Lavere topskat gavner ikke beskæftigelsen - kun de rige

Rockwool Fondens dugfriske analyse viser, at det empiriske grundlag for, at lavere topskat gør samfundet rigere og får danskerne til at arbejde mere, ganske enkelt er tyndt. Indrøm nu bare, at en lettelse i topskatten handler om at give flere penge til de rige.

Når regeringen vil sænke topskatten, handler det i virkeligheden om fordeling – flere penge til dem i toppen af indkomsthierarkiet. Flere rapporter og økonomer stiller nemlig spørgsmål ved, om lavere topskat reelt får os til at arbejde mere.

Der er ikke noget, som tolkningen af hvad lavere skat betyder for økonomien, der kan få politiske økonomer op i det røde felt. Det skete senest i denne uge, da et nyt studie fra Rockwool Fondens Forskningsenhed blev udlagt som det sidste søm i skattelettelsesdogmatikernes ligkiste.

Straks var cheføkonomerne fra erhvervsorganisationerne og højrefløjens tænketanke på krigsstien. Der var tale om noget noget »vrøvl« og en »afviger« mente man blandt andet. Og forskerne fra Rockwool Fonden følte sig da også nødsaget til præcisere, hvordan deres analyse skulle tolkes.

Analysen var ikke en afvisning af, at lavere marginalskat kan lede til et større udbud af arbejdskraft, men en påpegning af, at den faktiske arbejdstid afhænger mindre af skat end den aftalte arbejdstid, og at vi dermed ofte overvurderer effekten af en sænkning af skatten.

»Potato-potato«, fristes man til at sige.

Data i rapporten viser, at skatten spiller en mindre rolle for danskernes arbejdstid, end hvad man typisk får indtryk af i den danske debat. Dermed går den imod den opfattelse, der bl.a. ligger til grund for højrefløjens ensidige kampagne om, at marginalskatten skal ned, og at en sådan nedsættelse vil kunne finansiere sig selv.

Det samme gør forskning, der fornylig blev præsenteret af forskere fra Institut for Økonomi ved Københavns Universitet. De finder, at topskatten ikke bremser selvstændige.

Det nævnes ellers også ofte som et argument for at sænke topskatten, at selvstændige stopper med at arbejde, når de rammer topskattegrænsen. Men den klumpen-sig-sammen ved topskattegrænsen, som rent faktisk finder sted, skyldes ikke, at de selvstændige stopper med at arbejde. Det skyldes derimod, at de blot benytter virksomhedsordningen til at udskyde indkomst til andre år.

Det empiriske grundlag for, at lavere topskat får danskerne til at arbejde mere, er ganske enkelt tyndt.

Selv fortalerne for velsignelserne ved lavere topskat erkender, at en nedsættelse af skatten på den sidste tjente krone har to modsatrettede effekter: nogen arbejder mindre, fordi de kan tjene det samme på færre timer, mens andre arbejder mere, fordi de får mere ud af de ekstra timer. Fortalerne mener bare, at gulerodseffekten er størst.

Måske er det på tide, at der bekendes kulør: en sænkelse af topskatten handler for fortalerne mindst ligeså meget om fordeling og hvad der opfattes som retfærdigt. Nogle skal have en større bid af kagen end de får i dag og ikke beskattes mere end resten af befolkningen.

Det er en holdning. Og fred være med det. Men undlad så venligst at udlægge lavere skat for de rigeste som et økonomisk vidundermiddel. For det er det ikke. 

Læs indlægget på Finans.dk her.