Økonomiens ’usual suspects’ udstikker kursen igen, igen

Statsministerens økonomiske topmøde på Marienborg har nok bare været endnu et forsøg på at dæmpe gemytterne og utilfredsheden med den førte politik, så hans foretrukne økonomer i ro og mag kan arbejde videre med de modeller, der gang på gang har skudt ved siden af. 

 

»Vi er et af de lande i EU, der har haft den dårligste produktivitetsudvikling over de sidste 20 år,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forleden til dr.dk. Det er derfor, han de forgangne to dage har haft en håndfuld økonomer til ekstraordinært topmøde på Marienborg.

Sammen med en række erhvervsledere og digitale eksperter har de blandt andet diskuteret de modeller, som vi i Danmark anvender til at fastlægge den økonomiske politik.

Det er der god grund til, for faktum er, at de økonomiske modeller, ministerierne anvender, skyder langt ved siden af og udstiller deres egen ubrugelighed som fundament for langsigtet politik.

Men meget tyder desværre på, at seancen på Marienborg slet ikke er blevet sat i verden for at forstå, hvordan vi kan forbedre de økonomiske modeller og beregninger. De økonomer, Lars Løkke Rasmussen har inviteret til at diskutere balladen, er nemlig de selvsamme økonomer, der har lavet balladen.

Hvis vi vil forstå udviklingen i økonomien er statsministeren nødt til at begynde at lytte til andre eksperter end de sædvanlige makroøkonomer, der alt for længe har været inde i varmen.

Hvis ikke diskussionen snart bliver åbnet op for et bredere sæt af samfundsforskere og historikere, vil vi aldrig blive klogere på de paradokser i økonomien, som gang på gang gør økonomerne rundtossede.

Der er nok at tage fat i.

Forbedringer i kvalitet

Det største paradoks i synet på den danske økonomi er, at vi stadig anvender bruttonationalproduktet (BNP) som mål for vækst og aktivitet i samfundet.

For som de internationalt anerkendte økonomer Joseph Stiglitz, Amartya Sen og Jean-Paul Fitoussi slog fast i deres rapport bestilt af EU-Kommissionen og afrapporteret i 2009 er BNP et elendigt og ufuldstændigt parameter, som ikke kan stå alene – hverken til at måle økonomisk vækst eller menneskers velfærdstilvækst i en bredere forstand.

Et simpelt eksempel på dette forhold er såkaldte kvalitetsforbedringer. Nogle kan sikkert huske den første smartphone fra Nokia, som havde et keyboard, hvor man kunne se og skrive mails og arbejde i Word og Excell. Den kostede for 20 år siden 6.000 kroner.

Sammenlignet med dagens smartphones til 6.000 kroner – eller sågar de ’billige’ til 2.000 kroner – er det tydeligt, at kvaliteten i produkterne er mangedoblet samtidig med, at produktet faktisk er faldet markant i pris.

Firkantet sagt bliver billiggørelsen af det enkelte produkt og udviklingen i dets kvalitet dermed omsat til et vækst- og velfærdstab i BNP. Vi har brug for et syn på økonomien, der tager højde for kvalitetsforbedringer, ellers forstår vi mange velstandsgevinster som tab.

Vækstens arnested

Bevæger vi os ind i modellerne, som ’de danske økonomers klub’ regner på og bruger til at forklare vækst, finder vi endnu et paradoks, nemlig at innovation ikke har betydning for vækst, som man måler og regner på, og som har en effekt.

Åbn erhvervssektionerne i enhver avis, og det er tydeligt, at virksomhederne kæmper om kundernes gunst netop gennem innovation, der gør produkter bedre, der øger kvaliteten, der kan helt nye ting.

Det, der giver virksomheder konkurrenceevne, er altså innovation. Men det er, som om innovation i mange økonomers optik er en gave fra himlen, der regner ned over alle virksomheder, lige meget hvad de gør.

Økonomerne arbejder nemlig slet ikke med virksomheder, men i stedet med en produktionsfunktion, som i princippet er ens for alle. Det lyder mærkeligt, men økonomerne antager simpelthen, at virksomheder inden for en given branche laver de samme produkter på de samme maskiner med den samme viden til den samme lønomkostning.

