Økonomi

Alle debatindlæg i denne kategori
3. september 2020

Eksperter og erhvervsliv er enige: Den offentlige sektor betyder mest for Danmarks konkurrenceevne

Danmark er konstant i top-10 i internationale målinger af alverdens landes konkurrenceevne og erhvervsklima. Især den offentlige sektor har stor betydning for Danmarks konkurrenceevne ifølge både eksperter og erhvervsliv. Det kan man ikke se i Finansministeriets regnemodeller. Af: Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør samt analysechef, Cevea, og Ask Lund Jakobsen, analytiker, Cevea Under coronakrisen har det været åbenlyst: Den offentlige sektor har spillet en afgørende rolle for, hvor godt Danmark er kommet gennem krisen. Trods bump på vejen har personalet på sygehuse og i ældreplejen kreativt og effektivt løst store sundhedsmæssige udfordringer. Uddannelsesinstitutioner har gennemført e-undervisning og udviklet nye læringsformer. Og trepartsaftaler har bidraget til, at Danmark er kommet bedre gennem krisen end stort set alle andre lande. Hjælpepakker og offentlige indsatser blev hurtigt besluttet og effektivt gennemført. Ifølge EUs seneste juli-prognose vil EUs økonomi skrumpe mere end otte pct. i 2020. I Danmark er det »kun« godt fem pct. Slemt nok, men bedre end alle andre EU-lande, bortset fra Polen. Men det er ikke kun under kriser, at staten og den offentlige sektor er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Mens WEF og Forbes giver en score på landes performance på de forskellige indikatorer, fortæller de ikke, hvilken rolle den offentlige sektor spiller for et lands konkurrenceevne. Men hvordan kan man så finde ud af, hvilken rolle de forskellige sektorer spiller? Eksperter og erhvervsliv som dommere Det bedste, man kan gøre, er at få en neutral ekspertvurdering. Ceveas analyse bygger udelukkende på ekspertvurderinger. Vi har spurgt forskere på statskundskab og økonomi ved Københavns og Aarhus Universitet om, hvilke sektorer der har størst betydning for Danmarks performance på de indikatorer, der indgår i Forbes og WEF samlede mål. I alt 30 eksperter svarede på spørgeskemaet. Nogle vil hævde, at eksperternes vurderinger kan være fjerne fra virkeligheden. Derfor kontaktede vi også landets 200 største virksomheder og 15 store erhvervsorganisationer. Erhvervslivet har direkte erfaring med, hvem og hvad der er afgørende for virksomhedernes evne til at konkurrere. 16 virksomheder og ni af de 15 erhvervsorganisationer, i alt 25, besvarede spørgeskemaet. De to grupper har vurderet, hvilken betydning (a) den offentlige sektor, (b) den private sektor og (c) de kollektive overenskomster har for Danmarks performance. Og deres vurderinger er enslydende: Den offentlige sektor betyder mest for de fleste forhold, der ifølge Forbes og WEF er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Den offentlige sektor betyder mest Eksperter og erhvervslivets repræsentanter er enige om, at den offentlige sektor har større betydning end den private sektor for 12 af de 22 indikatorer, der indgår i Forbes og WEFs vurdering af Danmarks konkurrenceevne. Faktisk vurderer erhvervslivet den offentlige sektors betydning lidt højere end eksperterne. For fire af de fem indikatorer, hvor Danmark er i den globale førertrøje, betyder den offentlige sektor mere end den private. Og det gælder både hos Forbes og WEF. Det er forhold som Danmarks økonomiske stabilitet og sunde finanspolitik, det begrænsede administrative besvær, der er med at starte en virksomhed samt befolkningens uddannelsesniveau, kompetencer og evne til at tænke kritisk og kreativt. Men det gælder også sikringen af ejendomsrettigheder, fraværet af korruption og i det hele taget effektive offentlige institutioner. Topplaceringer på disse indikatorer er med til at trække Danmarks konkurrenceevne op. Den offentlige sektor har også større betydning end den private for et par af de indikatorer, som Danmark scorer relativt lavt på. Det gælder folkesundhed hos WEF, og det gælder bureaukrati-indikatoren hos Forbes. Det rokker dog ikke ved det generelle billede af den offentlige sektors store betydning for Danmarks høje placering på listerne. Den private sektor er selvfølgelig også vigtig. Ifølge eksperter og erhvervsliv har den private sektor større betydning end den offentlige sektor, når det gælder udbredelsen af informations- og kommunikationsteknologi, Danmarks innovationsevne og evne til at udvikle nye produkter og det finansielle systems stabilitet og adgangen til kapital og lån. De kollektive overenskomster har især betydning for det fleksible og effektive danske arbejdsmarked, hvor Danmark ligger på en tredjeplads globalt set. Den offentlige og private sektor betyder mindre for Danmarks imponerende score på denne indikator ifølge både eksperter og erhvervsliv. Konkurrencedygtig økonomi I Finansministeriets regnemodeller er det svært at se den store betydning, den offentlige sektor har for dansk økonomi og erhvervsliv. De såkaldt »dynamiske effekter« af offentlige indsatser er sjældent positive, hvis de da overhovedet vurderes. Billedet er et helt andet, hvis man med udgangspunkt i internationale vurderinger, spørger eksperter og erhvervslivets repræsentanter. Så er den offentlige sektors positive betydning uomtvistelig. Den private sektor og de kollektive overenskomster spiller selvsagt også en rolle, men eksperter og erhvervsliv vurderer samstemmende, at den offentlige sektor har størst betydning for de fleste forhold, der er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Danmark har en stor offentlig sektor, der tilvejebringer afgørende ressourcer og kompetencer til den private sektor, og myndighederne er effektive. Det er muligt, at begrebet om konkurrencestaten giver et forkert billede. Men staten og det offentlige er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Spørg bare eksperterne og erhvervslivet. Eksperter og erhvervslivets repræsentanter er enige: Den offentlige sektor betyder mere end den private sektor for de fleste af de forhold, der er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Det viser en analyse fra Tænketanken Cevea, som bygger på anonyme svar fra 30 eksperter og 25 repræsentanter fra erhvervsorganisationer og store danske virksomheder i efteråret 2019. Danmarks konkurrenceevne Ifølge erhvervsmagasinet Forbes' liste over »Best countries for business« er Danmark det 7. bedste land i verden at drive virksomhed i (2019-tal). World Economic Forum (WEF) vurderer Danmarks konkurrenceevne som den 10. bedste blandt 141 lande. Også Verdensbanken laver en liste over, hvor let det er at drive virksomhed i et land. Her scorer Danmark en flot fjerdeplads. Danmark ligger konsistent i top-10 på internationale ranglister over landes konkurrenceevne og erhvervsklima. Disse placeringer bygger på en række indikatorer – typisk omkring ti, som er afgørende for et lands konkurrenceevne. Det er forhold som et lands kompetence- og uddannelsesniveau, fraværet af korruption, arbejdsmarkedets fleksibilitet, den økonomiske stabilitet, innovationsevne, informationsteknologi mv. Scoren på disse indikatorer sker på baggrund af objektive kriterier og ekspertvurderinger i den pågældende organisation. Bragt i Berlingske d. 16.8.20.

