Lavere skat til de rigeste er ingen vækstgaranti

Lavere skat til de rigeste er ikke en bæredygtig vækststrategi, uanset hvilken årstid det forhandles i. Regeringen bør lytte til OECD og IMF’s anbefalinger om at skabe inkluderende vækst og mindske uligheden, mener Cevea-direktør Kristian Weise.

Tirsdag bekendtgjorde statsministeren, at regeringens planlagte skatteforhandlinger i foråret bliver udskudt til efteråret. Inden skatteforhandlinger vil regeringen udarbejde en økonomisk 2025-plan. En plan, der efter sigende skal frigøre et økonomisk råderum, der så kan bruges på at reducere skatten.

Uanset om det bliver i foråret eller efteråret, er lavere skat altså stadig på regeringens tapet. Fordi det bedre skal kunne betale sig at arbejde, som det hedder sig. Og fordi det var en del af kompromiset om regeringsgrundlaget, at der skulle forhandles om en nedsættelse af topskatten.

Et kompromis, der er politisk og ideologisk – ikke funderet i almene sandheder om, at lavere skat betaler sig selv ind, fordi det giver mere vækst, som Anders Samuelsen (LA) ellers turnerer med budskabet om.

Tyndt empirisk grundlag
Lavere skatter er ikke det eneste svar på, hvordan vi kan udvikle vores økonomi og klare os i den internationale konkurrence. Og det er langtfra det bedste.

Lavere skatter på de højeste indkomster er nemlig ikke en bæredygtig vækststrategi. Tværtimod.

Det empiriske grundlag for, at lavere skat skulle få danskerne til at arbejde mere, er meget tyndt. Der er således ingen nyere undersøgelser, der kan konkludere det.

Økonomer fra Den Internationale Valutafond (IMF) har derimod modbevist den såkaldte ’trickle down’-teori, der lyder, at også de lave indkomster har gavn af, at indtægterne blandt de rigeste øges. IMF finder, at når indtægterne blandt de rigeste øges på bekostning af resten af samfundet, så falder væksten faktisk.

I økonomisk forstand drypper det ikke på degnen, når det regner på præsten. Øget ulighed er omvendt hæmmende for væksten.

Løft bunden
Modsat logikken blandt de borgerlige har OECD flere gange inden for de seneste år påpeget, at den mest effektive måde at skabe vækst på er at løfte i bunden af indkomsthierarkiet. OECD konkluderer således, at stigende ulighed samlet har slået 4,7 procentpoint af væksten i OECD-landene i årene 1985-2005. Det svarer til den tilbagegang, der var i mange lande i det første år af finanskrisen.

Det afgørende er, at væksten bliver inkluderende, ifølge både OECD, IMF og World Economic Forum. Flere lande har oplevet, at væksten steg, mens den almindelige husstandsindkomst ikke fulgte denne vækst. Eksempelvis gik 93 procent af væksten i USA i 2010 til den rigeste ene procent. Det er i den grad et udtryk for ikke-inkluderende vækst.

Al ny forskning på den økonomiske front taler altså om, at mindre ulighed og inkluderende vækst er vejen frem. Lavere topskat vil være et skridt i den stik modsatte retning.

Inkluderende vækst
Der er brug for, at regeringen tænker ud over den borgerlige logik og lytter til de nye toner fra OECD, IMF og World Economic Forum. Hvis regeringens 2025-plan rent faktisk frigør et økonomisk råderum, kan pengene bruges langt mere progressivt og fornuftigt, hvis de bruges på at mindske uligheden og fremme inkluderende vækst frem for på lavere topskat.

Det ville være tiltag, der øger indtægterne blandt de laveste indkomster, som prioriterer uddannelse på alle niveauer, og som gør mere for at bryde den negative sociale arv.

Det vil både kunne skabe sociale fremskridt og være en holdbar vækststrategi.

Læs indlægget i Altinget her