Corona burde én gang for alle sende fundamentalistiske liberalister til tælling

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 9. maj 2020)

Der er en række øjenåbnende pointer gemt i coronakrisen, som burde give medvind til en ny politisk retning i Europa og få den sidste liberalist, der tror på markedskræfternes velsignelser, til at lunte hjem.

For det første er der sat to tykke streger under det, som markedsfundamentalister har så svært ved at indrømme: at den private sektor er fuldstændig afhængig af den offentlige sektor. Det har vi set med hjælpepakkerne, der holder hånden under virksomheder. Selv Trump har måttet bide hovedet af al skam og knæle for den store stygge stat. Læren: Markedet kan ikke alene.

For det andet har den universelle velfærdsmodel, der giver alle borgere – uanset pengepungens størrelse – fri og lige adgang til sundhedsydelser, vist sin overlegenhed. Omvendt har sundhedssystemer baseret på lemfældige private forsikringer og fragmentarisk organisering spillet fallit i forhold til smittespredning, overblik og handling.

For det tredje har den særlige arbejdsmarkedsmodel med stærke fagbevægelser igen vist sin styrke. Det har gjort stort indtryk i udlandet, hvor hurtigt og effektivt arbejdsmarkedets parter i Danmark satte sig sammen med politikerne og strikkede begavet regulering sammen, der kunne sikre arbejdspladser og tryghed.

For det fjerde bliver det mere og mere åbenlyst, at begavet regulering er nødvendigt for at sikre en sund kapitalisme. Enhedslistens Pernille Skipper var angivelig ved at tabe underkæben, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, forleden under en forhandling argumenterede for, at der ikke skulle udbetales udbytte til aktionærer i virksomheder, der får hjælpepakker.

For det femte har coronakrisen afsløret, at da det virkelig gjaldt, var der især brug for dem, der transporterede varerne, hentede affaldet, kørte busserne, sad ved kasserne og passede vores syge, gamle og børnene. Det bør give et tiltrængt boost i form af anerkendelse og belønning til lønarbejderen på gulvet, der alt for længe er gået under radaren.

For det sjette har krisen demonstreret, at vi mennesker faktisk godt kan ændre vaner og adfærd markant, når det virkelig gælder, og at den store forandring forudsætter, at politikerne går forrest. Dén erkendelse er vigtig, når vi nu skal håndtere klimaomstillingen. Tilbage til ’business as usual’? Det ville være fatalt!

Endelig for det syvende har vi under coronakrisen set en stærk tendens brede sig i Europa, som forskeren Malte Frøslee Ibsen har peget på: Overalt, hvor pandemien har ramt europæiske kyster, har regeringer og parlamenter sat sundhedsfaglige og sociale hensyn over de hensyn til globale markedskræfter, der ellers har præget demokratisk politik i de seneste årtier, og som især forbindes med ’konkurrencestaten’ og ’nødvendighedens politik’.

De syv øjenåbnere understøtter den nye politiske kurs, der blev indvarslet i Danmark med regeringsskiftet i 2019 og forståelsespapiret mellem centrum-venstre-partierne.

Hvor der højt på den gamle prioriteringsliste fra 10’erne stod arbejdsudbudsreformer, stram udgiftspolitik og ’det skal betale sig at arbejde’, har den nye centrum-venstre-alliance malet et nyt billede frem: Vi skal investere i mennesker, opkvalificere, klimaomstille, løfte velfærden, bekæmpe kløfter og ulighed og indføre nye regnemodeller.

Sideløbende oplever vi en ny tænkning blandt en række danske topøkonomer, der erklærer, at det gamle paradigme med blandt andet arbejdsudbudsreformer har ramt muren, og at der nu er brug for en helt ny type reformer.

Denne nyorientering spiller fint sammen med, at det nu er en reformistisk, halvsocialdemokratisk økonom – franskmanden Thomas Piketty – og ikke neoliberalistiske økonomer, der lyser op på den internationale stjernehimmel.

Samtidig ser vi den neoliberalistiske stjerne falme helt ind i kapitalismens hovedkvarter i OECD og World Economic Forum. Efter at have hamret løs med argumenter om mere deregulering, udlicitering, skattelettelser og tilbagetrækning af staten har økonomerne skiftet kurs. Man frygter de konsekvenser, som den voksende ulighed kan få for den økonomiske, politiske og sociale stabilitet i Vesten. Og ikke uden grund. Brexit, Trump og højrepopulisme skræmmer.

Summa summarum: Hvis der var den mindste retfærdighed til, burde ulighedskløfterne og øjenåbnerpointerne fra coronakrisen én gang for alle sende markedsfundamentalisterne til tælling i Europa. Og historiens store pendul burde sætte sig i svingninger mod centrum og venstre.

Men det er desværre på ingen måde – som i: P-Å I-N-G-E-N M-Å-D-E – sikkert, at det sker.

Det kan nemlig slet ikke udelukkes, at coronaregningen bliver sendt videre til de svageste i form af svækkede velfærdsmodeller, øget ledighed og voksende ulighedskløfter.

For lad os ikke undervurdere, at den første fase af coronakrisen har vendt den tunge ende nedad, fordi det især er de lavtlønnede, der er eksponeret for smitte og bliver fyret. Sådan er kriser.

Lad os heller ikke glemme, at centrum-venstre i europæisk politik alt for længe har været en forvirret svækling med selvværdsproblemer. I mange EU-lande ligger partierne til venstre fuldstændig underdrejet – i forhold til både idépolitisk tankekraft og folkelig opbakning. Ja, nogle steder er de helt væk. Danmark er en undtagelse.

Og endelig skal man aldrig undervurdere liberalister. Selvransagelse er ikke deres styrke, og selv i en stund, hvor de står afklædte og ydmygede, holder de sig ikke tilbage med at springe op på scenen med snuptagsløsninger fra Adam Smiths tid.

Bare vent: Inden længe, når den offentlige sektor har reddet den kapitalistiske økonomi igen igen, så vil liberalister lancere budskabet om, at livremmen skal strammes, og den offentlige sektor skal begrænses. Som tak for hjælpen.

Det vil være fatalt, fordi det vil kaste samfundsøkonomien ud i en dødsspiral med recession, krise og måske depression.

Al fornuft tilsiger, at vi skal investere i og opkvalificere mennesker, og at vi skal turde føre en keynesiansk politik i Europa, der kan stimulere erhvervslivet, optimismen og beskæftigelsen.

Coronakrisen er en gamechanger, som har skabt en fuldstændig åben politisk situation, der kan ende mange steder.

Nu handler det om at være bedst til at lancere de fængende ideer og visionære løsninger, der kan samle folkelig opbakning.

Når alt kommer til alt, burde det være godt nyt for centrum-venstre.