19. maj 2020

Giv lønmodtagerne mulighed for at opkøbe deres virksomheder

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 19. maj 2020) Medejerskab kan være nøglen til færre konkurser og samtidig bidrage til et stærkere erhvervsliv på den anden side af krisen. Der er brug for at medtænke helt nye ejerstrukturer af danske virksomheder som et led i håndteringen af coronakrisen. Trods lønkompensationsordninger, udskydelse af skatte- og momsindbetalinger og statsgaranterede lånemuligheder er krisen så dyb og alvorlig, at ikke alle virksomheder kan modstå tilbagegangen. Nyheden om boghandel Arnold Buscks konkurs giver anledning til en diskussion om, hvorvidt nye ejerformer kan være en redningskrans til konkurstruede virksomheder. I Ceveas undersøgelse af potentialet for lønmodtagernes delvise eller fulde deltagelse i ejerskabet af deres virksomhed fandt vi på baggrund af international forskning, at medejerskab typisk bidrager positivt til virksomhedens produktivitet, giver en mere stabil beskæftigelse og øger virksomhedens overlevelsesevne og modstandsdygtighed under økonomiske kriser. Mere medeje gennem medarbejderejede fonde er ikke alene erhvervspolitisk en god idé, der kan være med til at redde virksomheder på kort sigt. Øget medeje bidrager samtidig til at løse mere langsigtede udfordringer med stigende ulighed og koncentration af kapitalindtægter på stadig færre hænder. Regeringen bør udarbejde en særlig krisepakke, der har til formål at give medarbejderne mulighed for at finansiere opkøb af deres virksomheder gennem medarbejderejede fonde. Danmark er langt bagud, når det handler om medejerskab. I en række andre lande har man særlig lovgivning, der giver medarbejderne ret til at overtage virksomheden ved salg eller truende konkurser. I USA og Storbritannien har man skabt særlige muligheder for lånefinansiering til medarbejderejede fonde. I Danmark kunne en sådan lånefinansiering foregå i regi af Vækstfonden. Medarbejderfondene kunne være et supplement til de fondsmodeller, der allerede eksisterer, og som også har vist sig fordelagtige for at skabe et sundt, stabilt og modstandsdygtigt erhvervsklima i Danmark. Danmark har historisk haft en tradition for en stærk kooperativ bevægelse. Mejerier, brugsforeninger og banker er blevet drevet kooperativt. Udviklingen af medarbejderejede fonde er et supplement til de traditionelle andelsselskaber og er en moderne revitalisering af den danske andelstanke. Vi bilder os ikke ind, at alle kriseramte virksomheder kan reddes med medarbejdereje, men for en del af dem er det en mulighed og med de positive og langvarige effekter, der er af medarbejderejerskab, er det en mulighed, både højre og venstre side af folketingssalen burde være lydhøre over for. For borgerlige politikere bør medarbejdereje være et ideelt alternativ til statsligt ejerskab, og for venstreorienterede bør medarbejdereje være en ideel mulighed for at brede ejerskab og kapital ud til lønmodtagerne.

13. maj 2020

Piketty viser vejen for en ny demokratisk socialisme – og Danmark bør lade sig inspirere