På den måde er alle virksomheder altså i princippet lige gode, da de alle har samme viden og alle kan kopiere hinanden hurtigt, og innovation er bare noget, der sker tilfældigt og omgående kommer alle virksomheder til gode.

Det er en produktionsforståelse, der er enormt belejlig at smide ind i en model. Men igen, åbn erhvervssektionen og kig på aktiekurserne: Har Nokia været lige så gode som Apple de sidste 10 år? Har finnerne bare kunnet kopiere Apples produkter, brand og forretningsmodel? Nej, vel.

Det er ikke kun paradoksalt, men katastrofalt, at økonomerne afskærmer sig fra at forstå vækstens og konkurrenceevnes arnested, nemlig virksomheden.

Andre værdier end kroner

Et tredje paradoks ved de dominerende økonomiske modeller er, at de ikke forstår menneskelig adfærd, herunder at den kan udvikle sig over tid. Det private forbrug er en gåde for mange økonomer? Hvorfor er der f.eks. næsten ingen vækst i forbruget, når nu det går fremad?

En del af forklaringen er, at vi som beskrevet ovenfor får mere for mindre. Men det er ikke gjort med det. For ser vi alene på, hvad der omsættes for mellem personer gennem Den Blå Avis, trendsales og eBay og så videre, taler vi i dag om op mod 120 til 150 milliarder kroner, altså mere end 10 procent af det samlede privatforbrug.

Beløbet er vokset fra under det halve på otte år, og medregner vi denne stigning, er privatforbruget faktisk steget ganske pænt med mellem 2,5 og 3,5 procent de sidste år.

Igen bør vi se på vores opgørelsesmetoder, men især på vores forståelse af sammenhænge i økonomien, herunder vores adfærd. Måske har vi andre værdier end kroner? Måske gider vi ikke blive ved med at købe mere og dyrere? Måske tillægger vi bæredygtighed en værdi i sig selv?

Fjerde og sidste paradoks i denne omgang er, at den finansielle sektors rolle i modellerne forstås som neutral. Antagelsen er simpelthen, at sektoren ikke skaber noget i sig selv, men blot allokerer hensigtsmæssigt mellem opsparing og investering i den reale økonomi.

Denne forståelse må undre, idet den finansielle sektor globalt kan samle mere end 40 procent af verdens overskud. De trilliarder af kroner, der er investeret i en kasinoøkonomi, som kan forsvinde på en uge i boligbobler og store og uforklarlige forskelle i aktiers, ejendommes og andre aktivers værdifastsættelser i kriser og gode tider, udfordrer hensigtsmæssigheden.

Det store spørgsmål er, om de mange investeringer går til realvækst, som antaget, eller til værdibobler?

Netop derfor er det væsentligt at forstå den finansielle sektors rolle i økonomien, for den er alt andet end neutral og den allokerer langt fra, som den burde, hvorfor den markedsfejl bør korrigeres. Denne i kombination med alle de andre markedsfejl, som Stiglitz har fået nobelprisen for at vise, giver betydelige velfærdstab fordi vi ikke politisk korrigerer for den vækst og velfærd, de frie uregulerede markeder fører til.

Lyt til de andre

Jeg har i denne kronik været inde på nogle få af de utallige paradokser, der hersker i vores økonomiske målemetoder, i antagelserne i modellerne og i den måde, som de sædvanlige makroøkonomer siger, at økonomien fungerer på.

Det er blot nogle få eksempler på, hvorfor økonomernes forudsigelser er mindre valide end en metrologs langsigtede vejrudsigt, og hvorfor endnu en beregning frem til 2025, der viser Danmarks økonomiske råderum, er aldeles ubrugelig.

Ønsker statsministeren at ændre på det, bør han nok i fremtiden lytte til anerkendte danske økonomer som Nicolai Juul Foss og Keld Laursen – ligesom internationalt førende økonomer som Joseph Stiglitz, Amartya Sen, Paul Krugman og Robert Solow kan hjælpe på en række punkter.

Men i stedet vælger han altså the usual suspects. Seancen på Marienborg ser mest af alt ud til at være et forsøg på at dæmpe gemytterne, så de danske makroøkonomer, der allerede er medlem af klubben, kan fastholde de økonomiske modeller og dermed et liberalt syn på økonomien – uanset hvor mange, der har fået nobelprisen for at vise, at vi bør gå en anden vej.

Læs indlægget i Information her