Dårlige dage i Finansministeriet

Skærmydslerne om Dong og Skat viser, at det ofte går galt, når Finansministeriet frasælger virksomheder og designer effektiviseringer i andre dele af staten, skriver Kristian Weise, direktør i Cevea. 

Finansministers Claus Hjorts (V) gentagne pointe om, at staten er dårlig til at drive forretning, er rigtig så langt, at staten i hvert fald er dårlig til at sælge sine forretninger. Det må være mindst en af konklusionerne på de seneste ugers Dong-sag.

Den succesfulde børsintroduktion af Dong slår fast, at det for to år siden var det forkerte tidspunkt for staten at sælge 18 procent af virksomheden til Goldman Sachs med venner, at man gjorde en rigtig dårlig forretning, og at man i første omgang fik for lidt ud af det guldæg, som den danske satsning på vindmøller har vist sig at være.

Børsnoteringen i sidste uge blev betragtet som en stor succes – og der var i hvert fald mange, der gerne ville have fat i det begrænsede antal aktier, der blev sat til salg. Hvis ikke historien om finansministeriel inkompetence lå som et åbent sår i dansk forvaltning og i dansk politik, kunne man have glædet sig over en sejr for grøn dansk energipolitik.

Kolossal politisk omkostning

Men det åbne sår er der stadig. Det er indiskutabelt, at den politiske omkostning ved Finansministeriets ejerskab og privatiseringsstrategi har været kolossal. Det har den økonomiske omkostning også: Salget foregik efter den forkerte metode, på det forkerte tidspunkt og dermed også til den forkerte pris. 

Det forlyder også, at man selv i Finansministeriet godt er klar over, at det ikke var et kompetent forløb, og man har, ifølge historier i pressen i januar sidste år, skilt sig af med den ansvarlige afdelingschef.

Det er dog ikke det eneste sted, prisen har været høj for den sag: Med det snævre valgresultat in mente er det lige før, at man kan konstatere, at regeringen stadig ville have været rød, hvis det ikke havde været for Dong-sagen.

Lær af jeres fejl

Grundantagelsen i Finansministeriet er, at staten er dårlig til at drive forretning, og således har man klargjort TDC, Dong og DSB til salg. Med McKinseys og andres hjælp kommer turen nu formentligt til en række andre danske infrastrukturselskaber.

Spørgsmålet er hvor mange nye fejl, der skal begås, før man lærer af dem?

Den seneste større ’institutionshistorie’ - skatteminister Kasten Lauritzens (V) udmelding om behovet for en milliardhjælpepakke til det nødlidende Skat - er en anden, som også peger på Finansministeriet i en inkompetent rolle som forretningsudvikler i staten.

Historien med Skat er, meget kort fortalt, at Finansministeriet med analyser fra konsulentverden i hånden fik overbevist Folketinget om, at man kunne reducere udgifterne til Skat dramatisk.

For 10 år siden var der mere end 9.000 fuldtidsstillinger i Skat. I dag er det tættere på det halve. Reduktionen blev vedtaget og besparelsen hjemtaget med baggrund i tiltro til blandt andet nye IT-systemer. Men det var åbenlyst ikke en holdbar løsning.

Og med nedgang i personalestyrken har man heller ikke kunnet tiltrække de nye kompetencer, der måske har været brug for.

Nøgternt set må man ganske enkelt konstatere, at evnen til at implementere de besparelser, man analyserer sig frem til i Finansministeriet, ikke er til stede.

Dårlig track record

De seneste sager understreger en central ting: Udviklingen af det danske velfærdssamfund skal ikke overlades til effektiviseringseksperter i Finansministeriet og de dyreste konsulenthuse. Deres track record er simpelthen for dårlig. Det viser de seneste dårlige dage.

Og de efterlader en med et stort spørgsmål: Hvem - i det politiske Danmark og i resten af staten - er klar til at udfordre tankerne og kompetencerne i Finansministeriet?

Læs indlægget i Altinget her.