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Information den 13. maj 2020) Med en moppedreng på over 1.000 sider lægger den franske økonom og forfatter Thomas Piketty med Kapital og ideologi nu op til et ideologisk opgør med det økonomiske regime, han kalder for hyperkapitalisme. Centrum-venstre skal definere et nyt samfundsprojekt, der går i kødet på den ødelæggende økonomiske ulighed. Hørt! Hans stærkeste våben i den kamp er en sammenhængende og overbevisende samfundsanalyse, der tager afsæt i historisk materiale og solide data. Kapitalismen udsættes her for en rodbehandling, hvor Piketty igen og igen rammer den blottede nerve. Først og fremmest dokumenterer den franske økonom, at kapitalen akkumulerer hurtigere end væksten i vores samfund. Det betyder, at dem, der har formue og investerer den, vil få et større afkast end dem, der har et lønarbejde, og det fører til, at rigdommen koncentrerer sig på stadig færre hænder. Vi skaber med andre ord et samfund, hvor man ikke bliver belønnet mest for at knokle i sit ansigts sved, men for at eje, arve eller gifte sig til formuer. Hvor den økonomiske elite stikker af fra fællesskabet. Det er i sig selv dybt problematisk. Men Piketty går videre og viser de fatale sociale og politiske konsekvenser af denne syge og skæve økonomiske udvikling: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig utryg og alt andet end genkendt af de politiske eliter. Denne utryghed og mistillid har fået briterne til at stemme sig ud af EU, amerikanerne til at vælge Donald Trump og franskmænd til at trække i gule veste, mens socialdemokratier og venstrefløjen er underdrejet i det meste af Vesten. Sammenhængskraften hænger i laser. Piketty drager de helt rigtige konsekvenser af denne udvikling, når han afviser såvel resignation og revolution. Progressive kræfter skal derimod fortsætte med det, de var så godt i gang med, inden liberalisterne og populisterne tog over for årtier siden: Insistere på begavet regulering af kapitalismen. Den virkede før. Den virker nu. Og den vil virke i fremtiden. Thomas Piketty revitaliserer troen på progressiv politik. Det er befriende! Handler også om Danmark Godt nok fokuserer Piketty ikke på Danmark, og selv om vi med god grund er blevet gjort til et idealsamfund i den amerikanske primærvalgkamp, så har vi også oplevet en udvikling, der har sat profit før mennesket, øget uligheden, forringet det sociale sikkerhedsnet og udfordret den sociale sammenhængskraft. Jo, Pikettys bog handler også om os. Og vi mener, at forskerens modige, konkrete politikforslag fortjener at blive diskuteret i en dansk kontekst. Ikke mindst i en situation, hvor centrum-venstre er kommet til magten. Piketty har fat i det helt rigtige, når han argumenterer for, at en Robin Hood-omfordeling over skattesystemet skal modvirke uligheden og gøre op med det forhold, at kapitalismen belønner kapitalejere mere end lønmodtagere. Han har også ret i, at vi skal omfordele bedre i uddannelsessystemet til fordel for de underprivilegerede, at en progressiv CO2-afgift er vejen frem, at vi skal have demokratiseret erhvervslivet, og at et stærkere internationalt samarbejde er helt nødvendigt for at sikre en politisk regulering af de globale markedskræfter. Tjek, tjek, tjek, tjek, tjek. Retningen er fuldstændig rigtig. Så langt, så godt. Men man kan diskutere de konkrete forslag. Her vil vi gerne forholde os til tre af forslagene. Tre forfriskende forslag Pikettys mest kontroversielle forslag er, at han vil sætte ejendoms-, formue- og arvebeskatningen markant op og bruge en del af provenuet på at sætte 120.000 euro ind på bankbogen hos alle, der fylder 25 år. Det er et farverigt og forfriskende forslag, og vi er helt med på at hæve skatterne for de rigeste gennem en progressiv beskatning af ejendom, formue og arv. Men vil det at sætte en mindre formue ind på alle 25-åriges bankbog vitterlig være den bedste måde at bekæmpe formueuligheden på? Det er vi meget usikre på. Dels er det svært at se, at en så voldsom omfordeling vil kunne lade sig gøre i praksis. Og dels vil forslaget ikke skabe de rette incitamenter til at uddanne sig og arbejde i et samfund baseret på rettigheder og pligter. Hvis man skal lade sig inspirere af Piketty, vil vi i stedet foreslå en uddannelseskonto, hvor det samme beløb sættes af til hver eneste unge dansker. Det vil sikre, at ham eller hende, der må nøjes med en kort uddannelse i ungdomsårene, til gengæld får muligheden for at uddanne sig senere i livet. Man kunne ved samme lejlighed overveje en boligkonto til alle unge, så den enkelte kan investere i egen bolig og dermed åbne det ellers ulighedsskabende boligmarked for flere. Dernæst foreslår Piketty med inspiration fra Sverige og Tyskland at hæve antallet af medarbejderrepræsentanter og begrænse enkeltaktionærers magt i virksomhedsbestyrelser. Det er godt set. Alt for længe har medarbejdernes indflydelse på arbejdspladsen været under radaren. Men hvad med at se på medarbejdermedeje? Cevea har lavet en international kortlægning af helt eller delvist medarbejderejede virksomheder. Den viser, at disse virksomheder er mere produktive, innovative og klarer sig bedre gennem kriser end ikkemedarbejderejede virksomheder. Hvorfor ikke lade staten sætte skub i sådan en udvikling via eksempelvis skattemæssige incitamenter og gennem lån og garantier til medarbejderejede fonde? Danmark halter langt efter lande som for eksempel Storbritannien og USA på dette område. Kom nu. Endelig foreslår Piketty et opgør med de rå markedskræfter i EU og efterlyser en social og klimapolitisk overligger på det europæiske projekt. Enig! EU har alt for længe været overladt til henholdsvis markedsfundamentalister og højrepopulister med hang til national indadvendthed. Her har vi savnet en europæisk centrum-venstre-stemme. Den bedste samfundsmodel Desværre sætter Piketty sine forhåbninger til et føderalistisk forslag, der skal møblere rundt på det europæiske samarbejde og etablere nye institutioner. Konstruktionen er af en anden verden, har for meget fokus på institutioner og vil sende den politik, der er brug for nu, ud på en lang tidsrejse. Lad os i første omgang hellere få et stærkt fokus på den politik, der føres af medlemsstater og europaparlamentarikere. Her – i indholdet – er vi helt enige med Piketty: Centrum-venstre må presse på for at bekæmpe skattely, indføre minimumssatser for selskabsskat og beskatte techgiganter. CO2-afgifter skal også løftes til europæisk plan, som Piketty foreslår. Og så er der frem for alt brug for et opgør med den europæiske økonomiske politik, der med Finanspagten forhindrer nationalstaterne i at gennemføre de offentlige investeringer, der skal til for at løfte europæernes uddannelser, og som kan sætte gang i klimaindsatsen. Selvfølgelig skal EU være med til at sikre den bæredygtige vækst og beskæftigelse. Centrumvenstre-partier bør lade sig inspirere af enmandshæren Thomas Pikettys kamp mod den syge kapitalisme, den destruktive ulighed og rovdriften på klodens ressourcer. Også i Danmark. Piketty bygger videre på det vilde projekt, der har gjort vores samfundsmodel til verdenshistoriens bedste: Begavet regulering af kapitalismen. Det virker! Ingen når det til sokkeholderne. Men reaktionære kræfter har desværre formået at stoppe udviklingen af det i årtier. Nu er det tid til at komme videre. Vi har det bedste til gode. Tak for din insisteren på den pointe, Piketty!

