Skattesvindel skal bekæmpes med lovgivning

I bekæmpelsen af skattesvindel er det ikke nok med forargelse og store ord. Der er brug for handling fra politikernes side, hvis vi for alvor skal problemet til livs, mener Cevea-direktør Kristian Weise. 

Den seneste uge har Danmark og resten af verden været vidende til omfattende afsløringer af massiv global skattesvindel. Lækagen fra Panama afdækker, hvordan rige erhvervsfolk, politikere og internationale sportsfolk i stor stil benytter sig af skattely til at undgå at betale skat af deres formuer.

Danske banker som Nordea og Jyske Bank har vist sig at være dybt involveret i mange af deres kunders skattesvindel. De omtalte banker har været udsat for, hvad der populært kaldes en shit-storm: Vrede kunder, forargede politikere og almindelige, skattebetalende danskere har harceleret mod bankernes handlinger.

Ikke overraskende

Men hvor forkert, forargeligt og samfundsskadeligt det end måtte være, kommer det desværre ikke som en overraskelse, at den slags foregår i bankerne. Aggressiv skatteplanlægning, som i flere tilfælde falder på den forkerte side af grænsen mellem lovligt og ulovligt, har desværre været almindelig praksis i mange år, hvad tidligere afsløringer af skattesvindel også har vist.

Som det er tilfældet med Panama-papirerne, har de tidligere sager ligeledes affødt forargelse og fordømmelse fra politikernes side. Men spørgsmålet er, om der er blevet sat politisk handling bag ordene?

Vi må desværre konstatere, at det i alt for ringe grad er tilfældet. Hvis vi for alvor vil skattesvindel til livs, er der brug for konkret, politisk handling både nationalt og internationalt. Og der er brug for det nu.

Gråzone

Det er de danske politikere, der i sidste ende bestemmer den lovgivning, som udgør danske velhavere og bankers manøvrerum. Velhaverne og bankerne opererer ofte i en gråzone, hvor egentlig lovlig adfærd fører til noget, som er direkte samfundsnedbrydende.

Derfor er der brug for at tage flere skridt lovgivningsmæssigt, end vi førhen har gjort. En del af det, der i dag teknisk set er lovligt, skal formentlig gøres ulovligt. Håndhævningen må øges og sanktionerne gøres skrappere.

Globalt problem

Men som de aktuelle skattesvindels-lækager afslører, er skattesvindel et globalt problem. Det er ikke kun den danske statskasse, der bliver snydt for milliarder. Og så længe, der er en bank i et fjerntliggende land, der vil formidle kontakten, er problemet jo stadig aktuelt.

Faktisk er det helt tydeligt, at vi kun kan sætte en prop i hullet i Danmark, hvis vi det internationale samarbejde forbedres og øges.

Det kræver dels et opgør med de jurisdiktioner, der lukrerer på at være skattely, dels et mere effektivt samarbejde i eksempelvis OECD, som i dag er stedet der koordinerer den internationale skatteindsats og sidst men ikke mindst, at der også lægges pres på lande som USA og Storbritannien.

Målret indsatsen

Storbritannien kontrollerer reelt omkring 50 procent af de jurisdiktioner, der hjælper med at hemmeligholde former, og Delaware i USA betragtes i dag som det sted, hvor det er nemmest at oprette et skuffeselskab. Så uden handling fra de rige stormagter sker der intet.

Kampen mod skattesvindel kræver en mere målrettet indsats herhjemme og et tæt internationalt, politisk samarbejde. Om end en effektiv international løsning sandsynligvis vil være et langt sejt træk, skal Danmark også her kæmpe for handling.

Udfordringerne ved skattely og skattesnyd er så store, at intet kan retfærdiggøre det, hvis endnu et læk, der viser omfanget, alene ender i mere snak. 

Læs indlægget i Altinget her.