om mere fritid er stort blandt danskerne, viser mange undersøgelser, der spørger direkte til det. Det kan være klogt lejlighedsvis at korrigere økonomiske teorier med virkeligheden. Og virkeligheden er i hvert fald, at danskerne har valgt at arbejde mindre i takt med, at de har fået skattelettelser. Arbejdstiden har de seneste 15 år primært været konjunkturbestemt. Ikke skattedetermineret.   Topskatten betales af toppen
For mange ville det være en streg i regningen for et retfærdigt skattesystem, hvis en masse almindelige mennesker endte med at betale den højeste skattesats. Så man kan godt forstå en snusfornuftig indvending om, at man må sørge for, at det kun er toppen, der betaler topskat. Men hvordan er det lige, virkeligheden er? Jo, det er i dag de cirka 15-17 procent, der har de højeste indkomster, der betaler topskat. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, vil i øvrigt rykke sig op ad de næste år, så det bliver færre, der skal betale den. Kun ganske, ganske få almindelige lønmodtagere – cirka 2 til 4 procent af lærere, pædagoger og folk indenfor de fleste håndværksfag – betaler topskat. Ganske enkelt fordi ikke tjener over 467.000 kroner om året. Man kan naturligvis være ideologisk modstander af et såkaldt progressivt skattesystem. Men at mene og påstå, at en ekstra skat på de 15 procent højeste indkomster er at flå stakkels almindelige mennesker i et ublu omfang, er vist også lidt overgearet.   Man skal tjene op mod en halv million kroner om året, før man møder det andet generelle skattetrin i det danske skattesystem. Ja, måske var det ganske enkelt det, vi skulle kalde det i stedet for ’topskat’ – for topskat er et ord, der i sig selv antyder, at det har nået toppen. Måske det bare skulle hedde ’det andet skattetrin’. Så ville der sikkert også være nogen, der var glade bare ingen opfandt det tredje.   Af Kristian Weise - bragt i Altinget 25. august http://www.altinget.dk/artikel/cevea-ud-af-skattefantasierne-og-ind-i-virkeligheden#.V77Dfscrc-c.facebook

23. June 2016

Danmark har arbejdskraft nok

Lederen i Børsen 22. juni påpeger, at vi ikke må miste opsvinget, fordi vi mangler folk, og går videre med at sige, at vi ikke bør frygte lønspiraler, for mere i løn vil skabe mere forbrug og dermed mere vækst og flere job. Vi mangler folk med de rette kompetencer indenfor bl.a. it og industri, som vil kunne trække flere ind på arbejdsmarkedet. Kan vi finde de måske 10.000 folk, vi mangler, kan vi skabe beskæftigelse for 20.000-30.000 mere, så lad os hurtigt finde præcis de 10.000 folk, der åbner dørene for de andre. En idé er at gentage det dobbelte uddannelsesløft fra 1990'erne. En analyse af Oxford Insigths for Star viste, at der i nordjysk erhverv er beskæftiget ca. 30.000 specialarbejdere, som er så kompetente, at de er 16 til 40 uger fra at være faglærte.Så vi har de 10.000 personer, som hver er den specifikke løsning, i virksomhederne i dag. Lad os løfte dem hurtigt gennem intensiv investering, så de kan og vil - og lad 10.000 andre tage deres plads. Stryg paroler og faner, lad os komme i gang med handling, der gavner på fabriksgulvene, i restauranterne og i it-husene. Læs indlægget i Børsen her.  

21. June 2016

Ja til økonomisk kamphund

"Få dig en økonomisk kamphund, Claus Hjort," skrev Thomas Bernt 1. juni, og han har ret. De økonomiske modeller, vi anvender, og de prognoser, vi får ud af disse modeller, er rammesættende for vores råderum og politiske tænkning. Derfor skal Det Økonomiske Råd (DØR) have kræfter, der rækker langt ud over at lægge ny befolkningsprognose ind.Et notat fra IMF 1. juni viser tydeligt, at det er langt væsentligere diskussioner, der brager og buldrer i f.eks. IMF, OECD og sågar FED. Det er diskussionen om modellerne og hele vores tankegang om økonomien og dens sammenhænge; altså hjertet af økonomisk og politisk tænkning. For er mindre stat og især EU-budgetkrav fremmende for vækst og genopretning af økonomien? Overraskende er konklusionen højst sandsynligt ikke. En anden diskussion er bnp som mål. I OECD og IMF er der en erkendelse af, at bnp ikke blot er et dårligt mål, men at forståelsen af økonomien ud fra en bnp-betragtning leder til forkerte politikforslag. En tredje diskussion er, hvad skaber og driver vækst? Tre essentielle diskussioner, som er ganske og aldeles fraværende blandt de danske makroøkonomer.Det kan skyldes, at vort makroøkonomiske miljø i Danmark er for småt til at kunne have en forskningsmæssig kapacitet inden for de mange skoler og makroøkonomiske discipliner heri. Men det er den væsentligste diskussion i dansk politik overhovedet. Derfor skal vi sikre, at mere end én skole er repræsenteret i DØR, og at de udfordrer økonomer i ministerier, banker osv., som alle tænker det samme. Studiet fra IMF viser klart hvorfor. Det er måske en overdrevet anvendelse af én skoles syn, der er en af hovedårsagerne til den krise, vi har set og de konsekvenser, den har haft. Derfor bør vi i Danmark have blot én vægtig økonomisk institution, som tør stille de essentielle spørgsmål. Fordi de resultater, der kommer ud af modellerne, og de antagelser, der gøres i modellerne i Finansministeriet, er stærkt rammesættende. Så ja, vi skal have en kamphund og en, der kæmper. Læs indlægget i Børsen her.   

21. June 2016

Uvirkelighedens politik

Finansministeriet og De Økonomiske Råds vækstprognoser for de kommende år er allerede forældede. De tager nemlig ikke højde for åbenlyse udfordringer som mulig Brexit, risikoen for Donald Trump i Det Hvide Hus og truslen om, at den kinesiske gældsfælde klapper. Forhold som kan få alvorlige konsekvenser for vores økonomi. Den slags burde ikke være grundlag for økonomisk politik. 

16. June 2016

Skat på boliggevinster kan sikre mere lige Danmark

Fortjenesten på egen bolig er formentlig den ting, der skaber mest økonomisk og regional ulighed i Danmark. Derfor er det svært at komme uden om højere skat på boliger, hvis vi skal uligheden til livs.

14. June 2016

Dårlige dage i Finansministeriet

Skærmydslerne om Dong og Skat viser, at det ofte går galt, når Finansministeriet frasælger virksomheder og designer effektiviseringer i andre dele af staten, skriver Kristian Weise, direktør i Cevea. 

9. June 2016

Spørgsmålet er: Hvordan vil vi leve?

Den 4. industrielle revolution er over os. Digitalisering og automatisering sætter sine spor i alle brancher og vores hverdag. Vi har dog kun set toppen af isbjerget, for verden bliver en anden.

29. May 2016

Millionbonus til Dong-chefer lugter af kleptokrati

Det er dybt problematisk, at Finansministeriet laver en aftale, hvor der er så klar en interessekonflikt mellem ledelsens privatøkonomi og landets fællesøkonomi.

27. May 2016

Økonomiens ’usual suspects’ udstikker kursen igen, igen

Statsministerens økonomiske topmøde på Marienborg har nok bare været endnu et forsøg på at dæmpe gemytterne og utilfredsheden med den førte politik, så hans foretrukne økonomer i ro og mag kan arbejde videre med de modeller, der gang på gang har skudt ved siden af.