9. maj 2020

Corona burde én gang for alle sende fundamentalistiske liberalister til tælling

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 9. maj 2020) Der er en række øjenåbnende pointer gemt i coronakrisen, som burde give medvind til en ny politisk retning i Europa og få den sidste liberalist, der tror på markedskræfternes velsignelser, til at lunte hjem. For det første er der sat to tykke streger under det, som markedsfundamentalister har så svært ved at indrømme: at den private sektor er fuldstændig afhængig af den offentlige sektor. Det har vi set med hjælpepakkerne, der holder hånden under virksomheder. Selv Trump har måttet bide hovedet af al skam og knæle for den store stygge stat. Læren: Markedet kan ikke alene. For det andet har den universelle velfærdsmodel, der giver alle borgere – uanset pengepungens størrelse – fri og lige adgang til sundhedsydelser, vist sin overlegenhed. Omvendt har sundhedssystemer baseret på lemfældige private forsikringer og fragmentarisk organisering spillet fallit i forhold til smittespredning, overblik og handling. For det tredje har den særlige arbejdsmarkedsmodel med stærke fagbevægelser igen vist sin styrke. Det har gjort stort indtryk i udlandet, hvor hurtigt og effektivt arbejdsmarkedets parter i Danmark satte sig sammen med politikerne og strikkede begavet regulering sammen, der kunne sikre arbejdspladser og tryghed. For det fjerde bliver det mere og mere åbenlyst, at begavet regulering er nødvendigt for at sikre en sund kapitalisme. Enhedslistens Pernille Skipper var angivelig ved at tabe underkæben, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, forleden under en forhandling argumenterede for, at der ikke skulle udbetales udbytte til aktionærer i virksomheder, der får hjælpepakker. For det femte har coronakrisen afsløret, at da det virkelig gjaldt, var der især brug for dem, der transporterede varerne, hentede affaldet, kørte busserne, sad ved kasserne og passede vores syge, gamle og børnene. Det bør give et tiltrængt boost i form af anerkendelse og belønning til lønarbejderen på gulvet, der alt for længe er gået under radaren. For det sjette har krisen demonstreret, at vi mennesker faktisk godt kan ændre vaner og adfærd markant, når det virkelig gælder, og at den store forandring forudsætter, at politikerne går forrest. Dén erkendelse er vigtig, når vi nu skal håndtere klimaomstillingen. Tilbage til ’business as usual’? Det ville være fatalt! Endelig for det syvende har vi under coronakrisen set en stærk tendens brede sig i Europa, som forskeren Malte Frøslee Ibsen har peget på: Overalt, hvor pandemien har ramt europæiske kyster, har regeringer og parlamenter sat sundhedsfaglige og sociale hensyn over de hensyn til globale markedskræfter, der ellers har præget demokratisk politik i de seneste årtier, og som især forbindes med ’konkurrencestaten’ og ’nødvendighedens politik’. De syv øjenåbnere understøtter den nye politiske kurs, der blev indvarslet i Danmark med regeringsskiftet i 2019 og forståelsespapiret mellem centrum-venstre-partierne. Hvor der højt på den gamle prioriteringsliste fra 10’erne stod arbejdsudbudsreformer, stram udgiftspolitik og ’det skal betale sig at arbejde’, har den nye centrum-venstre-alliance malet et nyt billede frem: Vi skal investere i mennesker, opkvalificere, klimaomstille, løfte velfærden, bekæmpe kløfter og ulighed og indføre nye regnemodeller. Sideløbende oplever vi en ny tænkning blandt en række danske topøkonomer, der erklærer, at det gamle paradigme med blandt andet arbejdsudbudsreformer har ramt muren, og at der nu er brug for en helt ny type reformer. Denne nyorientering spiller fint sammen med, at det nu er en reformistisk, halvsocialdemokratisk økonom – franskmanden Thomas Piketty – og ikke neoliberalistiske økonomer, der lyser op på den internationale stjernehimmel. Samtidig ser vi den neoliberalistiske stjerne falme helt ind i kapitalismens hovedkvarter i OECD og World Economic Forum. Efter at have hamret løs med argumenter om mere deregulering, udlicitering, skattelettelser og tilbagetrækning af staten har økonomerne skiftet kurs. Man frygter de konsekvenser, som den voksende ulighed kan få for den økonomiske, politiske og sociale stabilitet i Vesten. Og ikke uden grund. Brexit, Trump og højrepopulisme skræmmer. Summa summarum: Hvis der var den mindste retfærdighed til, burde ulighedskløfterne og øjenåbnerpointerne fra coronakrisen én gang for alle sende markedsfundamentalisterne til tælling i Europa. Og historiens store pendul burde sætte sig i svingninger mod centrum og venstre. Men det er desværre på ingen måde – som i: P-Å I-N-G-E-N M-Å-D-E – sikkert, at det sker. Det kan nemlig slet ikke udelukkes, at coronaregningen bliver sendt videre til de svageste i form af svækkede velfærdsmodeller, øget ledighed og voksende ulighedskløfter. For lad os ikke undervurdere, at den første fase af coronakrisen har vendt den tunge ende nedad, fordi det især er de lavtlønnede, der er eksponeret for smitte og bliver fyret. Sådan er kriser. Lad os heller ikke glemme, at centrum-venstre i europæisk politik alt for længe har været en forvirret svækling med selvværdsproblemer. I mange EU-lande ligger partierne til venstre fuldstændig underdrejet – i forhold til både idépolitisk tankekraft og folkelig opbakning. Ja, nogle steder er de helt væk. Danmark er en undtagelse. Og endelig skal man aldrig undervurdere liberalister. Selvransagelse er ikke deres styrke, og selv i en stund, hvor de står afklædte og ydmygede, holder de sig ikke tilbage med at springe op på scenen med snuptagsløsninger fra Adam Smiths tid. Bare vent: Inden længe, når den offentlige sektor har reddet den kapitalistiske økonomi igen igen, så vil liberalister lancere budskabet om, at livremmen skal strammes, og den offentlige sektor skal begrænses. Som tak for hjælpen. Det vil være fatalt, fordi det vil kaste samfundsøkonomien ud i en dødsspiral med recession, krise og måske depression. Al fornuft tilsiger, at vi skal investere i og opkvalificere mennesker, og at vi skal turde føre en keynesiansk politik i Europa, der kan stimulere erhvervslivet, optimismen og beskæftigelsen. Coronakrisen er en gamechanger, som har skabt en fuldstændig åben politisk situation, der kan ende mange steder. Nu handler det om at være bedst til at lancere de fængende ideer og visionære løsninger, der kan samle folkelig opbakning. Når alt kommer til alt, burde det være godt nyt for centrum-venstre.

19. april 2020

Cevea: Forbrugsfrygt er gift for økonomien. Dem med lavest indkomst bør have den økonomiske indsprøjtning

