Markedet svigter ikke kun under coronakrisen

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea (Indlægget blev bragt i Berlingske den 7. april 2020)

Det spontane marked, hvor udbud møder efterspørgsel, er en effektiv koordinationsmekanisme. Politikere bør ikke blande sig i, hvordan markedet imødekommer efterspørgslen efter dagligvarer, eller hvem og hvor mange der ansættes på et hotel.

Men for en lang række udfordringer er markedet ikke svaret, hverken under coronakrisen eller i normale tider. I de situationer er politiske løsninger eneste mulighed.

Private forsikringer er markedets svar på, hvordan vi sikrer os mod risici. Det virker, når vi har at gøre med bilen eller uforudsete ulykker, så længe hændelser, der udløser udbetaling, er uafhængige af hinanden. Selskaber puljer risici, og så længe vi ikke alle totalskader vores bil på samme tid, løber forretningen rundt.

Men private forsikringer kan ikke håndtere risici, der rammer alle på samme tid, og hvor vores risiko er afhængig af hinanden. Så må fællesskabet, som coronakrisen viser, træde til. Risikoen for, at man bliver smittet og skal i behandling, er betinget af andres risiko. Omkostningerne er massive og kan ikke håndteres af markedet.

De fleste markedsoptimister er enige så langt: Der er helt ekstraordinære situationer, som markedet ikke kan håndtere. Økonomer kalder det »missing markets«. Men de situationer er slet ikke så unormale. Det er én af grundene til, at vi har en velfærdsstat.

Arbejdsløshedsforsikring er et godt eksempel. Ledighed rammer mange på samme tid i nedgangstider. Risikoen for at blive ledig er ikke uafhængig af andres risiko. Hvis ledigheden er langvarig, bliver

det rigtig dyrt. Prisen på private ledighedsforsikringer i Danmark steg med 70 pct. efter finanskrisen, og dækningen faldt med 19 pct. Sikring mod arbejdsløshed forudsætter offentlig medvirken.

Sundhedssikring egner sig heller ikke til markedet. Også i normale tider er der sygdomme, som det private marked har svært ved at håndtere. For alle vil helst undgå at forsikre dem med de dyreste sygdomme – dem der har mest brug for det.

Alle der har købt fast ejendom er blevet spurgt, om banken mod en ekstra betaling skal rentesikre lånet. Men når afkastet på en investering er usikkert og langt ude i fremtiden, er markedet ofte fraværende. Også selv om investeringen er helt afgørende.

En frivillig »forsvarsforsikring« mod fremmede magters aggression? Nej, vel? Et effektivt marked for fremtidens klimaløsninger er også uhyre svært at etablere. Usikkerheden er enorm, og mange investeringer vil ikke bære frugt. Læg dertil behovet for, at alle lande bidrager. Det er der heller ikke en markedsløsning på.

Offentlig forskning og udvikling, støtteordninger og regulering er nogle af de politiske værktøjer, der kan sikre investeringer i fremtidens udfordringer.

Vi skal håndtere markedets sideeffekter

Nogle markedsaktiviteter har negative sideeffekter, fx forurening. Derfor regulerer vi virksomhederne. Der kan også være positive sideeffekter, fx uddannelse, der giver et personligt afkast og derudover et afkast til samfundet og erhvervslivet, som får let adgang til dygtige medarbejdere. Afkastet af øget uddannelse er i øvrigt størst for dem med mindst uddannelse.

Både for at sikre os mod de negative sideeffekter og for at understøtte de positive, er der brug for regulering. Hvad der anses for positive og negative effekter er en politisk vurdering. Markedet forholder sig ikke til, hvad der forbedrer klimaet eller øger ligheden.

Markedet for optimisme, når alle er nede i kulkælderen, findes heller ikke. Normalt responderer markedet effektivt på forbrugernes købelyst. Det er værre, når købelysten svigter, for markedet reagerer på samme måde som forbrugerne: med pessimisme.

Coronakrisen har ramt både udbud og efterspørgsel. Offentlige investeringer er et effektivt instrument mod kriser og efterspørgselssvigt. Efter finanskrisen var den politiske villighed til at sætte gang i hjulene ikke stor nok. Det kostede.

Politisk lederskab er nødvendigt, når markedet svigter eller slet ikke findes. Især når fremtiden ser dyster ud. Entusiasme og optimisme er nemlig et knapt gode, som markedet ikke kan levere, når vi har allermest brug for det.