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Simon Bruun, analysemedarbejder i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 19. april) Mange danskere er ængstelige og bange under den nuværende coronapandemi. Mange er også bekymrede for at miste deres job. Det ville være mærkeligt andet. Men bekymrede forbrugere holder igen med forbruget, og så bliver det svært at få gang i økonomien efter coronakrisen.​ En nylig måling foretaget af Megafon for Tænketanken Cevea viser, at det kun er godt en tredjedel af danskerne (37 pct.), der slet ikke er bekymrede for at blive arbejdsløse. Hver 10. dansker er i høj eller meget høj grad bekymrede for at miste jobbet. Bekymringen og ængsteligheden er især udbredt blandt danskere med lave indkomster. ​Blandt danskere med de laveste husstandsindkomster på under 300.000 kr. (før skat) er 1 ud af 5 (21 pct.) i høj eller i meget høj grad bekymrede for at blive arbejdsløs som følge af coronapandemien. Blandt danskere med husstandsindkomster mellem 300 og 500.000 er tallet 15 pct. Det vil typisk være husstande med én person, der har en pæn løn, eller en husstand med to meget lave indkomster, der er i denne gruppe.​ Danskere med høje indkomster er betydeligt mindre bekymrede. Blandt danskere med de højeste husstandsindkomster på over 800.000 kr. er det kun 1 ud af 20 (5 pct.), som i høj eller meget høj grad er bekymret. Blandt danskere med gode mellemindkomster er tallet 9 pct. (se figuren). Bekymringen for at miste sit job er altså fire gange så udbredt blandt danskere med meget lave indkomster end blandt dem med de højeste indkomster. Også når det gælder danskernes ængstelighed mere generelt, er det især dem med de laveste indkomster, som føler sig bange og ængstelige som følge af coronakrisen. Mønstret er det samme som for bekymringen for at blive arbejdsløs: Dem med de højeste indkomster føler sig mindre ængstelige og bange.​ Den udbredte bekymring og ængstelighed blandt dem med lave indkomster er et selvstændigt argument for at være særlig opmærksom på disse grupper, når regeringen tager næste skridt i genåbningen af Danmark. Men også økonomisk er det en god ide. Vi ved fra dansk og international forskning i forbrugeradfærd, at ængstelighed og usikkerhed er gift for forbrugslysten. Optimistiske og begejstrede forbrugere er mere gavmilde. De ’belønner’ sig selv med mere forbrug, og de foretager flere impulskøb. ​ Ængstelige mennesker, der frygter for fremtiden, er mere tilbøjelige til at se risici, og de er mere opmærksomme på negative begivenheder. De er derfor også mere forsigtige, når det gælder forbrug og økonomiske beslutninger. Glæden ved at forbruge og foretage impulskøb er der simpelthen ikke. Derfor er det helt afgørende, at politikerne forholder sig til, hvordan vi bedst kommer den stigende økonomiske usikkerhed til livs. Det er i høj grad privatforbruget, der skal trække dansk økonomi ud af krisen, når coronapandemien er kommet under kontrol. Som de økonomiske vismænd har fremført, vil et større privatforbrug med det samme skabe indtægter for andre, der så kan forbruge mere. Det har en positiv effekt nu og her, hvis flere går på restaurant, køber tøj og får vinduerne i huset malet. Hvis vi skal have fuld effekt af en stimulering af privatforbruget, skal vi både øge evnen og lysten til at forbruge. Uden indkomst og forbrugslyst går økonomien i stå. Vi vil få mest for pengene, hvis det især er dem med de laveste indkomster, der får gavn af den økonomiske indsprøjtning. Især hvis vi samtidig kan mindske deres angst og deres bekymring for at blive fyret. Og økonomisk holde hånden under dem, hvis de alligevel bliver arbejdsløse.​ Folketinget kan forlænge lønkompensationen til virksomheder, der ikke fyrer deres ansatte og supplere ordningen med et midlertidigt løntilskud til virksomheder, som ansætter flere medarbejdere. Målrettet vores unge kan vi sætte tilskuddet til virksomheder, der opretter praktik- og lærepladser markant op, så flere får en praktikplads, og vi kan forhøje SU’en i en periode. Indefrosne feriepenge kan komme til udbetaling her og nu, og for at styrke forbrugslysten hos vores ældre kan Folketinget sætte ældrechecken midlertidigt op. Uanset tiltagene vil der komme flere ledige. Her burde Folketinget, som det også er foreslået af 3F og Dansk Metal, i en periode give et coronatillæg oven på arbejdsløshedsdagpengene for at holde hånden under forbruget. Man kan også øge optaget på landets uddannelsesinstitutioner for at minimere ledigheden blandt unge. ​ Ligesom investeringer er forbrug i høj grad drevet af følelser og forventninger til fremtiden. Bekymring for at miste sit job og sin indkomst er gift for forbrugslysten. Hvis vi kan skabe optimisme blandt danskere med lave indkomster og minimere de økonomiske konsekvenser ved arbejdsløshed, så vil det gå hurtigere med at få gang i hjulene på den anden side af coronakrisen.

7. april 2020

Markedet svigter ikke kun under coronakrisen

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea (Indlægget blev bragt i Berlingske den 7. april 2020) Det spontane marked, hvor udbud møder efterspørgsel, er en effektiv koordinationsmekanisme. Politikere bør ikke blande sig i, hvordan markedet imødekommer efterspørgslen efter dagligvarer, eller hvem og hvor mange der ansættes på et hotel. Men for en lang række udfordringer er markedet ikke svaret, hverken under coronakrisen eller i normale tider. I de situationer er politiske løsninger eneste mulighed. Private forsikringer er markedets svar på, hvordan vi sikrer os mod risici. Det virker, når vi har at gøre med bilen eller uforudsete ulykker, så længe hændelser, der udløser udbetaling, er uafhængige af hinanden. Selskaber puljer risici, og så længe vi ikke alle totalskader vores bil på samme tid, løber forretningen rundt. Men private forsikringer kan ikke håndtere risici, der rammer alle på samme tid, og hvor vores risiko er afhængig af hinanden. Så må fællesskabet, som coronakrisen viser, træde til. Risikoen for, at man bliver smittet og skal i behandling, er betinget af andres risiko. Omkostningerne er massive og kan ikke håndteres af markedet. De fleste markedsoptimister er enige så langt: Der er helt ekstraordinære situationer, som markedet ikke kan håndtere. Økonomer kalder det »missing markets«. Men de situationer er slet ikke så unormale. Det er én af grundene til, at vi har en velfærdsstat. Arbejdsløshedsforsikring er et godt eksempel. Ledighed rammer mange på samme tid i nedgangstider. Risikoen for at blive ledig er ikke uafhængig af andres risiko. Hvis ledigheden er langvarig, bliver det rigtig dyrt. Prisen på private ledighedsforsikringer i Danmark steg med 70 pct. efter finanskrisen, og dækningen faldt med 19 pct. Sikring mod arbejdsløshed forudsætter offentlig medvirken. Sundhedssikring egner sig heller ikke til markedet. Også i normale tider er der sygdomme, som det private marked har svært ved at håndtere. For alle vil helst undgå at forsikre dem med de dyreste sygdomme – dem der har mest brug for det. Alle der har købt fast ejendom er blevet spurgt, om banken mod en ekstra betaling skal rentesikre lånet. Men når afkastet på en investering er usikkert og langt ude i fremtiden, er markedet ofte fraværende. Også selv om investeringen er helt afgørende. En frivillig »forsvarsforsikring« mod fremmede magters aggression? Nej, vel? Et effektivt marked for fremtidens klimaløsninger er også uhyre svært at etablere. Usikkerheden er enorm, og mange investeringer vil ikke bære frugt. Læg dertil behovet for, at alle lande bidrager. Det er der heller ikke en markedsløsning på. Offentlig forskning og udvikling, støtteordninger og regulering er nogle af de politiske værktøjer, der kan sikre investeringer i fremtidens udfordringer. Vi skal håndtere markedets sideeffekter Nogle markedsaktiviteter har negative sideeffekter, fx forurening. Derfor regulerer vi virksomhederne. Der kan også være positive sideeffekter, fx uddannelse, der giver et personligt afkast og derudover et afkast til samfundet og erhvervslivet, som får let adgang til dygtige medarbejdere. Afkastet af øget uddannelse er i øvrigt størst for dem med mindst uddannelse. Både for at sikre os mod de negative sideeffekter og for at understøtte de positive, er der brug for regulering. Hvad der anses for positive og negative effekter er en politisk vurdering. Markedet forholder sig ikke til, hvad der forbedrer klimaet eller øger ligheden. Markedet for optimisme, når alle er nede i kulkælderen, findes heller ikke. Normalt responderer markedet effektivt på forbrugernes købelyst. Det er værre, når købelysten svigter, for markedet reagerer på samme måde som forbrugerne: med pessimisme. Coronakrisen har ramt både udbud og efterspørgsel. Offentlige investeringer er et effektivt instrument mod kriser og efterspørgselssvigt. Efter finanskrisen var den politiske villighed til at sætte gang i hjulene ikke stor nok. Det kostede. Politisk lederskab er nødvendigt, når markedet svigter eller slet ikke findes. Især når fremtiden ser dyster ud. Entusiasme og optimisme er nemlig et knapt gode, som markedet ikke kan levere, når vi har allermest brug for det.

2. februar 2020

Velfærden betaler prisen, når virksomhederne ikke betaler skat

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea, og Mona Striib, formand for FOA (Indlægget blev bragt 2. februar i Berlingske) Alle skal betale den skat, som skattereglerne tilsiger. Det burde være et ukontroversielt princip. Men princippet har desværre trange kår i virkelighedens verden, og det lider velfærden under. Hvert år går staten glip af mindst 14,1 milliarder kroner i skat og moms, alene fordi de små og mellemstore virksomheder betaler mindre i skat og moms, end de burde i henhold til gældende regler. Omtrent halvdelen af beløbet skyldes virksomheder, der bevidst forsøger at snyde med betalingen af skat, moms og afgifter. Selvom Skattestyrelsen vurderer, at ca. hver tiende danske virksomhed snyder bevidst, havde styrelsen kun ressourcer til at kontrollere 2,4 pct. af virksomhederne i 2018. Det er et fald på knap 30 pct. siden 2015, hvor kontroltrykket var på 3,5 pct. Sandsynligheden for at slå krone fem gange ud af fem mulige er altså større end risikoen for, at en given virksomhed får sine skatteforhold udtrukket til kontrol. Derfor er det ikke overraskende, at blot hver tredje virksomhed oplever en reel risiko for at blive opdaget i snyd med skat, moms og afgifter eller sort arbejde, ifølge Skattestyrelsens egen undersøgelse. Når virksomhederne ikke betaler den skat, de skal, underminerer det den fair konkurrence virksomhederne imellem, og det svækker de lovlydige borgeres og virksomheders tillid til skatteforvaltningen. Men den største taber er velfærden. Hver en krone af de mindst 14,1 mia. kr., som statskassen hvert år går glip af, kunne have finansieret et løft af nogle af de mest trængende velfærdsområder. For bare én af de 14 mia. kr., kunne vi sikre social- og sundhedspersonalet i landets kommuner 2.600 nye fuldtidsansatte kolleger. Vi kunne komme 3.000 fuldtidsansatte pædagogmedhjælpere og -assistenter nærmere målet om bedre minimumsnormeringer for 1 mia. kr. Og 8,5 mia. kr. kunne have sparet os for faldet i de kommunale serviceudgifter fra 2009 til 2018. Skyldes nedprioriteringen af skattekontrollen, at den er en dårlig forretning for staten? Tværtimod. I 2018 indbragte skattekontrollen et nettoprovenu på 5,3 mia. kr., hvilket svarer til et nettoprovenu på knap 6 mio. kr. pr. årsværk. Hver kontrolmedarbejder tjener altså 16 social- og sundhedsansatte eller 18 pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter hjem. Skattekontrollen stod først for, da de massive besparelser i skatteforvaltningen skulle realiseres. Men det stod langt nede på prioriteringslisten, da Folketinget skulle genoprette skatteforvaltningen i årene under den borgerlige regering. Det bør Folketingets partier have i baghovedet, når skatteministeren i 2020 indkalder til forhandlinger om en langsigtet plan for skatteforvaltningen. Vi skal styrke skattekontrollen for at bekæmpe snyd, for at sikre fair konkurrence – og mest af alt for at løfte velfærden.

8. februar 2019

Privat opgavetyveri kan koste danskerne dyrt

Bragt som debatindlæg i dagbladet Berlingske 28/1 2019   At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. I hele Europa drager kommuner og regeringer konsekvensen af 1980ernes fejlslagne privatiseringsbølge. En stor del offentlig forsyningsvirksomhed, vand, el, varme og affaldshåndtering blev dengang privatiseret i flere af vores europæiske nabolande. Resultatet var højere priser, dårligere service og et lavt investeringsniveau, og det skaber nu en modreaktion. Privatiseringsbølgen trækker sig stille, men sikkert tilbage, og i stedet skyller en genkommunaliseringsbølge ind over kontinentet. Det sker også i Danmark, hvor flere kommuner hjemtager affaldsindsamlingen. Erhvervslivets interesser brokker sig under overskriften »offentligt opgavetyveri«. Men der er i virkeligheden tale om det stik modsatte: Et forsøg på at fremme et uhensigtsmæssigt privat tyveri af opgaver, der produceres mest hensigtsmæssigt i offentligt regi. Ligesom tyskerne køber deres energiforsyning tilbage, franskmændene generhverver deres vandværker, og svenskerne tager fjernvarmeværkerne tilbage i kommunalt ejerskab, vælger flere danske kommuner selv at stå for affaldsindsamlingen. Hvad er årsagen til den kommunale kursændring? Ideologiske motiver i kommunalbestyrelserne? En modvilje mod markedsgørelse? Eller bare en konstatering af, at kommunale affaldsselskaber kan være en bedre løsning, når det gælder priser, service og grønne løsninger?   I Halsnæs Kommune besluttede man, at det kommunale forsyningsselskab skulle overtage affaldsindsamlingen, da kontrakten med den private vognmand udløb i 2015. Kommunen forudså et stort besparelsespotentiale. Siden kommunen overtog affaldsindsamlingen er taksterne for dagrenovation for almindelige husstande faldet med 20 og 15 pct. i hhv. 2015 og 2016, en samlet besparelse på ca. 500 kr. pr. husstand. I andre kommuner er fortællingen den samme: Kommunale undersøgelser og kontroludbud viser, at de kan optimere økonomi og ressourceudnyttelse ved selv at stå for indsamlingen. I Rødovre kunne kommunen spare 1,8 mio. kr. om året ved selv at stå for indsamlingen af affaldet. Derfor har kommunen også valgt at klare opgaven selv i 2019 og bruge besparelsen på at investere i miljøvenlige el-skraldebiler. I Faxe har kommunen valgt at overtage affaldsindsamlingen fra i år. Det kommunale forsyningsselskab leverede det klart billigste tilbud – hele 1,7 mio. kr. billigere om året end det næstbilligste tilbud. Kommunerne hjemtager altså affaldsindsamlingen, fordi kommunen er en billigere operatør. Det tyder på, at de er ved at være i mål med at høste de rationaliseringer, som udbud af affaldsindsamlingen kunne give. Dansk Erhverv opgjorde sidste år, at 20 kommuner enten havde eller var i gang med at hjemtage affaldsindsamlingen. Det er der jo en grund til. Erhvervsorganisationen mente, at det var et problem, men hvorfor egentlig? Borgerne skal da ikke betale mere, fordi operatøren partout skal være privat? At kommunerne er billigere skyldes flere forhold. For det første drives de kommunale forsyningsselskaber efter et »hvile i sig selv«-princip. Den kommunale drift bygger på, at det skal være billigst for borgerne – priserne på bortskaffelse af affald må ikke overstige omkostningerne ved indsamlingen. Omvendt drives de private operatører ultimativt med profit for øje. For det andet er konkurrencen ofte stærkt begrænset. Det indebærer en stor risiko for markedsfejl. I mere end halvdelen af de seneste kommunale udbud af affaldsindsamlingen, har der kun været to-tre indkomne tilbud fra private aktører. Et marked uden konkurrence er ikke at foretrække frem for offentlig produktion. For det tredje skal mange forskellige led i indsamlingskæden hænge sammen på affaldsområdet. Kommunerne har allerede ansvaret for flere led i affaldets vej til at blive genanvendt, og der kan være effektiviserings- og koordinationsgevinster at hente, når den ene hånd også ved, hvad den anden laver. At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. Hvis kommunerne i mange tilfælde er de bedste til at stå for affaldsindsamlingen, er det kun naturligt, at de løser opgaven selv. Beslutningen må baseres på økonomiske og samfundsmæssige hensyn, ikke ideologi og dogmatisk funderet privat opgavetyveri. Hvis de kan gøre det grønnere, bedre og billigere, skal kommunerne selvfølgelig tage skraldet selv.

27. september 2018

Fælleseje er guld værd i finanssektoren

I Europa som helhed var kooperative banker mere stabile under krisen og har generelt klaret sig bedre end alle andre typer af banker de sidste 10 år, viser analyser fra den europæiske investeringsfond. I Danmark viser branchens egen opgørelse, foretaget af Finans Danmark, at de fællesejede pengeinstitutter kom bedre gennem krisen. Der var 19 danske banker m.m., der blev afviklet eller fusioneret som følge af krisen. Af dem var 15 konventionelle banker, mens 4 var sparekasser. Det til trods for, at der før krisen var omtrent lige mange konventionelle banker og fællesejede pengeinstitutter. Læs indlægget om fordelene ved fællesejede pengeinstitutter

21. juni 2018

Debat: Cepos ævler fejlagtigt løs om arveskatten

Den gik ikke med topskattelettelser. Så i forsøget på at begunstige de allermest velstillede er skytset nu rettet mod arveskatten. Helt uforståeligt er arveskatten blevet lettet for de allermest velhavendes børn: Efterkommere, der arver en virksomhed, skal nu kun betale fem pct. i skat af dens værdi. Alle andre skal betale 15 pct. af den arv, der overstiger ca. 300.000 kr. Samtidig hyler LA-koret om misundelses-Danmark, der tryner de mest initiativrige. Det gælder så i hvert fald ikke deres børn. Men hvorfor stoppe der? »Man kan også kalde arveafgiften for en trippel-beskatning,« piver Cepos’ Mads Lundby Hansen her i Berlingske. »Først betaler man indkomstskat af sin løn. Dernæst betaler man skat af renterne på sin opsparing. Og når man afgår ved døden, skal der betales skat en tredje gang, når ens opsparing skal videregives til børnene.«   Det postulat skal der ryddes op i. Det er nemlig meget lidt indkomst, der beskattes to eller flere gange. Indkomst beskattes én gang. Hvis den formue, man har, giver et afkast, beskattes den indkomst, man får på den formue, selvfølgelig. Der er intet dobbelt i det. Når børn arver fra deres forældre, er en stor del af arven i dag typisk en bolig eller en formue skabt på boligmarkedet. Det er som regel penge, der aldrig er betalt skat af. Overhovedet. Oftest vil der ikke være tale om dobbeltbeskatning af noget som helst. Indtil for nylig havde vi et temmelig rimeligt princip om at beskatte al arv over en bagatelgrænse med 15 pct. Og det bør man genindføre for alle. Også for Lego-familien. Nogle lande har ingen arveskat, f.eks. Sverige. Her mente man, at den var for dyr at opkræve. Bliver arveafgiften meget lavere end 15 pct., begynder det at blive for dyr en skat at opkræve. Derfor er en sænkelse til fem pct. reelt det samme som en afskaffelse.   Nej tak til amerikanske tilstande Vi har en stigende og arvelig formueulighed, som vokser meget mere end indkomstuligheden. Så man er nødt til at insistere på en arveskat, hvis ikke vi skal have amerikanske eller engelske tilstande. I Frankrig har man en progressiv arveafgift, der kan gå helt op til 45 pct. Noget tyder på, at det er for højt et niveau, da det ødelægger eller gældsætter mange virksomheder og landbrug ved generationsskift. Vi vil ikke vil have vores jord eller erhvervsliv samlet på for få hænder, eller i lommen på bankerne. Derfor skal arveskatten nok heller ikke være meget højere end 15 – 20 pct., som er det normale niveau i OECD-landene. Regeringen har ødelagt et rimeligt og afdæmpet arveskattesystem – også sammenlignet med resten af Europa – for at tækkes en lille håndfuld kisterige familier. Derfor er det godt, at oppositionen lover at genetablere en sund balance i dansk arvebeskatning. Indtil det sker, må nogen af os så gøre, hvad vi kan, for at vaccinere debatten mod decideret ævl, som f.eks. at der findes trippel-beskatning.   Af Kristian Weise. Bragt i Berlingske d. 12. april 2018.

30. august 2016

Ud af fantasien ind i virkeligheden

To gange fakta fra start: Danskerne arbejder ikke lige så meget i dag, som de har gjort tidligere, selvom skatten er blevet nedsat i flere omgange. Og det er kun de cirka 15 procent rigeste, der betaler topskat. Den stort anlagte skattereform lægger dermed op til at reparere noget, der virker, for at påvirke noget, som det umiddelbart er meget svært at styre. Den gennemsnitlige arbejdsuge – og her bruger vi Eurostats tal for alle beskæftigede – ligger i dag på 33,5 timer i gennemsnit, blandt andet fordi der er en del deltidsansatte i Danmark. I 2001 var den gennemsnitslige arbejdsuge 36,2 timer. Der er mange måder at gøre det op på. Den reelle arbejdstid er ikke det samme som den oplyste. Men der er ingen uenighed om tendensen. De danskere, der er i arbejde, lægger færre timer, end de gjorde før.   Når vi som nu diskuterer topskat, og om vi skal have et mindre progressivt skattesystem, og om en lavere skat på den sidsttjente krone vil få danskerne til at arbejde mere, er det smart at se på virkeligheden. At træde ud af de økonomiske modellers forsøg på at sætte verden på formel og i stedet observere virkeligheden. Og virkeligheden er, at skatten på løn er blevet sat markant ned. Den højeste marginalskat er sat ned fra 63,4 procent i 2001 til 56,4 procent i dag. Den laveste marginalskat er sænket fra 44,9 til 40,3 procent i samme periode. Og skatten blev faktisk også sænket i 1990’erne.   Mens vi har sænket skatten på arbejde, har danskerne altså valgt at arbejde mindre. Danskerne prioriterer fritid
På baggrund af spørgeskemaundersøgelser vælger Finansministeriet ikke desto mindre at regne med, at en mindre marginalskat til de rigeste vil øge arbejdsvilligheden. Det indikerer udenlandske erfaringer også, ligesom det er det billede, der gives i den internationale litteratur på området. Men der er andre undersøgelser, der indikerer, at danskerne er mere interesserede i at veksle luft i privatbudgettet til mere fritid. Danskernes arbejdsliv er væsentlig anderledes end det er i andre lande, for her arbejder begge køn, også når de er blevet far eller mor. Men samtidig er der i Skandinavien højere forventninger til familierollen eller fritidslivet – samtidig med arbejdet. Ønsket om mere fritid er stort blandt danskerne, viser mange undersøgelser, der spørger direkte til det. Det kan være klogt lejlighedsvis at korrigere økonomiske teorier med virkeligheden. Og virkeligheden er i hvert fald, at danskerne har valgt at arbejde mindre i takt med, at de har fået skattelettelser. Arbejdstiden har de seneste 15 år primært været konjunkturbestemt. Ikke skattedetermineret.   Topskatten betales af toppen
For mange ville det være en streg i regningen for et retfærdigt skattesystem, hvis en masse almindelige mennesker endte med at betale den højeste skattesats. Så man kan godt forstå en snusfornuftig indvending om, at man må sørge for, at det kun er toppen, der betaler topskat. Men hvordan er det lige, virkeligheden er? Jo, det er i dag de cirka 15-17 procent, der har de højeste indkomster, der betaler topskat. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, vil i øvrigt rykke sig op ad de næste år, så det bliver færre, der skal betale den. Kun ganske, ganske få almindelige lønmodtagere – cirka 2 til 4 procent af lærere, pædagoger og folk indenfor de fleste håndværksfag – betaler topskat. Ganske enkelt fordi ikke tjener over 467.000 kroner om året. Man kan naturligvis være ideologisk modstander af et såkaldt progressivt skattesystem. Men at mene og påstå, at en ekstra skat på de 15 procent højeste indkomster er at flå stakkels almindelige mennesker i et ublu omfang, er vist også lidt overgearet.   Man skal tjene op mod en halv million kroner om året, før man møder det andet generelle skattetrin i det danske skattesystem. Ja, måske var det ganske enkelt det, vi skulle kalde det i stedet for ’topskat’ – for topskat er et ord, der i sig selv antyder, at det har nået toppen. Måske det bare skulle hedde ’det andet skattetrin’. Så ville der sikkert også være nogen, der var glade bare ingen opfandt det tredje.   Af Kristian Weise - bragt i Altinget 25. august http://www.altinget.dk/artikel/cevea-ud-af-skattefantasierne-og-ind-i-virkeligheden#.V77Dfscrc-c.facebook

23. juni 2016

Danmark har arbejdskraft nok

Lederen i Børsen 22. juni påpeger, at vi ikke må miste opsvinget, fordi vi mangler folk, og går videre med at sige, at vi ikke bør frygte lønspiraler, for mere i løn vil skabe mere forbrug og dermed mere vækst og flere job. Vi mangler folk med de rette kompetencer indenfor bl.a. it og industri, som vil kunne trække flere ind på arbejdsmarkedet. Kan vi finde de måske 10.000 folk, vi mangler, kan vi skabe beskæftigelse for 20.000-30.000 mere, så lad os hurtigt finde præcis de 10.000 folk, der åbner dørene for de andre. En idé er at gentage det dobbelte uddannelsesløft fra 1990'erne. En analyse af Oxford Insigths for Star viste, at der i nordjysk erhverv er beskæftiget ca. 30.000 specialarbejdere, som er så kompetente, at de er 16 til 40 uger fra at være faglærte.Så vi har de 10.000 personer, som hver er den specifikke løsning, i virksomhederne i dag. Lad os løfte dem hurtigt gennem intensiv investering, så de kan og vil - og lad 10.000 andre tage deres plads. Stryg paroler og faner, lad os komme i gang med handling, der gavner på fabriksgulvene, i restauranterne og i it-husene. Læs indlægget i Børsen her.